Folkefest til den lyse morgen

Dizzy Mizz Lizzy, NorthSide, Blue Stage

Folkefest til den lyse morgen

Anmeldt af Lise Sastakauskas | GAFFA

Klokken 1.00 sparker Dizzy Mizz Lizzy folkefesten i gang på NorthSides Blue Stage med instrumentale “Mindgasm”, mens de sidste publikummer møver sig på plads. De tunge guitar-riffs og mastodontiske trommer flyder over i en gammel kending, “Waterline”, hvor de kælne trommers opbygning henleder folk til at skråle med på omkvædet – helt uden hjælp fra Tim Christensen. Og så er vi i gang!

Sidst Dizzy Mizz Lizzy spillede på NorthSide var i 2015, hvor de vikarierede for Sam Smith, der dengang var sygdomsramt med et overanstrengt stemmebånd. Men nu står de officielt på dettes års NorthSide-plakat, side om side med renommerede navne som Björk, The National og Liam Gallagher.

Veloplagt hit-parade

Med annonceringen af nyt materiale i ilden rocker Dizzy Mizz Lizzy videre til et stort fyrværkeri og titelnummeret fra comebackpladen “Forward In Reverse”, der dog ikke fanger folket på samme måde, som de ældre numre gør. Vi bliver ved samme album med “Terrified in Paradise”, der til sammenligning med de velkendte numre høster et mindre bifald. Uden hvil glider Dizzy Mizz Lizzy videre til “Brainless”, dog med et præg af semi-generisk medley.

Heldigvis kommer Dizzy Mizz Lizzy stærkt tilbage til det gode gamle med “Rotator”, der får publikum til at blæse på træthed og ømme lemmer. Herefter fortsætter festen med “67 Seas In Your Eyes”, hvor publikum stadig er lige friske på at skråle med under omkvædet. Alt i mens udfolder Tim Christensens guitar og Martin Nielsens bas sig i en veloplagt strenge-duel, som senere får støtte fra publikum, der klapper i takt.

Herefter kommer der spotlight på Tim C, der spiller de første toner til “Love Is a Loser’s Game”. Før Tim Christensens får indfundet sig ved mikrofonen, er publikum allerede i fuld sving med at synge de første strofer – og der er ikke et øje tørt. heller ikke til “11:07”, der henter sin titel fra tidspunktet for rocklegenden John Lennons død den 8. december i 1980.

Forløsende folkefest

Det begynder så småt at tynde ud i publikum i venstre side, hvor jeg står et halvt hundrede meter fra scenen. Dizzy Mizz Lizzy er ved at give en smagsprøve et nyt track, der lader det klassiske Dizzy-hook vente på sig. De udvandrede går dog glip af et udemærket nummer og senere fællessang til “Made To Believe”. Herefter fortsætter hit-paraden og fællessangen under “Glory” – og selvfølgelig legendariske “Silver Flame”. Langsomt bryder lyset med nattemørket, mens publikum synger det ene vers efter det andet for fuld blæs.

Men helt slut er det dog ikke, for Dizzy Mizz Lizzy kommer tilbage for a fyre den af en sidste gang med “I Would If I Could, But I Can’t” – og med bravur fremføres ekstranummeret med endnu mere bragende fyrværkeri. Folket har uden tvivl fået den fest, de angiveligt er kommet for, og derfor lander aftenens koncert på fem stjerner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA