x
Den gamle skole inficeret af moderne zapperkultur

Mike D, NorthSide, Blue Stage

Den gamle skole inficeret af moderne zapperkultur

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Ærlig talt: NorthSide kunne godt have været lidt mere klare i kommunikationen om, at det var et dj-sæt, Michael Diamond alias Mike D ville levere. Manden, der var stiftende medlem af den legendariske hiphop-trio Beastie Boys, som indstillede karrieren i 2014 oven på medlemmet Adam ”MCA” Yauchs kræftdød to år tidligere. Ordet ”DJ Set” figurerer mig bekendt intetsteds i forbindelse med Mike D på hverken festivalens hjemmeside eller Facebook. Det står til gengæld på Mike D’s egen Facebook, som jeg desværre fik først fik konsulteret, da showet var i gang.

Gør det noget, og hvad havde jeg egentlig forventet? Det er jo hiphop, og er dj’ing ikke en del af hiphoppens DNA? Jeg havde forsøgt at forberede mig ved at læse liveanmeldelser fra tidligere på Mike D’s turné, men har ikke kunnet finde nogen, men har her også set udtrykket ”DJ set” i forbindelse med veteranen, så det kom ikke som den helt store overraskelse. Men jeg havde dog håbet på noget, der var lidt mere … live.

Men ren dj’ing er det trods alt ikke. Mike D er jo først og fremmest rapper, og i den rolle kommer vi til at opleve ham cirka halvdelen af den time, han er på scenen. Mike D er flankeret af en unavngiven dj, der stiller op med den klassiske to pladespillere-opstilling, dog opgraderet med en Mac, og da han indleder showet med Beastie Boys-klassikeren ”So What Cha Want”, tror jeg, vi skal til at opleve det, som umiddelbart er mest oplagt, setuppet i betragtning: Mike D rapper live til Beastie Boys-numre, hvor hans to bandkolleger, Ad Rock og afdøde MCA, så fra pladespillerne leverer deres raplinjer.

Det er nemlig det, der sker her i begyndelsen af showet, men hurtigt udvikler det sig til, at Mike D’s dj spiller alle mulige numre med både Beastie Boys og andre, og Mike D så falder ind med rap hist og her. Og numrene er ofte kortet ned til 1-2 minutter, som man alt for ofte oplever det ved moderne rapkoncerter, eksempelvis til Ghostface Killah på Rust i sidste uge. Nogle gange piller Mike D også selv ved en computer, andre gange virker hans rap-passager som ren mimen, eller rettere liverap, hvor lyden er skruet ned, og man så hører pladeversionen i stedet, og andre gange er det heldigvis tydeligvis live.

Numrene, vi får, er blandt andet klassikere som Jay-Z’s ”99 Problems”, Missy Elliotts ”Get Ur Freak On”, OutKasts ”Miss Jackson” og en nyklassiker som Kendrick Lamars ”DNA”, som Mike D så rapper lidt ”Yeah” ind over hist og her. Men det kan enhver jo sådan set gøre. Man kan selvfølgelig tale i timevis om den gamle skole og den nye skole og respekt den ene og den anden vej. Der er også masser af respekt til den gamle skole på storskærmen, som viser videoer med breakdancing, graffitimaling og billeder fra Beastie Boys’ hjemstavn New York.

Jeg vil bare hellere høre Mike D rappe på sine egne Beastie Boys-numre, og dem får vi da heldigvis også fra tid til anden, eksempelvis ”No Sleep ’Till Brooklyn”, ”Sabotage”, mixet sammen med Ramones’ ”I Wanna Be Sedated” – egentlig ret fint, men for kort – og, til sidst, ”Intergalactic”, som vi heldigvis hører i sin helhed. Men mærkværdigt ikke nok et andet stort hit, ”(You Gotta) Fight for Your Right (to Party)”. Bortset fra ”Intergalactic” får sangene med andre kunstnere end Beastie Boys’ i øvrigt de største bifald, hvilket formodentlig hænger sammen med, at de fleste af festivalens gæster enten ikke var født eller i hvert fald var mindre børn, da Beastie Boys havde deres storhedstid i sidste halvdel af 80’erne og op gennem 90’erne.

Mike D og hans anden overlevende kollega fra Beastie Boys, Adam ”Ad Rock” Horovitz, arbejder for tiden på en bog om deres tid i Beastie Boys. Det er respektindgydende, at de ikke vil fortsætte som Beastie Boys i respekt for MCA, men frem for dette dj-rap-sæt ville jeg foretrække, at de tog ud og rappede de gamle numre og så kaldte sig noget andet, måske bare Mike D and Ad Rock, og gerne skrev nye sange. Og nåja, dengang i den gamle skole spillede man numrene helt ud.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA