x
Skuffende afslutning på 30-års jubilæet i Jelling

Nickelback, Jelling Musikfestival, Store Scene

Skuffende afslutning på 30-års jubilæet i Jelling

Anmeldt af Søren Pors Grundahl | GAFFA

Søndag aften satte Nickelback som det sidste band på festivalen punktum for Jelling Musikfestivals 30 års-jubilæum. Desværre stod man tilbage med en lidt tam følelse som afslutning på en ellers god weekend i Jelling.

Fra første riff i ”Feed the Machine” er det tydeligt, at vi har at gøre med dygtige musikere – med trommeslager Daniel Adair som den ubestridte musikalske foregangsmand. Men lige meget nytter det, når udgangspunktet ikke er bedre. For lyden er så ensformig, poleret og blottet for kreativitet, at det kan være svært at begribe, at Nickelback har solgt 50 millioner album.

Kroegers stemme

Publikum har da også svært ved at finde en passende mine og står nærmest lammet som små rådyr fanget i en bils lyskegler. Når der endelig kommer antydningen af lyspunkter, bliver man generet af Chad Kroegers stemme, der er så enerverende, at det er svært at abstrahere fra.

På hittet ”Photograph” når man lige at få en forhåbning om, at forvrængningen på hans stemme hører op, men heller ikke her slipper man. Det, der burde være et sparsomt musikalsk krydderi på stemmen, bliver i stedet brugt med rund hånd, som var det ekstra ost på en ostepizza.

Men uagtet om man kan lide stemmen og musikken, må man også bare anerkende, at Nickelback kan et eller andet – ellers havde de trods alt ikke vundet et hav af priser eller af Billboard være blevet udnævnt som den bedste rockgruppe fra 00’erne. De er åbenlyst dygtige musikere, og numre som ”Someday”, ”When We Stand Together” og ”How You Remind Me” vidner da også om en vis melodisk tæft.

Ironisk distance

Nok er de sympatiske, som de står der på scenen og råber ”skål”, forsøger sig med ironi og snakker om, at de under deres sidste besøg i Danmark slog søm i en træstub.

På den måde virker de sådan set til at have studeret opskriften på at vinde det danske publikums gunst. Men de kender også efterhånden opskriften på en Nickelback-sang. En opskrift, der efter ni albumudgivelser er lige så tyndslidt som Chad Kroegers stemme.

Fremførelsen af musikken virker så indstuderet og uden nerve, at man lige så godt kunne have lyttet til en studieindspilning. Når det er sagt, leverer de faktisk et udmærket show, lyd- og lysmæssigt.

På ”Million Miles An Hour” står det store lysshow og de buldrende stortrommeslag dog i skærende kontrast til publikums reaktion. Hver gang billeder af publikum projiceres op på de store skærme, ses den ene sløve festivalgæst efter den anden. Det er faktisk først på ”Rockstar”, hvor bandet hiver to unge op på scenen, at der kommer et lille afbræk, som lader til at vække publikum.

Stilheden blandt publikum går ikke ubemærket hen på scenen, så inden den hårdtslående ”Animals” udbryder Chad Kroeger: ”Lad os se, om vi kan få gang i jer”. De skal have point for at prøve, men det lykkes desværre aldrig at få sat gang i folkefesten. Måske var Nickelback og Jelling bare ikke skabt for hinanden.

 

Sætliste:

Feed the Machine

Woke Up This Morning

Photograph

Far Away

Something in Your Mouth

Someday

Lullaby

Figured You Out

Hero

Million Miles An Hour

Rockstar

When We Stand Together

Animals

How You Remind Me

 

Ekstra:

Gotta Be Somebody

Burn It to the Ground


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA