x
ANMELDELSE: Trivialiserede guitardrømme

Kevin Morby, Haven Festival, Værket

ANMELDELSE: Trivialiserede guitardrømme

Anmeldt af Simon Yüksel Nielsen | GAFFA

På Haven vil man gerne lidt af det hele. Man vil gerne være ung og alternativ. Minimalistisk og simpel. Man vil gerne være i kontakt med tendenserne. Man vil gerne være først til det meste. Imellem genbrugsstudieboliger og madmarkeder for den kreative middelklasse flyder musikken imellem kroppene som underlægningsmusik til familieudflugten, der gerne vil dyrke det rå. Musikken står i forlængelse af det, der dyrkes. Det er lidt smart at nævne Einstürzende Neubaten, ligesom Serpentwithfeet passer helt perfekt ind i Insta-algoritmerne. Kevin Morby er tidens svar på Gary Moore, og selvom de færreste sikkert ser det, mærkes det lidt lækkert i buksen, når hotdoggen fra IKEA skylles ned med guitarmelodierne fra Texas.

Der står mange foran Værket. Festivalens mindste scene. Sidste år spillede Kevin Morby på Roskilde Festival, og derefter blev bålet tændt, som brændte frem til Vega og indtil Haven på Refshaleøen. Det er til at forstå, hvorfor så mange vælger at springe solnedgangen over for at fange Kevin Morby i sit flatterende lys. Men samtidig er det også til at forstå, hvordan Kevin Morby falder direkte ned i samme kasse som Kurt Vile, Courtney Barnett og The War On Drugs. Mark Kozelek ville kalde det for beer commercial music, og i det ville jeg ikke være uenig.

Igennem semipsykedeliske lydbilleder og drømmende guitarmelodier tager Kevin Morby os igennem et bagkatalog, der til tider vil lidt mere, end det er i stand til. Jim Carroll og The Ramones får et skud punk under ”1234”, men virker malplaceret i et øvrigt lydbillede, der egentlig mere befinder sig rundt om lejrbålet end i vildskabens rendesten. Historiefortællinger ryger over hovederne, der bevæger sig mod samtalen og baren med øl, imens aftenssolen banker ind i ansigtet på guitartypen fra de amerikanske sydstater.

Kevin Morby kan ting og sager. I sig selv er det jo sjældent, at en bassist får gang i sin egen solokarriere, og melodierne under ”Harlem River” og ”I Have Been to the Mountain” viser det format, der udgør grundlaget. Men imellem de stærke skæringer dominerer klichéerne, og det trivielle kommer til at udgøre koncertens holdepunkt. Og som støjen fra stemmerne stiger på cementgrunden, bevæger Kevin Morby sig stille og roligt afsted fra de skæve kærlighedssange og videre til næste stop, der sikkert ikke vil opleve den store forskel fra i aften.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA