x
En rejse igennem udtryk

HEALTH med flere, Journey Fest., Den grå Hal

En rejse igennem udtryk

Anmeldt af Hansen Hansen | GAFFA

Billede: HEALTH

Journey-festivalen har haft svært ved at formidle, hvad der egentlig bandt deres program sammen. En sammensætning, der både har pop, rock, urban, nyt, ældre og en række andre formuleringer, har sikret, at nok meget få mennesker kunne lide mere end to af kunstnerne på programmet. De kunstnere kunne så gøre én nysgerrig på resten, men det er svært at satse på, og viste sig i Den Grå Hal også at være fejlvurderet. Et meget ydmygt fremmøde, på trods af at der var virkelig spændende ting på programmet.

EN DIVA DU GODT KAN NÅ

En af de kunstnere, som jeg ikke havde set før, er Miami-produceren Yves Tumor. Hans seneste album er et af de stærkeste jeg hørte i 2018, men det er svært at sætte ord på, hvad han gør. Der er så mange modsætninger i lydbilledet, at jeg ikke vidste, hvad man skulle forvente sig. Koncerten starter også meget pludseligt, og han står alene på scenen uden lys på og roder med et mikrofonstativ. Der går lidt tid, før man opdager, at han rent faktisk synger, for vokalen liger så lavt i mikset. Han prøver febrilsk at signalere til lydmanden, der øjensynligt ignorerer ham. Hele første nummer er en omgang rod, og andet track starter ud på samme måde. Men så stopper han backtracket, skændes lidt med lydmanden, spørger os om vi er okay og om det lyder godt. Han får et lidt tøvende ja, men det er åbenbart nok, for SÅ starter han!

Pludselig er han transformeret til en funky diva, der med et trylleslag er helt inde under huden på os. Og da han i starten af tredje nummer får gennet fotograferne væk fra fotograven – og lyset bliver tændt – sker der ellers ting og sager. Han er en meget smuk mand med overlegne evner til at gå i højhælede sko, og han fylder hele scenen ene mand, på trods af at han det meste af tiden er nede blandt publikum.

Og det er en af kontrasterne: På den ene side er han diva, der vil beundres, men samtidig vil han røres ved og mærke beundringen. Og det er svært ikke at blive revet ind i hans univers. Musik, der umiddelbart er feel good og druggy sommervibes, men hvor den følelse er som en tynd hinde hen over frustrationerne og smerten. En insisteren på, at livet er dejligt, og alligevel græde hver nat. Smerten og det ulmende raseri kan minde om Mykki Blanko, uden at det dog er lige så faretruende. Til gengæld er der en funky grundfølelse, der trancenderer genrer, stemninger, seksualiteter og instrumentering. Det spiller ikke så stor en rolle på pladerne, men det er solide beats og en sensuel tilstedeværelse i lyden.

Han er stjerne på en helt ny måde. Helt igennem likeable, og sætter samtidig sin egen dagsorden og laver noget, der er helt nyt, men meget nemt at holde af. Og hvis det på pladen kan virke abstrakt og druggy, bar hans personlighed det tydeligt igennem på scenen.

I stærk kontrast til Bob Moses, der spillede bagefter. Et helt nyt ord for ligegyldighed, og det var tydeligt, at de også selv kedede sig. Der var stykker, hvor de trak melodien væk og groovede, og dér var der glimt af noget, men så snart sangeren trådte frem, forsvandt det som dug for solen.

 

NÅR ALT ER PÅ SPIL

Og så kunne kontrasten næsten ikke være større til HEALTH, der spillede bagefter. Et band, der om nogen brænder igennem fra første tone af.

Man var lidt bekymret op til. Jeg har ikke set dem før uden Jupiter Keyes, der gik ud af bandet kort efter sidste album. Og med hans exit gik der historier om, at de havde mistet deres primære styrke, og at de var i dødvande. Det har nok ført til lidt ekstra pres og sær stemning, og det virker til at have været et godt kreativt fundament, når man lytter til det nye album ”Slaves of Fear”. Et forrygende album, og HEALTH kan på plade efterhånden lyde som en muskuløs udgave af Depeche Mode. Men på scenen har de fjernet de maskiner, der fører den sammenligning med sig, og de lyder mere som det noiserock-band de startede ud som. Og det er så godt! Evnen til at blande lette sommerpopmelodier ind i et voldsomt lydbillede med diskantfræs og eksplosioner af larm, de kolossale skift imellem det florlette og det intenst aggressive.

En HEALTH-koncert er så overvældende en oplevelse, at det gør ondt kun at give den fem stjerner. Men jeg har set dem bedre, da de havde Jupiter Keyes med på guitar og synth, og der var et flow igennem skift af instrumenter og man ikke anede, hvad der ville ske om lidt. Men det fungerer faktisk, at numrene får lov til at spille færdigt. Vi får lidt længere forløb, og de gode melodier får lidt ekstra plads til at folde sig ud. Og det er stadig vildt, hvad de andre får ud af deres instrumenter. I BJ Miller har de en overjordisk god trommeslager, der flyder frit imellem solide rocktrommer til jazzede flows og tonsende tammer, samtidigt med at han synger kor med blid stemmeføring. Duzsik’ vokal er stadig det blødeste indslag hos dem, selvom han ser arrig ud og har fået et sært fuldskæg. Han ligner ikke mere en dengset Beach Boys-klon. Men på scenen er det John Famiglietti, der er stjernen. Skiftevis på bas og maskiner er det mest hans hår, vi ser, imens han kaster sig rundt og virker lige så splittet, som lydbilledet gør.

Der er ingenting, der lyder som HEALTH, og alle bør unde sig selv en koncert med dem. Om det så er melodierne, larmen, energien eller summen af det hele, der tiltrækker, så er de en live-oplevelse langt ud over det sædvanlige. Det er en oplevelse, der fylder hele kroppen, og man ved slet ikke, hvor man skal gøre af al den energi og alle de følelser.

BØRNENE KAN OGSÅ

Derfor er det noget af et anti-klimaks at høre lidt teenage-hiphop bagefter, imens vi ventede på Slowthai. Men vi når at komme ned i gear, og det er fint. Han er meget hypet for tiden, og det er da også sejt, hvad den lille London'er kan.  Vildt sød og nem at holde af, med munden fuld af ord og en noget ældre dj der også fungerede som co-rapper.

Slowthai er en dygtig rapper, men knap så erfaren til crowd control. Hans forsøg på at lave moshpits er lidt triste, og man får lyst til at give ham en krammer. Jeg er i tvivl om, om han kan meget mere end hvad vi så, men det er svært at sige endnu. Lige nu er der er en del uudfriet potentiale og en sød dreng, der gerne vil være sej. Hvis han får overført sine rapskills til mere varierede produktioner og får opøvet sin stage presence, kan det blive rigtig godt. 

En aften, der førte os godt rundt i genrer og udtryk og gav os i hvert fald tre gode koncerter, før undertegnedes ører havde fået nok, og jeg derfor valgte at trække mig, før Octavian spillede til sidst.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA