Den nye biopic Michael er blevet kritiseret af mange, men ifølge Spike Lee giver kritikken ikke mening.
Den amerikanske filminstruktør, tv-producent og mangeårige ven af Michael Jackson, Spike Lee, går nu i forsvar for den nye film Michael.
Det gør han efter flere kritikere har undret sig over, at filmen ikke behandler anklagerne om seksuelt misbrug mod popstjernen.
Læs også: Leaving Neverland-instruktør angriber Michael Jackson: "Værre end Epstein"
Filmen slutter i 1988, altså fem år før den første offentlige anklage mod Jackson kom frem. Netop derfor mener Lee, at kritikken rammer skævt. Det oplyser mediet Digital Music News.
"Du er filmkritiker, og du klager over alt det her andet, men filmen slutter i 1988," udtaler han i et interview med CNN og fortsætter: "Det, du taler om, anklagerne, sker senere. Så du kritiserer filmen for noget, du gerne vil have med, men som ikke passer ind i filmens tidslinje."
Spike Lee havde selv et tæt forhold til Michael Jackson og arbejdede flere gange sammen med ham. Han instruerede blandt andet musikvideoen til "They Don’t Care About Us" fra 1996 samt dokumentaren Bad 25.
Michael havde premiere den 24. april og har ifølge Digital Music News allerede indtjent 423 millioner dollars på verdensplan.



