x
The Low Anthem: The Salt Doll Went To Measure The Depth Of The Sea

The Low Anthem
The Salt Doll Went To Measure The Depth Of The Sea

Minimalistisk folktronica med samme effekt som en sovepille

GAFFA

Album / Joyful Noise
Udgivelse D. 23.02.2018
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Det amerikanske band The Low Anthem med base i Providence, Rhode Island har skiftet ham på deres nye langspiller med den umulige titel The Salt Doll Went to Measure The Depth of the Sea. Et stilskifte, som allerede blev afprøvet på forgængeren ”Eyeland”. Hvor de tidligere udgivelser koblede det bedste fra americana-scenen med et moderene folkudtryk, var genren nu tilført et sært kikset elektronisk lydbillede. På det nye og sjette udspil er gruppen nærmest gået helt under radaren i et skrøbeligt og følsomt univers, der er så underspillet, at bandet udvisker sig selv.

Det er vokalerne, som trækker læsset, og især sanger Ben Knox Millers sart hviskende sangforedrag føles som et overjordisk mantra på ”Give My Body Back”, ”Drowsy Dowsing Dolls” og ”Coral Cresent”. Men lige meget hjælper det, for de fleste af sangenes elektroniske strukturer er så søvndyssende, at det er svært at holde gejsten oppe. The Low Anthems leg med folktronica-genren er som en sovepille, hvis effekt er fuldt dokumenteret.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA