x
Indietrioen var bedst, hvis man lukkede øjnene

Blonde Redhead, Roskilde Festival, Avalon

Indietrioen var bedst, hvis man lukkede øjnene

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Hvis man spurgte den New York-baserede, japansk-italienske indierocktrio Blonde Redhead, hvordan de selv synes, deres koncert på Roskilde var gået, ville de formodentlig svare, at den var ganske rædselsfuld. Dels blev den forsinket et kvarter grundet problemer med teknikken, dels var der kun mødt et par hundrede personer frem – hovedparten så Gorillaz lukke Orange Scene samtidig – dels havde de to forgrundsfigurer, sanger, bassist og guitarist Kazu Makino og sanger og guitarist Amedeo Pace tydelige monitorproblemer under hele deres optræden. Nærmest konstant sendte de tegn og fagter ud til deres baggearsmand, som om de var i gang med at tegnsprogstolke deres egen koncert, og samme baggearmand blev da også kaldt på scenen flere gange for at justere et eller andet. Flere gange var trioen lige ved at stoppe et nummer, men de gennemførte dog.

Ironisk nok lyder musikken glimrende nede fra publikum. Både vokaler og instrumenter går fint igennem og ligger i de rigtige forhold til hinanden. Gruppens setup er ganske sparsomt og består af skiftende leadvokaler fra de to frontfigurer – som regel den ene i ét nummer og den anden i det næste, om end åbningsnummeret ”Falling Man” er en duet – samt en eller to guitarer eller guitar og bas foruden trommer. I enkelte sange har Makino lagt guitaren eller bassen for at spille keyboard, og trommeslager Simone Pace – Amedeos enæggede tvillingebror – afvikler samples på visse numre.

Musikken har en stærk melankolsk undertone, som både kommer til udtryk i det melodiske guitarspil og i Makino og Paces længselsfulde stemmer, og det hele bliver spillet med dæmpet, stemningsfuld belysning i blå og røde nuancer. Gruppen, der har hele ni album bag sig, udgav sidste år ep’en 3 O’Clock, hvorfra vi får to sange, men ellers stammer en del af numrene fra 00’er-værkerne Misery is a Butterfly og 23, der da også hører til gruppens bedste udgivelser. Heriblandt nummeret 23, der byder på støjende guitarer og drømmende vokaler i bedste shoegaze-stil og bliver et af koncertens højdepunkter sammen med ”Dripping”, som rummer en interessant, samplet knitren som slagtøj gennem hele sangen.

Helt op at ringe kommer koncerten dog aldrig, men det skyldes faktisk Blonde Redheads egen tydelige forvirring, som de ikke kan undgå at sprede til publikum. Man burde nok have oplevet showet med lukkede øjne.

 

Sætliste:

Falling Man

Bipolar

Dr. Strangeluv

Where Your Mind Wants to Go

Elephant Woman

Doll is Mine

Silently

Dripping

Equus

Spring and By Summer Fall

23

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA