x
Jamaika: Nordsiden

Jamaika
Nordsiden

Paranoia i Finlandsparken

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 01.01.2019
Anmeldt af
Anders Hjortskov

"Blodskudt"-rapperen Jamaika er en international blanding af somalisk ophav, vejlensisk opvækst og kontakter i Belgien. Debuten lugter af Future og har gangstarap i dna’et, når Jamaika udnytter den klagende autotune med lige dele desperation og sårbarhed gennem de digitale filtre fuldt ud, men også med lidt jysk udtale hist og her – en spøjs kvalitet for den unge skidt-knægt.

"Abu Debe" er visitkortet fra den nye producer Mike Lowrey, som pløjer med en sænket Audi gennem ørkenen. "Jeg har ni år på mig, kom og tæl dem," konstaterer Jamaika tørt om sin tid bag tremmer. Det er især på "Narcos", at rap-crooneren viser sin distinkte somali blues-stil. Det er en fascinerende omgang i Leverpostejsdanmark, og Jamaika formår at undgå ensformigheden, bl.a. med hjælp fra MellemFingaMuzik og Benny Jamz på den effektive "Op".

Kriminalitet kan sagtens være et gennemtærsket tema, men Jamaika tilføjer med sit tekstunivers og den markante stemme en sårbarhed og især en tvivl. Det er spørgsmålet om valget af en Mac-11 eller en .45 – sat over for Gud eller mor derhjemme. Vælg rigtigt, unge mand!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA