x
Når møllet flyver ud af lyset

Møl, A Colossal Weekend, Lille Vega, København

Når møllet flyver ud af lyset

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

At nogen en dag skulle finde på at blande shoegaze og blackmetal sammen er en et faktum, der på en gang virker helt utænkeligt, samtidig med at det giver god mening. Shoegazen har altid været melodisk, øm og drømmende, mens black metal altid har været arktisk, tænderskærende og decideret ubehageligt. Det er dog sket, med amerikanske Deafheaven i front, og dette har resulteret i genren blackgaze, som aarhusianske Møl står som hovednavnet for herhjemme. Hybridgenren står meget klar på deres netop udkomne debut Jord.

Kollosalt!

At Møl skulle spille til A Colossal Weekend på Lille Vega giver rigtig fin mening. Festivallen er netop sat i værk som en hyldest til de skæve, tunge arter af metal og rock. Det var således et halvfyldt Lille Vega, som Møl mødte, da de gik på scenen og lagde ud med åbneren ”Storm”, som også åbner Jord.  Efter en ellers meget Sigur Rós-esque, melodiøs guitarintro står det dog hurtigt klart, at Møl er væsentlig mere black end de er gaze, når de spiller live. ”Vakuum” blander valsetakt med tunge dobbelte stortrommer, og forsanger Kim Song Sternkopf glimrer ved sit infernalske skrig, som minder lidt om Attila Chsihars kraftpræstation på Mayhems De Mysteris dom Sathanas. I længden får jeg lidt nok af de konstante skrig, men det er nok bare mig, der savner lidt growl eller skønsang. Der veksles mellem iskolde metal-riffs og drømmende lydflader, og på ”Penumbra” blandes Slowdive-lignende, krystallinske guitar-forløb med kranieknusende Darkthrone-blastbeats, hvor alt kulminerer i et ekstremt medrivende omkvæd.

Den mørke skov

Kim Song Sternkopf har god publikumskontakt, og Møl vækker lige så stille den halvfyldte sal til live, uden at der dog nogensinde kommer helt gang i pitten. Men Møl fortsætter ufortrødent videre med ”Atacama”, der lydmæssigt ligger i nærheden af Ulvers fræsende blackmetal-klassiker Nattens Madrigal, dog indhyllet i et sumpet My Bloody Valentine-lydtæppe, men med tiden går der desværre lidt tomgang i koncerten.

”Ligament” er tæt på at miste pusten fuldstændig i en sværm af blastbeats og ambiens, mens ”Bruma” blot gentager herligheden igen. Imellem stille, momentale passager, åbner den isnende og mørke skov sig med skrigende trolde og Kim Song Sternkopf som den skiklædte shaman. Hvad er problemet?

Hybridens problemer

Jo, det er som om den dobbelttydige cocktail af shoegaze og metal indimellem spænder ben for Møls iboende potentiale. Selvom der hele tiden skiftes mellem tung aggressivitet og støjende skønhed, bliver det hen ad vejen en anelse ensformigt. Om det er shoegazens repeterende natur eller blackmetallens begrænsede virkemidler, der er skyld i en anelse metaltræthed (pun intended!) skal jeg ikke gøre mig klog på, men hen ad vejen begyndte jeg at kede mig – lidt! Det lavede Møl heldigvis om på til sidst med en sand totrinsraket. Først det mesterlige titelnummer fra ”Jord”, der skifter mellem et sejt, death-inspirerede mid-tempo groove og et nærmest breezy Mogwai-mellemstykke og den efterfølgende ”Rush”, fra deres anden ep, der står som et fuldstændig medrivende og vanvittigt punktum for en koncert, hvor jeg ellers lige var ved at miste koncentrationen. Tak!

Møl var både i aften, og er i det hele taget, et band med en mission. De har taget deres mange forskellige inspirationskilder til sig og mestret deres stil til fulde. Jeg ønsker for dem i fremtiden, at de får en endnu bredere palet at male med. Måske nogle andre farver end sort hårdhed og hvid støj? Man kan godt være både Burzum og Ride og samtidig så meget mere!

Sæliste:

Storm

Vakuum

Penumbra

Atacama

Ligament

Bruma

Jord

Rush


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA