x
Bruce Springsteen: Springsteen on Broadway

Bruce Springsteen
Springsteen on Broadway

Springsteen-film: Et overbevisende one man show

GAFFA

Film / Netflix
Udgivelse D. 16.12.2018
Anmeldt af
Henrik Friis

Teater-opsætningen er nøgen. Baggrunden er sort, og ud over guitaren og flyglet udgøres scenen kun af en mand i mørk T-shirt og jeans, med et ansigt præget – men ikke hærget – af 69 år, hvoraf hovedparten har været i musikkens tjeneste.

Der er ikke andet. Kun en stemme, et ansigt med sigende grimasser ind imellem – og en stærk fortælleevne. Alle kulisser og farveskift skaber han inde i hovedet på tilskueren. For Springsteen har sans for detaljer, der stiller skarpt på de billeder, han vil skabe. Plus selve sangene selvfølelig. Sådan har det været 236 gange på Walter Kerr Theatre på Broadway i New York siden oktober sidste år indtil i går, lørdag (15. dec.). Og i dag har Netflix så taget over med en filmversion af showet, mens Springsteen selv trækker sig tilbage og samler kræfter til næste skridt.

Det er ikke alle beskåret at kunne fylde 2 ½ time ud med de midler. Men denne one man liveversion af Springsteens biografi (udsendt forrige år) går hurtigt, hvis man interesserer sig det mindste for manden:

Opvæksten i Freehold, New Jersey, med det store gamle træ, en blodbøg midt i byen, som byens vartegn.
Lektier, kirke, skole – og green beans. Altid fucking green beans.
Ekstra sukker på sugar pops’ene.
Vandet i hovedet fra den livsglade mor om morgenen fortalt med en kærligt smil.
Ansigtet i strammere folder, når det gælder forholdet til faderen med de evige jobskift som arbejdsmand og det depressive sind.
Barndommens let angste fascination af adulthood, når moderen sendte lille 7-årige Bruce ind på faderens stamværtshus for at få ham med hjem.
Elvis på tv – hvor rock-ånden slap ud af flasken og skabte ønsket om at flygte væk sammen med gutterne fra en by i forfald.

Så er man ligesom i gang. Bitte små detaljer sideløbende med afgørende momenter bygger fortællingen sikkert op, mens han underlægger monologerne mellem numrene med tyst guitar- og piano-spil. Og selv om Springsteen fra start fortæller, at han har fuppet og aldrig personligt har udfyldt rollen i de slidsomme job, han har sunget om, så har de været helt tæt på derhjemme, kan man mærke.

Dét giver stærk ballast til Growin’ Up, My Hometown, My Father’s House m.v. i en forestilling, hvor de 16 sange fortrinsvis trækker sange fra første halvdel af karrieren.

Trods de mange hundrede opførelser virker showet og Springsteens dialog umiddelbar og uden ret mange kunstige kunstpauser. Men der er slet ingen tvivl om, at eksekveringen er nøje gennemtænkt, når Springsteen med latter og gode minder præsenterer nogle af sine gamle New Jersey-venner og musikalske forbilleder – og lader dem dø i Vietnam. Sammen med tusinder af andre unge, livslystne amerikanere. I en krig politikerne vidste vár tabt, og alligevel fortsatte…

Stærkere intro til den tunge, slide-blues-version af Born in the USA fås ikke. Grumt. Og nok ikke ligefrem kampagnemusik til de amerikanske politikere...

Saften vender tilbage
Fru Patti kommer med som gæstesolist i et par numre, der ender blandt de få sange med mindst glød i. Lidt pligtagtigt? Til gengæld vender saften i fortællingen tilbage igen flere steder:

Når en vantro Springsteen ser på det sidste års had-marcher – og at de støttes af politikere i landets allerhøjeste embeder: Det giver The Ghost of Tom Joad med det hviskende guitar-akkompagnement gysende effekt.

Og når Springsteen fortæller om det uventede besøg af faderen – lige inden han og Patti fik deres første barn – med noget der kunne tolkes som en beklagelse af fortiden: ”It was all I needed”, siger Springsteen om forsoningen. Den tåre, han tørrer væk fra øjet lige inden Long Time Coming, ligner ikke skuespil.

Smil og sørgmod ses også i hans ansigt, når han mindes Clarence ”The Big Man” Clemons. E-Street Band rundes, og vi kører også hen til blodbøgen i Freehold, som nu er fældet, men hvis ånd stadig kan mærkes…

Det virker som en metafor til hovedpersonen selv. Hans tæt-skrevne ”book of life” er langt over midten, og han er trist over, at han ikke har en ny med blanke sider foran sig. Men, som han selv siger mod afslutningen af dette overbevisende one man show og med hentydning til dagens USA: Fremtiden er ikke beskrevet endnu.

For en, som nok er tæt på mæthedsgrænsen af E-Street Bands store fester og brag, er dette et nært portræt af en kunstner med fortsat integritet, samvittighed og en brændende flamme – med ambitionen om at være ens ledsager i tykt og tyndt på livets rejse. Se filmen – for desværre er der intet, der tyder på, vi får showet på scenen på disse breddegrader.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA