x
Judas Priest er frihed

Judas Priest + Megadeth, Royal Arena, København

Judas Priest er frihed

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Skulle nogen aldrig helt have forstået Judas Priests storhed – så er der ikke meget mere at diskutere efter denne aften i Royal Arena.

Det skete efter Dave Mustaines Megadeth leverede en opvarmning, som var både diskutabel og lidt mystisk, når en af genrens store klassikere skulle varme op for en anden klassiker. Megadeth gjorde det – selvfølgelig – så godt som denne anmelder også husker det fra seneste koncert i københavnske Vega, men Judas Priest er bare i en anden og større kaliber i dag. Og så var den desværre helt gal med Dave Mustaines vokal, der manglede volumen, og oven i en noget introvert optræden fra hovedpersonen, der dog ikke stod i vejen for det faktum, at bandet er så dygtigt sammenspillet som hele bagkataloget fortjener.

Men nu til sagen i denne desværre halvfyldte hal (for fem dage siden spille Iron Maiden for godt 10.000 mere samme sted!)

Judas Priest lod en båndet version af Black Sabbaths "War Pigs" lægge den mørke stemning, inden Rob Halford & Co. kom ud i så meget kvæghud, at de kunne konkurrere med en mellemstor dansk kostald. I dagens anledning var det sølvfarvet som en frynset diskokugle. (Der blev senere skiftet til sort, og så var vi mere rolige. Nitterne var dog stadig i et omfang som et søm- og skrueudsalg i Silvan, så diskokuglen blev ved.)

Åbningen med ”Firepower” er også titelnummeret fra seneste album (nr. 18 i rækken!), og vi var på med bulder & brag med det samme. Det rykkede ret godt, så er det sagt, men vokalen skulle tydeligvis lades op efter gårsdagens udladninger på Sweden Rock Festival, og først halvt inde i nummeret sad den i skabet. Hurtigt fulgte ”Grinder”, som lyder som klassisk Priest. Et råt afsæt, og så var bandet der, hvor det skulle være.

Vi var helt nede, hvor det gjorde ondt, og Rob Halford fangede falsetten mod slutningen uden problemer.

Ved metal i det tempo var åbningen, nærværet og viljen til festen fremover ret afgørende fra start. Rob Halford fik fyret et par klicheer af ”om vi nu er klar til noget Judas Priest?” Selvfølgelig! Og meget mere skulle der ikke til i det tilfælde, før vi også kunne mærke Priest.

En meget stor del af publikum vidste, hvad der ventede – og en del havde med garanti hørt dem også på Copenhell i 2011 og Roskilde Festival i 2008.

Tredje nummer var ”Sinner” og her var vi i publikum ude i overgivelsernes hvide flag, for der blev spillet tæt, rytmisk og medrivende (og vildt højt). Var man overhovedet til metal, så var vi tæt på himlen her. Over 40 års erfaring er med i bandets DNA, og det mærkedes her og i de fleste af de kommende numre.

”The Ripper, Lightning Strike" og derpå "Bloodstone” viste et band, som teknisk er svære at komme udenom, når det gælder metal. De tre numre rammede et helt lille medley ind inden lidt snak og den rå (nu igen!) ”Saints in Hell.”

Lyden af Priest er sin helt egen, og det er noget af en præstation i en branche fuld af copy cats. Det handler om en lyd, der som en savklinge skærer ind til benet af, hvad metal handler om og er. Det gælder en særegen vokal, som både skiller sig ud og virker - og det handler om sammenspil i særklasse af dygtige folk. Ian Hills bas svigtede ikke et øjeblik, og sammen med Scott Travis' trommer kunne guitaristerne Richie Faulkner og turmedlemmet Andy Sneap få lov at rive og flå nok så meget i hegn og bund, uden helheden gik i stykker. Det skete tostemmigt, det skete i battles på tværs af scenen og i en godt håndteret rytmeguitar under de utallige soli.

