En aften i love shoppen blev en blandet fornøjelse

Love Shop, Gamle Scene, Det Kongelige Teater

En aften i love shoppen blev en blandet fornøjelse

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

Love Shop er, i mine øjne, det største danske band overhovedet. De har været med mig fra mine sene teenageår og er stadig et af de bands, jeg lytter mest til her 12 år efter. Det er derfor også langtfra den første Love Shop-koncert, jeg er til (jeg tror, det er den fjerde), så jeg ved ligesom godt, hvad jeg går ind til. Grunden til, at jeg skriver dette til at starte med er for, at læseren skal forstå, hvilken kontekst jeg baserer min kritik på. Jeg ved, hvad de kan! Og det lykkedes ikke til fulde søndag aften på Det Kongelige Teaters Gamle Scene.

Der var ellers lagt op til en speciel aften i selskab med Love Shop, da de spillede en speciel sid-ned-koncert til fordel for organisationen Dignity, der bekæmper tortur. Tanken var naturligvis god, og inden koncerten fik vi også både en video og en arrangør, der talte om det vigtige arbejde, Dignity gør. Intet ondt om det!

Det er derfor et alvorligt emne, som Love Shop går på scenen for, hvor de, lettere ironisk, lægger ud med den medrivende "Kvælertag" fra 2012’s Skandinavisk Lyst. Sættet er primært bygget op af sange fra de senere års Love Shop, der opstod efter Hilmer Hassig og Henrik Halls triste dødsfald. 

Den altid medrivende "Hugorm" og den store popsang "Mesteren", med Unmack på nyintroduceret elektrisk guitar, følger trop – men under sidstnævnte sang bliver det pludselig tydeligt, at der er problemer med lyden på scenen, og aftenen er derefter præget af lettere irriterede miner fra musikerne mod lydpulten. Det, sammen med nogle teknologiske fuck-ups, trækker den samlede oplevelse gevaldigt ned. Jeg tror desværre, at både Mika Vandborg og Mikkel Damgaard har haft virkelig dårlig monitorlyd. Dette kan blandt andet høres på aftenens overraskelse – klassikeren "Fuck min højdeskræk" – der falder til jorden, fordi synthen spiller i et helt andet toneleje end resten af instrumenterne. Eller... Det er svært at finde ud af hvad der spiller forkert. Men noget er der i vejen.

Stop det klapperi!

Den Fjerde Væg’ske "Drømmeslottet" løfter stemningen, og aftenens anden overraskelse introduceres efterfølgende af en generelt veloplagt Unmack: Mikael Simpson, som kommer på scenen for at løfte arven fra Henrik Hall og spille mundharmonika på "Fremmedlegionær" og "Weekender". Nogle vil mene, at dette er dårlig stil – men hvis nogen skal erstatte Hall, er det Simpson, da han rent faktisk har lært at spille på instrumentet af Hall. Og det fungerer også virkelig godt, da Simpson besidder evnen til at kunne få mundharmonikaen til at klage i samme grad som Hall, dog uden at det nogensinde bliver det samme.

Den vrede "Evergreen" følger, og det lader til, at Unmack ikke har tænkt sig, at aftenen skal være den slags intimkoncert, som man kunne forestille sig. Jeg ser også ret mange publikummer stikke fingrene i ørerne, når Vandborgs guitar skriger i den obligatoriske fortolkning af Gasolins "Langebro". Desuden bliver man lidt træt af visse publikummers manglende evne til at klappe i takt. Hvis du endelig skal klappe i takt, så start til noget rytmepædagogik. 

Aftenens andet højdepunkt er den ekstremt stærke ballade "Skøjteløb på Bagsværd Sø", som for mig står som en af Love Shops bedste ballader overhovedet. Efter et par nyere numre afslutter bandet hovedsættet ved at invitere endnu en gæst på scenen: Peter Sommer, der synger versene til "En nat bliver det sommer". Ideen er måske fint på papiret, men det lader til, at Sommer ikke kender sangen særlig godt, og hans lettere grove stemme passer ikke ind i sangens forfinede lydbillede. Ærgerligt!

Elektronisk nedtur

Efter Vandborgs lange, stemningsmættede solo kommer bandet tilbage til ekstranumre, hvor især "Bellavista Sol"" står stærkt, mens "Love Goes On Forevergår helt galt med et backing-track, der starter midt i sangen. Endnu en af aftenens uheldige optrin. Simpson er tilbage på de sidste to sange, men bandet burde måske lige have holdt ham i snor, da han også spiller ind over soloerne i den altid smukke "Alle har en drøm at befri." Halls force var at spille, når han skulle spille – ikke at spille hele tiden. Og det var så det! Sættet var præget af ret mange gengangere, som er hørt mange gange før, og måske kunne man ønske en smule mere variation næste gang.


Så ja! Det bliver sgu ”kun” fire stjerner. Jeg elsker Unmack og kompagni. Jeg elsker sangene. Jeg elsker pladerne. Love Shop er et af de helt store bands. Det var de bare ikke lige i Det Kongelige Teater. Ærgerligt, når nu der var lagt op til en unik oplevelse.

Sætliste:

  1. Kvælertag

  2. Hugorm

  3. Mesteren

  4. Fuck min højdeskræk

  5. Drømmeslottet

  6. Brækket dansk

  7. Fremmedlegionær (med Mikael Simpson)

  8. Weekender (med Mikael Simpson)

  9. Evergreen

  10. Aldrig træt, aldrig mæt

  11. Verdensmestre

  12. Langebro

  13. Drømmenes København

  14. Skøjteløb på Bagsværd Sø

  15. Skyggehjerte

  16. Skandinavisk lyst

  17. De forelskedes smag i din mund

  18. En nat bliver det sommer (med Peter Sommer)

    Ekstra:

  19. Redningsklar

  20. Bellavista Sol

  21. Love Goes On Forever (med Mikael Simpson og Peter Sommer)

  22. Alle har en drøm at befri (med Mikael Simpson)

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA