x
Logic: YSIV

Logic
YSIV

ANMELDELSE: Logic lover ikke mere, end han holder

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 28.09.2018
Anmeldt af
Cillian Murphy

Med YSIV er amerikanske Logic tilbage i stor stil, med det album, som langt om længe bygger broen mellem rapperens budskabtunge albumudgivelser, og så de mere letsindige og party-orienterede mixtapes. Titlen, der er en forkortelse af Young Sinatra IV, er således taget fra mixtapeserien, hvilket virker helt oplagt i Logics udtryk og stil. Lydsiden er det primært ven og producer 6ix, der har taget sig af, og stilmæssigt er der plads til både boom bap-trommer og naturligvis de tidstypiske 808-produktioner.

Som altid er det det postitive budskab og de hurtige flows, der er altoverskyggende i pladens stil og stemning, til et punkt hvor det lejlighedsvist bliver for meget. Således kunne den tre minutter lange patosvædede outro på åbningsnummeret “Thank You”, hvor fans fra hele verden har lagt, hvad der lyder som telefonsvarerbeskeder, der forklarer hvor meget rapperens musik har betydet for dem, snildt have været undværet. Så igen, Logic har gjort forbindelsen til fanbasen til en del af sit ufravigelige mantra, og skulle man forvente det fra nogle, ville det være ham.

De lyriske og leveringsmæssige højdepunkter findes på den funkede Wale-gæstede “100 Miles and Running”, Jaden Smith-inspirerede “ICONIC” og den Kanye West-anerkendende “Last Call”, som lukker albummet på charmerende vis. Albummet rummer også helt ekstraordinært en feature fra hele Wu Tang Clan, men her må man desværre konstatere, at Logic ikke kan leve op til niveauet fra idolerne, der ellers gør, hvad de kan for at sende os tilbage til 90'ernes Shaolin. Alt i alt er det dog en skarp og vedkommende Logic, som krænger sjælen ud på YSIV, og så kan vi jo kun glæde os til, hvor godt det bliver på et af de fem albums(!), han selv bedyrer, han sidder på, på “Everybody Dies”.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA