Nyhed

STUDIE: Hiphop-sang kan have forhindret selvmord

GAFFA.dk – alt om musik

Musikeren blev den stemme, som mange havde brug for

Advarsel: Artiklen omtaler selvmord

I 2017 udgav den amerikanske rapper Logic sit tredje studiealbum med titlen Everybody. Albummet tiltrak sig stor opmærksomhed, særligt på grund af sangen ”1-800-273-8255”, der tager sin titel efter nummeret til den amerikanske nationale livslinje. Musikeren ønskede at give folk håb for livet gennem sin sang, og ifølge et nye studie er der grund til at tro, at han formåede netop det. Det skriver Videnskab.dk.

I ”1-800-273-8255” påtager Logic sig rollen som en selvmordstruet person, der er træt af det hele. Mod slutningen tager personen dog fat i den amerikanske livslinje, hvilket giver ham håb og mod på at fortsætte.

I et interview med GAFFA fra 2017 beskriver Logic, at sangen netop handler om meget mere end at forebygge selvmord. Formålet er ikke bare at holde sig kørende i en elendig tilværelse – nummeret handler i virkeligheden om at finde den glæde i livet, som er værd at leve for.

Nu har forskere i et studie undersøgt antallet af opkald til den amerikanske livslinje efter sangens udgivelse. Forskerne har brugt aktivitet på Twitter som en indikator for, hvornår sangen var mest populær og blev omtalt mest.

Det viser sig, at antallet af opkald til den amerikanske livslinje i den undersøgte periode steg med hele 6,9 procent, og at antallet af selvmord i USA i samme periode faldt med 5,5 procent.

Idet der er tale om et observationsstudie, kan forskerne ikke bevise, at der er en årsagssammenhæng mellem sangens udgivelse og det faldende antal selvmord. Der er dog en korrelation. Det betyder kort sagt, at der er et sammenfald mellem sangens udgivelse og antallet af selvmord, hvor man dog ikke kan sige med sikkerhed, at sangen har forårsaget et fald i antallet af selvmord.

Forskerne påpeger desuden, at korrelationen ikke er blevet undersøgt uden for studiets periode, som dækkede over 34 dage, og at de anvendte data fra Twitter ikke er en nøjagtig indikator for, hvor meget sangen blev hørt i perioden.

Artiklen fortsætter under videoen

LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Hurra for de musikere, der tør indrømme deres sårbarhed

Albummet Everybody og nummeret ”1-800-273-8255” blev til på baggrund af Logics erfaringer oven på udgivelsen af albummet The Incredible True Story fra 2015. Her oplevede Logic, at fans fortalte, at han havde ændret deres opfattelse af livet.

”Vigtigst af alt har de sagt ting som ’din musik har reddet mit liv’,” fortalte rapperen, da GAFFA talte med ham i 2017.

Logic beskrev, at hans tidligere musik udspring fra ”et selvisk sted”. Når han delte budskaber som ”du kan være alt” og ”du kan gøre alt det, du vil” var det i virkeligheden bekræftelser, han selv havde brug for at høre. Gennem opløftende kommentarer til sit eget jeg blev musikeren dog samtidig den stemme, som mange fans havde brug for. Og da ramte idéen ham:

”Jeg prøvede ikke engang at redde [deres] liv. Kan du forestille dig, hvis jeg virkelig prøvede på at gøre det!”

Resultatet blev Everybody og ikke mindst nummeret ”1-800-273-8255”. Ifølge det amerikanske studie tyder det på, at rapperens sang fik den ønskede effekt – at få folk til at søge hjælp og give mod og håb for livet.

LÆS OGSÅ: Aviciis far vil have større fokus på nye kunstneres mentale sundhed

Ved sin udgivelse nåede sangen tredjepladsen på den amerikanske Billboard-hitliste. Rapperen optrådte desuden med nummeret på to af de helt store amerikanske musikprisuddelinger, MTV Music Video Awards i 2017 og Grammy Awards i 2018. Alessia Cara og Khalid medvirker også på nummeret, og de tre kunstnere modtog et stående bifald efter deres optræden ved MTV Music Video Awards.

Har du eller nogen du kender selvmordstanker? Der er hjælp at få:

Livslinien – telefon 70 201 201.

Livslinien er en anonym telefonrådgivning samt netrådgivning for blandt andet mennesker med selvmordstanker, pårørende og efterladte. De har åbent hver dag fra kl. 11.00-05.00.

ANNONCE