Guitaristen Glenn Tipton har i en moden alder desværre fået Parkinsons syge og var kun delvist med på scenen i et par ekstranumre. Glenn Tipton, 70 år, har spillet uden stop i Judas Priest i 44 år, siden han kom med som bandets anden guitarist i 1974. Det vidnede også om Judas Priests klasse, at enten leveredes der 100 procent – eller også var man kun med der, hvor man magtede. Det hele virkede kompromisløst og skræmmende på den fede måde, hvor musikken tages HELT ud til kanten, hvor andre ville spille med fare for at falde sammen og/eller igennem. Det er der, hvor bandet vover, at det spændende sker, men absolut intet faldt sammen her.

I numrene Night Comes Down, Freewheel Burning og You've Got Another Thing Comin'” var der præcis den følelse af, at vi var helt ude at hænge over kanten, men blev hevet trygt tilbage med den sikkerhed, som bandet spiller med. Jo længere vi kom hen i koncerten, des mere sikker blev lyden også. Efter den delvise lydkatastrofe med Megadeth var vi endelig tæt på det optimale her.

Rob Halford skiftede til lang læderjakke (med sølvglimmer i), og så måtte hittet selvfølgelig komme – velankommen på den obligatoriske motorcykel på scenen i røg og damp og nu med læderkasket: ”Hell Bent for Leather.” Der spilles bestemt ikke meget på det, men der er undertoner..: Rob Halford sprang ud af skabet som erklæret bøsse i 1998. Ifølge et nyligt interview i The Guardian var hans management ved at få det helt galt i halsen, da erklæringen bare fløj ud af munden på ham efter et MTV-interview. Kunne man nu det i afdelingen for det meget macho-heavy metal?

Ja da, og det er en af charmerne ved metalmiljøet, at det faktisk er meget mere rummeligt, end mange fordomme vil gøre det til. Åben tale om Rob Halfords seksualitet har aldrig skadet Priest. Tværtimod. Det er også helt OK, at han i andre interviews helt åbent er vild med crooneren Michael Bublé (jamen, det er jo big band-jazz, ikke?), Freddie Mercury (trods alt mere rock & roll på de gode dage) – og selv Rick Astley (ja sgu!). Metal af den Judas Priest-kaliber har nemlig også en afgrundsdyb foragt for at lægge under for, hvad andre måtte synes er god og dårlig stil – og hvad ”man” nu kan og ikke kan.

Frihed, kaldes det vist.

Og Judas Priest udtrykker som band kompromisløs netop frihed til at stå ved, hvem de er.

OG SÅ råbte det medlevende publikum på ”Painkiller” mod afslutningen af sættet. Alle fik, hvad de kom for. Det blev en forrygende tour de force af titelnummeret fra mit eget favoritalbum fra 1991. Det lovende er, at også dette års Firepower kommer på højde med det – også fra scenen – selv om der i aftes blev sparet på de nye numre.

Er der noget at beklage sig over? Kun måske at udtrykket i Judas Priest ikke er vildt varieret, men følelsen af netop frihed, vilje, vilkab, kompetence og humor sidder i maven og hjertet efter et par timer med Judas Prist. Det er ikke de værste steder at mærke en koncert.

Hjertet viste de også (for de behøvede det ikke), da synligt syge Glenn Tipton kom med på scenen i de tre sidste ekstranumre under stor publikumsjubel og heltemodtagelse. I ”Metal Gods, Breaking the Law og Living After Midnight”fik publikum alt det skrål-med-rock, som ja, hjertet, kan begære.

Det var velplaceret, da den båndede outtro med Queens og Freddie Mercurys udødelige ”We Are The Champions” fik lov at slutte denne store aften.

 

Sætliste:

Firepower

Grinder

Sinner

The Ripper

Lightning Strike

Bloodstone

Saints in Hell

Turbo Lover

Prelude

Tyrant

Night Comes Down

Freewheel Burning

You've Got Another Thing Comin'

Hell Bent for Leather

Painkiller

 

Ekstra:

Guardians

Rising From Ruins

Metal Gods (med Glenn Tipton)

Breaking the Law(med Glenn Tipton)

Living After Midnight (med Glenn Tipton)

(Outtro - Queen: We Are The Champions)

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA