x
Dan Reed: Leaving Neverland

Dan Reed
Leaving Neverland

Ensidig, men uafrystelig maraton-fortælling om Michael Jacksons angivelige sexovergreb

GAFFA

Film / HBO
Udgivelse D. 27.02.2019
Anmeldt af
Rasmus Jensen

Filmen vises på CPH:DOX 7. marts og på DR den 8. marts. Længde: del 1: 92 minutter, del 2: 96 minutter

Leaving Neverland fortæller to parallelle historier om Michael Jacksons forhold til to drenge, som i 80’erne, fem og otte år gamle, bliver inviteret ind i Michael fantasifulde og magiske verden, hvor moralske grænser bliver flydende, og forblændelsen hos drengene og mødrene ifølge filmen overskygger en grotesk virkelighed.

Intet overladt til fantasien

Der er ingen tvivl om, at den over tre timer lange, HBO-producerede dokumentar, som er instrueret af Dan Reed, kravler ind under huden på sit publikum. Filmen fortæller James Safechuck og Wade Robsons historier over to dele, hvor første del er klart mest interessant og hjerteskærende.

Wade Robson har den mest centrale rolle i dokumentaren. Han kommer som femårig på scenen under et af Michael Jacksons to shows i Brisbane i 1987, efter at have vundet en dansekonkurrence. Via private optagelser og koncertklip ser vi Wades' uskyldsrene begejstring for sit store idol. Som publikum smiler man ad den nuttede dans, som Wade fremfører på scenen. Dette bliver starten på en mangeårig kontakt med Michael Jackson, og angiveligt med skræmmende overgreb til følge. I 1990 besøger Wade og hans familie Michael Jacksons berømte ranch Neverland, og her starter de formodentlige seksuelle overgreb, som Wade detaljeret beskriver.

James Safechuck fra Californien er otte år og den anden centrale fortæller i dokumentaren, da han bliver spottet til en Pepsi-reklame, hvor han første gang i 1986 møder Michael Jackson.

Selvom han ikke er den store Michael Jackson-fan, inviterer Michael Jackson James og hans familie med på tur til Hawaii, og det bliver starten på et tæt forhold til både James og hans familie, som Michael flere gange besøger privat. I følge dokumentaren begynder de første overgreb på et hotel i Paris under en turné i 1988. 

Forblændet af Michaels godhed

Fortællingerne om overgrebene underbygges i dokumentaren via begge mødres historier, optagelser fra koncerter, interviews, rejser og klip fra Neverland, som Jackson fik opført for at glæde børn. En park der bestod af mange forlystelser: teater, tivoli, indianerlejr, småsøer, zoo med mere. Det var ikke for ingenting, at ranchen hed det samme som den mytiske ø, hvor den aldrig voksne Peter Pan holdt til.

Wades mors forklaring på, hvorfor hendes søn fik lov til at sove med Michael Jackson, skal nok findes i Michaels Peter Pan-kompleks. Hun siger, at hun følte, at Michael ikke var som andre voksne, idet han ikke havde haft en barndom selv. En barndom, som hun, overraskende bekymringsfrit, mente, Michael gennemlevede med hendes søn. Jeg vil mene, at der burde have ringet nogle alarmklokker hos begge familier, men samtidig er det også tydeligt igennem dokumentaren, at begge mødre føler sig forført og forblændet af den godhed og altruistiske væremåde, som Jackson udviser. Blandt andet ved at lade dem bo på Neverland, tage dem med på tour og forkæle Wade og James på diverse måder.  

Kan kunst og person adskilles?

Anden del af dokumentaren omhandler beskyldningerne mod Michael i 1993, som endte med et forlig uden om retten med den 13-årige Jordy Chandlers familie. I denne sag forvarer både Wade og James (drengene, der er omdrejningspunktet for Leaving Neverland) Jackson. Retssagen i 2005, hvor Jackson bliver frikendt mod 13-årige Gavin Arvizo, bliver også omtalt i dokumentaren. Ved den lejlighed var det kun Wade, der vidnede til fordel for Jackson ved at benægte alle anklager om, at han skulle have forgrebet sig på ham.

Som Leaving Neverland dokumenterer, har både Wade og James ændret deres fortælling om deres tid sammen Michael Jackson. Noget, som både Michaels familie og fans mener udhuler mændenes påstande om overgrebene. De ser det som et karaktermord på en uskyldig og forsvarsløs person.

Det er en stærk film. Som tilskuer føler man ingen grund til at betvivle Wades og James ytringer og beskrivelser af overgrebene. Med over tre timer, hvor fortællingen får plads til at blive fortalt i et langsomt og beskrivende tempo, kan man ikke undgå blive påvirket.

Det står hurtigt klart, at ofrenes oplevelserne ikke er så sort/hvide, som man umiddelbart kunne forestille sig. Wade og James lyder til at have Stockholm-syndromlignende reaktioner. For hvordan kunne de have en så god kemi med Michael, når de samtidig nu siger, at de blev forulempet seksuelt? Wade beskriver på et tidspunkt sin vrede mod Jackson efter han selv er blevet far. Ikke i forhold til det, Jackson gjorde mod ham selv, men på grund af hvad Jackson hypotetisk kunne have gjort mod Wades eget barn.   

Michael Jacksons bo anklager instruktøren Dan Reed for med sin film at udstille en person, som ikke er blevet dømt og som af gode grunde ikke kan forsvare sig, nu hvor han er død. Reed siger selv: “It’s not a film about Michael. (…) The film itself is an account of sexual abuse, how sexual abuse happens and then how the consequences play out later in life.” Men kan filmen udelukkende ses som en film om pædofili og ikke som en film om kunstneren Michael Jackson? Det er svært, når den tiltalte var verdens største popstjerne, og spørgsmålet er også om kunst og personen overhovedet adskilles?

Skarpskåret, men ukritisk

Som tilskuer får man en skarpskåret dokumentar, hvor fokus ukritisk og konstant er på de to ofres historie. Hvis målet er at fortælle en historie om seksuelt misbrug af børn og konsekvenserne deraf, lykkes den til fulde.

Med over tre timers spilletid mener jeg godt, man kunne have skåret noget fra og suppleret med nogle diskuterende elementer. For eksempel mangler jeg et nuanceret perspektiv på historien. Et perspektiv, hvor personer tæt på Michael Jackson får lov til at fortælle om deres oplevelser eller får mulighed for at komme med kritik – uanset om de er på ofrenes eller Jacksons side. Det kunne også have været interessant at undersøge, hvorfor Michael Jackson voksede op og blev, som han blev. For samtidig med, at jeg tror på Wades og James fortælling, tror jeg også på Jacksons tidligere udtalelser om, at han kun ville alverdens børn det bedste og kun elskede dem. 

Flere gange undervejs fik jeg reminiscenser til Vladimir Nabokovs karakter Humbert Humbert fra klassikeren ”Lolita”. En karakter, som på sin egen delikate og manipulerende måde underlægger sit mindreårige offer sin besnærende magt med sin kvalmende kærlighed.

Dokumentaren kan og skal ses som en fortælling om, hvad seksuelle overgreb gør ved børn, og hvilken tyngende vægt et seksuelt overgreb altid vil have for et menneskes liv. Derudover skal den ses som en kraftfuld stemme i forsvaret for børns rettigheder. Dokumentaren fanger også, hvor kompleks forståelsen og bearbejdelsen af et overgreb kan være, når man er offer.

Selvom Michael Jacksons musik er det mindst centrale i filmen, ligger hans sange hele tiden i baghovedet, og på vej hjem stiller jeg mig selv spørgsmålet: ”Vil denne dokumentar have betydning for mit syn på Michael Jacksons musikalske arv?"


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA