Hvem skar i osten?

Charlotte Gaisnbourg, Roskilde Festival, Avalon

Hvem skar i osten?

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

Charlotte Gainsbourg leverede, uden nogen havde regnet med det, et forbløffende godt album sidste år. Rest er et nymoderne elektro-pop-mesterværk og undertegnede fik fornøjelsen af at give det fem store, fede, sorte stjerner. Det er derfor med en vis forventningsglæde hos mig, at Gainsbourg går på scenen klokken lort på Avalon.

Bonjour!
Den første del af koncerten får vi også fine skæringer fra selvsamme album, og bandet spiller fint og tæller to keyboard-spillere, en trommeslager (der spiller som en drøm), to strenge-mænd og en mandlig backingsanger, der danser lidt formålsløst rundt på må og få. Problemet viser sig allerede her med et stort, gabende spørgsmål: For hvor i helvede er Gainsbourg? Jeg spørger publikummer, der står i nærheden af mig under min egen favorit ”Ring-a-Ring o’ Roses”, og de er lige så meget på bar bund, som jeg er. Der viser sig dog hurtigt, at Gaisnbourg har tænkt sig at være ”med i bandet” og er en af de to keyboard-spillere, som jeg lagde mærke til i starten! Who is gonna guess a Lama from the Lamas fucking fur?

Comment allez-vous?
Det er først under tredje nummer: ”Sylvia Says”, at Gainsbourg for alvor træder i kraft som forsanger og bekender kulør! Kuløren er dog primært, at hun har tænkt sig at stå. Og det er så det, hun kan. Hun er altså holdt op med at sidde ned, mine damer og herrer! Nu står hun. Hun står op! Wow! 

Hun gør dog det bedste, hun kan: Rokker med numsen, griber fat i mikrofon-stativ, sender et flirtende blik til de folk, der står forrest og siger ting som: ”Hey Roskile, this is a song” og ”This is another song”. Konsekvensen udebliver dog, og jeg bemærker hurtigt, at jeg står sammen med en flok ældre, afblegede, tatoverede fyre, der synger tekstbrokker til hinanden som: ”Gacon voiture baguette je suis” og ”Bonjour les Esben!”. Det hele bliver hurtigt meget pjattet, da en af dem gerne vil slås – Til en Charlotte Gainsbourg-koncert!
Hun vil gerne være en del af band, publikum og sig selv – på samme tid! Det er fungerer dog, desværre kun delvist.

Qui a coupe le fromage?
Lad os skrue ned for kritiker-feltet og sige, at det, jeg kan godt kan lide ved Gainsbourg er at hun er til stede. Alle numre er fremført i sorgløse, moderne disco-arrangementer, med millimeterpræcis bas og lækre detaljer. Alt har en smagfuld udført tekst, som Gainsbourg selv gør opmærksom på. Alt har en spændende og konsekvent melodi, som er til at huske i modsætning til så meget andet pop. Og samtidig er mange af de nyere sange dedikeret til Gainsbourgs afdøde halvsøster, der tog sit eget liv for år tilbage. Trist men smukt!

I virkeligheden burde jeg nok ikke brokke mig! Titelsangen ”Rest” er aftenens rastløse højdepunkt, og Gainsbourg er et sort diamant i en række af popsangerinder, som bryder igennem den allestedsværende lydflade. Charlotte Gainsbourgs fordel er, at hun ved, hvad hun arbejder med, samtidig med at hun kender sin baggrund. Koncerten ender som et pænt billede på det, hun kan bedst og ikke mere. Og lad os så lige tagen den igen: "... fromaaaaa-aaage!".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA