x
Blæst væk af blæserne

The Mavericks, Tønder Festival, Open Air

Blæst væk af blæserne

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Florida-gruppen The Mavericks er et af årets hovednavne på Tønder Festival, som netop kan melde udsolgt af partoutbilletter. Gruppen har gjort sig bemærket med sin særlige blanding af 60’er-pop, blues, country, mexicansk folkemusik med mere og er herhjemme nok mest kendt for 1998-hittet ”Dance the Night Away”.

Pladsen foran festivalens største scene, Open Air, er da også næsten fyldt, da gruppen går på scenen. Live består The Mavericks af otte personer, nemlig kernemedlemmerne Raul Malo (sang, guitar), Eddie Perez (guitar), Paul Deakin (trommer) og Jerry Dale McFadden (keyboard og orgel) samt en kontrabassist, en harmonikaspiller, en tenorsaxofonist og en trompetist. Det står hurtigt klart, at de alle besidder oprigtig spilleglæde, for i løbet af få sange har de fleste fået mulighed for at spille solo, og det gør de fremragende i de fængende og ofte ganske energiske sange. Keyboardspiller og organist Jerry Dale McFadden er samtidig stærkt underholdende, når han danser rundt i sit skriggrønne jakkesæt, der suger alles blikke til sig. Han er helt klart bandets klovn, men han kan bestemt også spille. På bagtæppet lyser bandets logo, et kranium med musikinstrumenter som øjne, næse og mund.

Forsanger Raul Malo står knap så skarpt. Han har ellers en rimelig croonerstemme, der giver visse associationer til Roy Orbison, men desværre ligger den lige lovlig lavt i lydbilledet, og flere gange bliver den nærmest blæst væk af blæserne. Gemt bag solbriller i mørket kommer han heller ikke rigtigt ud over scenekanten, og der går også en rum tid, inden han siger noget til publikum. Først i den smukke ”Blue Bayou”, en fortolkning af netop Roy Orbison, træder stemmen nogenlunde i karakter, og blæsersektionen er da også fraværende på netop den sang. De er også behageligt afdæmpede i det efterfølgende, nogenlunde vellykkede cover af Neil Youngs hjertegribende ”Harvest Moon”.

Hittet ”Dance the Night Away” er sidste sang i hovedsættet, og på dette tidspunkt har bandet også fået sat pænt gang i publikum. Det fortsætter på tre lange ekstranumre med masser af virtuose soloer, ikke mindst harmonika og trompet, og nu synes Raul Malo også at have fået bedre kontakt til forsamlingen, selvom hans vokal stadig kunne have været højere. ”All You Ever Do Is Bring Me Down” og endnu et cover, af The Beatles’ ”Back in the USSR”, afrunder et sæt, som begyndte lidt famlende, men efterhånden har udviklet sig til en godkendt præstation, og da Jerry Dale McFadden hopper op på sit orgel og kaster sig mod scenegulvet, er smilene brede både på og foran scenen. Gedigent gået – men mere vokal næste gang, tak.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA