x
Hyrdernes feromon og festfællesskab

De Danske Hyrder, Tinderbox, Teltscenen

Hyrdernes feromon og festfællesskab

Anmeldt af Andreas Jensen | GAFFA

Omkring midnat, torsdag aften på Tinderbox, kunne man rundt omkring på festivalpladsen opleve piger og drenge, der efter at have råbt ”Hyrderne!!” satte i hoppende sprintløb mod Teltscenen. Denne skribent fulgte bevægelsen af mennesker og endte op i et ungdommeligt, humørfyldt og festligt crowdselskab. Hvad vi skulle komme til at opleve var en tur gennem høet med Albertslund rap-gruppen De Danske Hyrder og deres kødfriske flok af tøzer og boyz.

Min tanker under koncerten, hyrdedrengenes tekster og forholdet til deres fans, fik mig til at tænke på et kult-fællesskab. Altså kult, ligesom Poul Kjøller eller Humleridderne var kult for nogle. Sådan et fællesskab skabes grundlæggende ud fra en afgrænsning mellem et ”os” og ”dem”. Umiddelbart vender Hyrdedrengenes og deres fans kultfællesskab sig mod teen-årenes drukfester, kærester, bajer', klokke-sutteri (selvfølgelig rene og bløde), at ville have at job, at danse grimt eller at købe billig sprut i Fakta, etc. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at selvom jeg nok tidligere har bevandret lignende veje, så er aldersforskellen mellem undertegnede på den ene side og band og publikumsgennemsnitsalder på den anden et sted omkring de 15-20 år, så det er muligvis den kløft, der nu adskiller os. Præmissen bliver således, at fansene og bandet holder en god fest sammen i musikken, men glæden spredes da også udad i kraft af de varierende, men primært ganske habile musikalske evner, som dog til tider bliver skubbet ud af kurs af deres egen fest på scenen.

Det otte mand store crew hoppede ind på scenen, kaldt ind af et massivt jubel-hep-hep fra pigerne og drengene i pitten. Ind kom de: Seks på mikrofon, hvoraf en også var dj, en med elguitar og en på trommer. Og et højt og lyst brøl af glæde fra publikum sparkede ild i de allerede livlige drenge oppe på scenen. Opstartende med de tunge beats til nummeret ”M.K.I.H.S.U.A.D” demonstrerede drengene, at de har kaliber i dansk hiphop, og deres skiftende ramble over temaet "man kan ikke hygge sig uden at drikke" gik rent ind. Derefter fulgte sange som ”Jeg Er Fuld Hele Tiden Og Jeg Er Pisse Ligeglad Du”, ”Fakta” og ”15”, hvoraf der blev medrappet af publikum på samme lydniveau som scenens output. Ligesom de fleste andre sange.

Der var glad fest, der var linedanse, gyngende hiphop-poter mod scenen og publikumsopdeling med tilhørende rap-leder-diskussion om, hvem der var sejest. Guitaristen fik liret et par ganske fine coversoloer af, endnu engang til stor publikumsjubel, dog præsenteret på en semi-ironisk måde, som gjorde det lidt uklart, hvad meningen egentlig var med det hele. Ud over en sætliste med numre fra gruppens tre albumudgivelser fra De Danske Hyrder fik vi også serveret deres nyeste single "Klarja" (2018).

Helt klart ganske tilforladelig dansk hiphop, men videre kvalitetsros til musikken og teksterne må overlades til de dedikerede fans, idet det som udenforstående (og lidt ældre) er meget nemt at kritisere musikprojektet. For bandet, vennegruppen og specielt deres fans er det her jo en følelse, noget, vi har sammen! Men idet følelsen og rosen forbeholdes de dedikerede, vil jeg som udenforstående i denne ånd også afholde mig fra for meget oplagt ris. En aftale over kløften. I forlængelse af dette vil jeg lige skyde ind, at jeg faktisk savnede sangen ”Nosser” fra deres første album, idet formen på denne ret fint viser nogle af rapmusikkens forskellige stemmer.

De Danske Hyrders ”Fuck The World” (fra barndomshjemmet)-attitude virker til at bygge på lokale (både i fysik og vid) rammer med fokus på eget og venners liv og levned. Og selvfølgelig skal der festes, og selvfølgelig er det helt sikkert sundt at være vild og dum en gang imellem. Men især når det skiller sig ud fra en mere reflekteret mulighed. Og denne mulighed præsenteres ikke rigtigt til koncerten.

På den anden side er denne genre, hvis man kan kalde den det, vel ikke værre end f.eks. den klichéfyldte gangsta-rap, der også har et snævert fokus på det cool, nære og dopede, og som stadig lever i bedste velgående. Men trods deres klikeorienterede, navlefokuserede ungdomsenergi og (måske) frisind, så får de gode venner i den livlige gruppe stablet en glædelig fest op. Og det skal de have cadeau for!

Men for at komme op forbi de tre stjerner skal der et kvalitetsløft til. Men der skal måske ikke så meget til; man kunne f.eks. bare gøre det til en mærkesag at afholde sig fra (og dermed publikum) at skråle den (m.fl.a.) stedse mere pøllede ”lå-lå-lå-låå..” version af Jack Whites' "Seven Nation Army". Det passer ikke en spurv at lette med ørnefjer. Og det er heller ikke nødvendigt.

Vi krydser fingre for, at drengene modnes lidt mere, og at deres hjerners frontallapper på et tidspunkt vokser bedre sammen. Det vil kunne udvide gruppens perspektiv og måske endda skabe mulighed for lidt ”Unfuck The World”..?!

 

Sætliste:

1. MKIHSUAD
2. MIN HELT
3. FAKTA
4. JEG FULD HELE TIDEN OG PISSE LIGEGLAD DU
5. IGEN
6. JOB
7. UNG OG FATTIG
8. KLARJA
9. FUCKET MIG OP
10. MED MINE DRENGE
11. FLOOR
12. REBBER
13. 15 ÅR
14. BILLIGE BAJER
15. FLOOR REMIX


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA