x
Underbevidst destruktion

A Perfect Circle, Forum Black Box, København

Underbevidst destruktion

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

– Hvor er det stort, hører jeg min sidemand udbryde. Han har ret, tænker jeg. Ligesom jeg oplever han sin våde teenagedrøm lige foran sig. Hele idéen om Maynard James Keenan udspiller sig foran ham. Kulminationen på teenagedruk med Charlie og de andre, hvor der altid har været den der type, der har forsøgt sig som andenstemme på noget, man egentlig burde holde sig væk fra. Men der er noget, der ikke er helt som det, drømmen i sin tid fortalte. Dét rum, som A Perfect Circle kan formå at skabe. Dén følelse, som A Perfect Circle kan formå at formidle, befinder sig alligevel på så lang afstand, at den er svær at røre ved.

På scenen står Maynard James Keenan som en silhuet i mørket. Han er hævet over sit band. Som den overjordiske person, han nu engang er. Skuldrene bevæger sig ind i mørket. Jeg kan fornemme farven fra det blå jakkesæt gå i ét med bagtæppet. Lokkerne fra parykken hænger træt nedover ansigtet på ham, hvorfra stemmen bevæger sig ind i musikkens centrum. Det er stemmen, alting bevæger sig omkring. Det er dén, der får publikum til at bevæge sig mod de euforiske luftlag. Tilbage mod nostalgien. Tilbage til den fortid, der har skabt bandet og gjort A Perfect Circle til den sikre andenplads til Tool. Og som koncerten bevæger sig igennem Eat the Elephant og Thirteenth Step og meget andet, tager jeg mig selv i at håbe efter det, der aldrig har været formålet med det, Maynard James Keenan og Billy Howerdel startede i 1999.

Perfektionen på afstand

A Perfect Circle kan udgøre det perfekte. Jeg har set det før, og af den grund er mine forhåbninger høje. Jeg har forberedt mig selv på at træde ind i mørket og blive derinde. Rodfæstet og urokkelig. Men som Maynard James Keenan synger sig igennem ”Disillusioned”, der bliver til ”The Hollow” og ”Weak and Powerless”, oplever jeg det hele fra en afstand, der ikke helt vil give slip på mig.

Forums betonvægge er i dagens anledning tildækket af sorte klæder – som en lille intim og mørk kasse inde i en udtryksløs sportshal, der alle dage har egnet sig bedre til hotdogs og fadøl end til musik af kunstnerisk format. Men selvom de sorte klæder forstærker rummet, forsvinder perfektionen alligevel en smule. I øjeblikke er den til at se, men den effekt, som A Perfect Circle først satte i fokus på Mer de Noms og sidenhen har forstærket på Eat the Elephant, befinder sig langt fra sit virkelige potentiale.

Billy Howerdel drejer manisk rundt om sig selv, imens han skærer skarpe riffs ud af sin guitar, men det bliver aldrig til dét ryk i øregangene, jeg egentlig havde forventet og sågar forsikret mig selv om. Hvor ”So Long, and Thanks for All the Fish” gør det, det skal i sin popmelodiske og tilgængelige fortælling om en hyperdyrkelse af superstjerner, ryger ”Thomas” langt op under loftet og buldrer ned bagerst i salen uden at trække nogle menneskekroppe med.

Balancerende nedbrud

Igennem et sæt, der er sammensat over to årtier, hvor Mer de Noms mødes af Eat the Elephant og Thirteenth Steep og mere ukendte perler, bevæger A Perfect Circle sig igennem en stilfærdig og underbevidst destruktion, som til er sat til at kulminere med et brag. Det er dét, som skiller A Perfect Circle ud fra andre. I deres måde at balancere mellem symfoniske og udpenslende lydbilleder, der i det næste øjeblik krakelerer og nedbrydes af støjende kaos. Hvor ”The Noose” er et perfekt eksempel på den balancerende bevægelse mod den underbevidste ødelæggelse, der bevæger sig mod ”The Contrarian”.

Maynard James Keenan står som en manisk marionetdukke tilbagetrukket i mørket, mens Billy Howerdel er den energiske frontmand, der har fået sit håndværk ind gennem modermælken. Det virker igennem ”Hourglass”, og under ”Counting Bodies Like Sheep to the Rhythm of the War Drums” er det til at mærke den fortælling, som A Perfect Circle bærer på. A Perfect Circle har tydeligvis gennemtænkt det hele og bevæger sig helt uden om alle de associationer, et rockband har det med at skabe. Publikumskontakten er ikke udtalt, men den eksisterer alligevel. Maynard James Keenan ytrer ikke mange ord, men viser sig stadig fra sin sociale side, selvom mørket konstant holder ham fastlåst til sit podie.

”It’s not like you killed someone” synger Maynard James Keenan under ”Judith”, og på en måde er det ret passende for aftenens koncert. For der ér effekt. Det ér stort, som min sidemand udbrød det, men det bliver aldrig fatalt. Tværtimod forbliver det ved det ufarlige, der kun i øjeblikke bevæger sig ind til knoglen.

 

Sætliste:

Eat the Elephant

Disillusioned

The Hollow

Weak and Powerless

So Long, and Thanks for All the Fish

Rose

Thomas

(What’s So Funny ‘bout) Peace, Love and Understanding

Vanishing

The Noose

3 Libras

The Contrarian

TalkTalk

Hourglass

The Doomes

Counting Bodies Like Sheep to the Rhythm of the War Drums

Judith

Dog Eat Dog

The Package

Delicious


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA