x
Underligt flad folkefest

Dizzy Mizz Lizzy, Amager Bio

Underligt flad folkefest

Anmeldt af Morten Thornvig | GAFFA

Forudsætninger for en folkefest var bestemt til stede. Et totalt udsolgt Amager Bio skulle genåbnes af selveste Dizzy Mizz Lizzy, der aldrig før i karrieren har haft fornøjelsen af at spille i den gamle biograf.

Om det var fordi den aldrende Valby-trio havde tankerne på sommerens mange koncerter eller om det meste af publikum havde slumret til konfirmation hele dagen, er uvist. Men festen udeblev desværre i store dele af lørdags aftens show, hvor bandet ellers allerede tidligt kastede sig ud i det gamle hit ”Glory”.

Slageren er fremragende, men publikum stod nærmest og halvsov, og kun et par enkelte kunne formaste sig til at slippe den flade fadbamse og klappe i takt.

Når stemningen er så fesen under en rendyrket klassiker, tør man slet ikke tænke på, hvad der så skete, da trioen med Tim Christensen i front kastede sig ud i nyere numre og ikke mindst gav debut til to spritnye skæringer fra bandets kommende album.

Det gik i slæbende tempo, og først under en hidsig udgave af ”Rotator” viste Dizzy tænder. De fremmødte var dog fortsat usædvanligt tandløse.

Den fortumlede frue bar dog også selv en del af skylden for, at vi aldrig fik en fest på Amager. Når forsamlingen står og halvsover, hjælper det ikke at kaste sig ud i overdrevent lange jam-sessioner i de enkelte numre. Den slags virker, når man har et dedikeret publikum i sin hule hånd.

Endnu en klassiker, ”67 Seas In Your Eyes”, fik løftet stemningen en smule, og pludselig begyndte der at opstå lidt af den magi, bandet blev garant for, da de væltede ind på den danske rockscene i begyndelsen af 1990’erne.

Dengang hvor skovmandskjorter og weltschmerz gik hånd i hånd, og smådeprimeret rock fra det regnvåde hjørne i det nordvestlige USA rullede ind over verden og endegyldigt tog livet af 1980’ernes puddelrock.

Stort set alle bands fra dengang er i dag døde og borte. Det gælder både dem fra Seattle og de mange hjemlige orkestre, der fulgte trop med tidens trend. Dizzy er heldigvis igen i live, og når bandet langer hits fra deres to første plader over scenekanten, står man trods en lettere mat stemning og glæder sig over, hvordan både bandet og ikke mindst musikken stadig holder i dag.

Lennon-hyldesten ”11:07 PM” lød fuldstændig, som da den blev nedfældet for snart en evighed siden, men den poppede ballade stod i skarp kontrast til det nye nummer ”California Rain”, der fulgte trop. Om det var den ualmindelige brutale opvarmning fra danske Bersærk, der havde fået Dizzy til at hive de tunge sager frem vides ikke, men sangen må siges at være noget af det mest hårdtslående, bandet endnu har lavet.

Nummeret i sig selv var bestemt ikke dårligt. Men igen stod publikum på flade fødder og gloede. Det var ikke for kønt. ”Waterline” og ”Silverflame” fik igen sparket lidt liv i den gamle biograf, og igen må man bare sige, at Dizzy har et arsenal af hits, som alle danske rockfans bør kunne i søvne.

Det var ingen katastrofe, men det var på ingen måde så fedt, som det kunne have været. Der skal to til en tango, og lørdag aften hverken kunne eller ville den ene part imidlertid. Trist, for det kunne have været stort. I stedet gik man øen med en underlig fornemmelse af, at man hurtigst muligt må se bandet igen i andre rammer.

For når trioen folder sig ud, er der virkelig tale om en helt igennem tight orkester med tre musikere, der hver især mestrer deres respektive arbejdsredskab til fulde. Tim Christensen synger stadig fantastisk, spiller fedt på guitar, og som en enhed er bandet en unik størrelse på den danske musikscene. Det kom bare desværre for sjældent til udtryk på en aften, hvor magien manglede.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA