x
En fanfanfans god kraftpræstation!

Thåström, Haven Festival, Meadow

En fanfanfans god kraftpræstation!

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

Jeg havde ikke regnet med, at den her anmeldelse skulle ende ud i noget godt, da Thåström og band gik på Meadow-scenen en sen fredag eftermiddag. Jeg havde planlagt at overskriften skulle være: ”Undskyld Esben og Morten”. Men halvt inde i Thåströms mørkemands-univers skete der et eller andet i mit sind, og koncerten vendte sig fra en yderlighed til det andet. Joakim Thåström behøver ingen større introduktion for den sangskriver-interesserede, nordiske rock-fan. En fortid i svenske punk-godfathers som Ebba Grön og Imperiet, og en årrække som københavner (han blev for kendt til Stockholm) har gjort ham til en berygtet del af den klassiske, dystre, skandinaviske sanger/sangskriver-tradition som også tæller utilpassede danske enere som brødrene i Olesen og Olesen, Nikolaj Nørlund, Peter Sommer (på en god dag) og den selverklærede super-fan Jens Unmack (i og uden for Love Shop). En god huskeregel er, at disse kunstnere har en stor Thåström-glæde til fælles. Dette gælder også nærværende anmelders band, og det er derfor med stor skam, at jeg må sige, at jeg rent faktisk ikke ved ret meget andet om Thåström, end det mine venner i bandet har fortalt og spillet for mig.


Lydmændene skal give kvajebajer
Det er derfor med en vis portion ærefrygt (og ærgerlighed), at jeg kan konstatere, at lyden på Meadow er decideret under alt kritik. Stortrommen er for høj, bassen lyder som en redekam på valium, guitaren mudrer sammen med bækkenerne, og de to keyboardspillere kunne ligeså godt spille 7-kabale eller tjekke e-boks, for man kan ikke høre dem i lang tid. I midten står den sortklædte, sprællevende Thåström med en vokallyd, der lyder, som om han hoster ned i en Nettopose. Det er vigtigt at påpege, at dette IKKE var bandets skyld men udelukkende lydmændenes, der ikke formåede at gøre lyden bedre på noget tidspunkt i løbet af den time, de svenske dødsstjerner stod på scenen.

Om det er Thåströms egen lydmand eller Havens ansatte, der havde drukket for meget dyr Nørrebro-altankassebryg, skal jeg ikke kunne sige. Men det lyder mildest talt ad helvede til, og at en festival, der gør så meget ud af ”god smag” kan levere så latterligt dårlig lyd er under alle former for kritik. Og det var ikke kun, fordi det blæste! Det var derfor et ellers oplagt ensemble, der var tæt på at kæntre, på grund af en modvind, de ikke selv var herrer over.


Skibbruddent tilbageslag
Og så skete der alligevel pludselig et eller andet midt i mavesurheden. For midt på den der skide scene, i et mudret ocean af lortelyd stod han frem. Som før sagt: Sortklædt, sprællevende og faktisk også voldsomt velsyngende på sin egen måde. Det er tydeligt, hvorfor Joakim Thåström er blevet den nordiske skeletrocks store ikon. Det ene sekund danser han rastløs rundt på scenen som en sprællemand, og det næste vinker han karakteristisk til de forreste publikummer med alle sine fingre – som om han vil gribe ud efter os alle sammen. Sangene er knugende tunge, dystre og vedkommende. Især på sange som den åbnende sing-a-long ”Körkarlen” og den efterfølgende ”Bluesen i Malmö”, fra sidste års sværvægter Centralmassivet samt Imperiet-klassikeren ”Jäg är en idiot”, der for alvor vækker undertegnede op fra mislyds-vreden. Det er, som om den rastløse Thåström vælter ned fra scenen og propper en yderst belejlig, men stram, sort ja-hat ned over hovedet på mig!


Alle vil til himlen med Thåström
Vi får også, helt specielt, den København-hyldende ”Sönder Boulevard”, hvor Thåström både får nævnt Dan Turéll, Tom Kristensen og Sort Sol. Det er fra hans tid som københavner, og denne pludselige hjemmebane-erklæring ender i aftenens første fællessang. Dette sker igen med ”Beväpna dig med vingar”, den afsluttende ”Fanfanfan” og ekstranummerets bidende agressivitet i den vigtige ”Alla vill til himlen”. Da Joakim Thåström og band endelig hilser af er aftenen gået fra en decideret mudret 3-stjernet oplevelse til de 5 stjerner, jeg nu giver. Thåström er en af de vigtigste, nordiske sangskrivere vi har, og en fandens god frontmand. Alene at kunne trække så dårligt et udgangspunkt op til så god en koncert på ren og skær viljestyrke, trods elendig lyd, er en kraftpræstation! Og tak for den, Thåström. Så drenge. Gå amok i Malmö!

Sætliste:

  1. Körkarlen
  2. Bluesen i Malmö
  3. Kort biografi med litet testamente
  4. Karaokebaren
  5. Beväpna dig med vingar
  6. Sönder Boulevard
  7. Old Point Bar
  8. St. Ana Katedral
  9. Jag är en idiot
  10. Fanfanfan

Ekstra:

   11. Alle vil till himlen
   12. Centralmassivet


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA