x
Afslappet aften med en regulær rocklegende

David Crosby, DR Koncerthuset, København

Afslappet aften med en regulær rocklegende

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

"Kom til koncerterne. Sangene taler klarere, end jeg selv er i stand til,” sluttede idag 77-årige Crosby af, da han – efter aftale, forstås – ringede til mig hjemme i kolonihaven for et par uger siden. Denne mandag aften rammer han så København, som tredje stop på sin Europaturné i kølvandet på albummet Sky Trails.

Og trods ordene i telefonen tidligere på sommeren (eller måske netop i tråd med dem) er det ikke en alderdomssvækket legende, der besøger DR Koncerthuset for at give en sjælden koncert i eget navn. Med en sætliste, som ikke overraskende trækker på såvel hans nyere soloplader som de skæve klassikere fra sentresserne (Crosby: "Det var aldrig mig, som skrev hittene...jeg var ham, der skrev the weird shit").

At stemmen – et afgørende aktiv i denne sammenhæng – er velholdt, blev allerede cementeret med Crosby, Stills & Nashs besøg i Aarhus for knap tre år siden. Og det er heller ikke overraskende,  at vi i aften møder en afslappet veteran, som tydeligvis ikke som sådan behøver at bevise noget.

Vi taler trods alt om en gut, som satte store aftryk i rockhistorien allerede for et halvt århundrede siden. Og hvis soloplader, fortrinligt musikerskab til trods, trods alt aldrig har nået samme uforglemmelige niveau som meritterne med The Byrds og Crosby, Stills & Nash.

Det sidste står klart i koncertens første fase i aften, hvor vi får en håndfuld mindre kendte sange, inden ”Guinnerevere” bringes i spil som første klassiker i det omfattende sæt. Efterfulgt af ”What Are Their Names?” – a-cappella, hentet fra solodebuten fra ’71 og i disse år reaktualiseret som kommentar til den aktuelle, amerikanske regering.

”Hjemme i USA har vi et problem...ja, ham”, som Croz indleder – for den politiske indignation og sunde antiautoritære attitude er naturligvis intakt hos den overvintrede overhippie, som i aften præsenterer sig i strikhue, seler, sin karakteristiske, hvide hårpragt og tilhørende overskæg.

Siden falder yderligere et par politiske bemærkninger, som er ligeså forudsigelige, som de er sympatiske. Men ellers forekommer samfundskritikken i aften at være nedtonet til fordel for en afslappet, musikalsk hyggestund – vekslende mellem rockede udladninger og akustisk funderede indslag, sine steder med et helt jazzet anstrøg.

Brise fra Californien

Første sæt lukkes eftertrykkeligt med "Long Time Gone" og titelnummeret fra CSNs 1970-klassiker Dejavu – og så er det tid til en længere pause. ”Hvis det havde været hjemme i Californien, ville vi gå ud og ryge en joint – men det gør vi ikke her”, betror Crosby os. Lidt californisk græs kunne nu ellers bestemt have været på sin plads – 30 minutters pause er lovligt lang tid – men fred nu være med det.

For til gengæld har vi stadig et fornemt musikalsk traktement til gode – indledt af "The Lee Shore" og kulminerende i "Wooden Ships" og "Ohio"; den 48 år gamle lejligheds(rock)sang om en amerikansk regering i krig mod sin egen befolkning.

Her rockes igennem – på en aften, som ellers har handlet nok så meget om at kæle for detaljen – af et band som tæller bl.a. Crosbys søn James Raymond, guitaristen Jeff Pevar og Steve DiStanislao på trommer.

Og da bandet skal præsenteres, fortæller Croz den fine anekdote om dengang Pink Floyd-guitaristen David Gilmour (Crosby: ”He’s a friend...”) kom backstage efter CSNs show i London for nogle år siden og bedyrede, at han agtede at snuppe deres trommeslager – hvilket han efterfølgende gjorde.

I aften har Stanislao dog fri fra tjansen hos Gilmour og er med i København – og Crosby lader sin monolog tage en alvorlig drejning i retning af de år, hvor han var døden nær af stofmisbrug og en dag, hvor Jackson Browne kom og hentede ham på rehabiliteringsklinikken og kørte ham over til Warren Zevon for at bruge hans klaver.

Jojo, det er vitterligt en veteran, som er i (koncert)huset, der iøvrigt udgør en absolut meningsfuld ramme omkring seancen. Man kan sige meget dårligt om Danmarks Radio, også med rette, men dén sal er altså en fornøjelse; noget Crosby også bemærker i aftenens løb. ”Hjemme i USA skulle vi nok få revet den ned og bygget et hønsehus i stedet. Jeg håber, I beholder den for evigt”, som han siger.

Måske ikke som sådan en monumental koncertoplevelse – men så absolut en aften i godt selskab.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA