x
Neneh Cherry viste, hvor skabet skulle stå på VoxHall

Neneh Cherry, VoxHall

Neneh Cherry viste, hvor skabet skulle stå på VoxHall

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Det er egentlig overraskende, hvor få der har fundet vej i VoxHall denne aften, aftenens hovedperson taget i betragtning. Ja ja, det regner, og det er tirsdag, men Neneh Cherry må siges at være en yderst solid booking – særligt set i lyset af hendes tre seneste fremragende udspil – hvor denne aftens koncert er centreret omkring det seneste, Broken Politics, hvorfra de spinkle harpetoner fra åbningsnummeret ”Fallen Leaves” også er de første, der møder os fra scenen i aften.

Neneh Cherry synger blændende over nummerets knastørre beat i det lilla scenelys og afslutter sangen i et smil, der overstråler hendes massive øreringe. Hun er lige dele indigneret og charmerende i ”Shotgun Shack”, hvor Cherrys seks m/k-store band for alvor viser, hvor gennemmusikalsk og sammenspillet enhed, de er. Flere gange under koncerten bytter bandmedlemmerne ubesværet instrumenter med hinanden og understøtter Cherrys coolness, som hun står der indhyllet i blåt scenelys og synger: ”living with a gun, living with your back to the wall”.

Sangene leveres med indlevelse og autoritet, og der er en gensidig dialog og energi udveksling mellem scenen og publikum, der heldigvis ikke bare står og venter på, at hun spiller ”7 Seconds”, selvom der da jubles lidt ekstra, da hun spiller den som et af aftenens sidste numre.

Inkarnationen af coolness

Før vi når dertil skal vi heldigvis igennem flere numre fra især Broken Politics. ”Deep Vein Thrombosis” er bygget op om let perkussion, sparsomme tangentklange og leglighedsvise bastante beats, der får Cherry til at løfte op i kjolen og bryde ud i improviseret, ”don’t-give-a-fuck”-dans. Der er totalt kotrol, hvilket netop giver overskud til spontane kropslige udbrud. Generelt er hun – selvom hun koncerten fremstår som selve inkarnationen af coolness – befriende uprætentiøs, som når hun afbryder introduktionen til ”Kong” for at sætte en ørering i, fucker et omkvæd eller starten af ”Soldier” op, og på befriende vis tager det hele med et smil og et skuldertræk.

Cherrys smeltedigel byder denne aften også på ”Blank Project”, og titelnummeret fra den formidable forgænger har her til aften fået et solidt skud vitaminer og leveres i en anderledes voldsom version end på studieindspilningen. En inderlig ”Synchronised Devotion” dedikeres til netop afdøde Keith Flint fra The Prodigy, mens Cherry nærmer sig det konfronterende i ”Natural Skin Deep”, hvis jazzede intermezzo minder om, at det nok er en god idé at sætte The Cherry Thing på i nærmeste fremtid.

Emmer af 1989

Efter et genhør med ”Manchild” afsluttes hovedsættet med ”Soldier”, og det er blevet tid til ekstranumrene. ”Faster Than The Truth” får lov til at støje og sitre, før ”7 Seconds” stryger publikum anderledes med hårene og udvides med en forrygende congas-afslutning. ”Buffalo Stance” emmer stadig af 1989, men virker på ingen måde bedaget i aftenens arrangement, der balancerter fint mellem den originale udgave og det musikalske univers, Cherry bevæger sig i, i disse dage. Og flowet? Det har hun stadig.

En stor aften på VoxHall, hvor Neneh Cherry beviste, at hun stadig er cool og badass som få og viste Aarhus, hvor skabet skulle stå på en regnfuld tirsdag aften.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA