x
Hysterisk mudderkast mod korruptionen

Pussy Riot, Heartland Festival, Highland Stage

Hysterisk mudderkast mod korruptionen

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Mens vi står og venter på musikken, er der en stemme, der fortæller os om alt det forfærdelige ved at leve i den kapitalistiske verden. Hvordan patriarkatet undertrykker, og en-procenterne løber med kagen. Vi er sikkert enige, de fleste af os, der står foran Highland-scenen. Men der er jo ikke noget nyt i det, der bliver fortalt. Imens står vi og venter på musikken, der menes at være punkrock, men kan Pussy Riot i virkeligheden spille?

En selvlysende mand iklædt en trafikvest og neongrøn elefanthue trisser frem på scenen og trykker på en knap, imens hvad der anes at være en kvinde stiller sig ved siden af ham og rapper febrilsk til de overenergiske trap-rytmer, der banker af sted fra scenen. Det er alt andet end punk, det der foregår. Min kammersjuk fortæller mig, at det er sådan punk lyder i dag, men jeg tror ham ikke. Pussy Riot er kendt for at være politiske musikere, men det musikalske er en mangelvare til en koncert, der minder mere om en marxistisk aerobic-session end en koncert. Dét, der foregår på scenen, er en performance, mere end det er noget andet. Og tillægge det begreb kunst kan desuden betegnes som en lettere overdrivelse. Det flyder af sted med holdninger, men dybsindigheden befinder sig i den anden ende af festivalen. Det er mudderkast, mere end det er en konstruktivt fuck-finger til Putin, Trump og alle de andre fra korruptionen.

På scenen er der intet, der foregår lige nu og her. Musikken er et præindspillet mix af MGP og eurotrance, imens tre elefanthueklædte kvinder fører publikum igennem deres reaktionære fitnesslektion. Publikum er vilde med det, og jeg kan ikke forstå hvorfor. Vi bliver fortalt om livet i et russisk fængsel – et sted, pigerne fra Pussy Riot har oplevet af erfaring. Men budskaberne er uklare, og den præmis, Pussy Riot eftersigende er blevet verdenskendte på, befinder sig ingensteds i det, det russiske feministkollektiv har gang i på scenen.

Musikken er det popkulturelle medium, og det er måske af den grund, Pussy Riot har forsøgt at gemme sig bag det banner. Men hvorfor, frister det mig at spørge, for tilsyneladende klarer Nadya Tolokonnikova det noget så glimrende, når hun får en mikrofon i hånden og kan udtrykke sig frit uden Putin, der kigger med på overvågningen. Pussy Riot har noget på hjerte. Det er vi efterhånden blevet fortalt og overbevist om flere gange, men holdningerne udfolder sig bedre uden for musikken, der fra ”Bad Apples” til ”Straight Outta Vagina” er mere kaotisk hysteri, end et forsøg på at gøre noget godt for den musik, Pussy Riot påstår at repræsentere. Tilsyneladende formår det at provokere Putins Rusland, men her i vores trygge velfærdssamfund er det mest af alt grinagtigt.

Pussy Riot bevæger sig fuldkommen udenfor den musikalske præmis. Vi er vidne til en performance, der er blevet solgt som en koncert, men igennem et halvhjertet og hysterisk forsøg på at være provokerende, ender det hele mere i en fest end et skridt mod bedre tider. Måske er det en god ting, hvis man spørger nogen. Det er jo som regel sjovere at danse. Det er bare ikke en af de fester, jeg har lyst til at være med til.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA