Knastør intimitet reddede Mumford & Sons i Royal Arena

Mumford and Soms, Royal Arena, København

Knastør intimitet reddede Mumford & Sons i Royal Arena

Anmeldt af Jan Eriksen | GAFFA

Der skulle et sæt med syv hel- og halvakustiske ekstranumre til, før koncerten med Mumford & Sons hævede sig fra en gentagelsernes rundgang til et øjebliks anstrøg af magi.

Efter det flere gange kun er blevet til de gode intentioner, blev aftenens koncert min første med det britiske folkrock-ensemble. Så der var ikke noget sammenligningsgrundlag live, da Marcus Mumford og hans 'sønner' fredag aften gik på scenen i Royal Arena.

Til gengæld har jeg i perioder rålyttet til gruppens plader. Kvartettens betydning for den nye folk/country-bølge i mainstream rock, såvel som i indierock, kan vel kun underdrives. Spørg f.eks. bare den succesrige danske Jacob Dinesen. Og tak for dén indsats. Tak for banjo.

Med begyndelse i 2007 voksede Mumford & Sons på ganske kort tid fra et egentligt indie-band til det britiske svar på Arcade Fire og til et stadionrockniveau, hvor man bliver inviteret på scenen af Bruce Springsteen. Og for frontmand Marcus Mumfords og hans kone, filmstjernen Carey Mulligans vedkommende til prins Harrys og prinsesse Megans bryllup.

Den første tanke ved ankomsten i Royal Arena var anerkendende. For et orkester, der i den grad lever på Marcus Mumfords passionerede performance, giver det god mening med scenen placeret midt i salen. Tæt på publikum. Og dertil en håndfuld storskærme smart placeret ovenover.

Den anden tanke var "sikken masse instrumenter," herunder to stortrommer ved de to mikrofonstativer, som Mumford senere skulle komme til at bevæge sig rundt i mellem.

Der er intet som helst nyt ved synet af en mand med en akustisk guitar og en stortromme. Tværtimod. Mumford and Sons har bragt det middelalderlige onemanband tilbage i rockmusikken. Det skulle vise sig, at de to stortrommer på godt og ondt blev det perfekte billede på aftenens koncert. En masse buldren.

Bandet lagde ud med ”Guiding Light” fra det seneste album Delta, hvor gruppen efter et par udsving på de foregående album er tilbage ved banjorødderne.

De fire kernemedlemmer var fredag aften i Royal Arena suppleret af yderligere fem musikere, bl.a. en trommeslager.

Påfaldende at dette sammensurium af ni musikere og et ukendt antal instrumenter lød rimelig godt allerede i andet nummer, gennembrudshittet ”Little Lion Man”. Især da lydmanden fik bugt med en del ekko på Marcus Mumfords vokal.

Nummeret, der stammer fra det første album Sigh No More, viste sig som retningsgivende for det meste af koncertens første afdeling. Et forrygende crescendo-forløb mod slutningen skabte noget nær ekstase hos 15.000 sjældent medlevende publikummer i Royal Arena. På sin vis imponerende med et højdepunkt allerede ti minutter inde i koncerten.

Og måske lidt arrogant allerede som andet nummer at spille det helt store gennembrudshit. Sangen blev fulgt op af det kantede og hvileløse "Holland Road", hvor Mumford for alvor synger og fraserer som de oprindelige keltiske folkesangere.

Og som det fjerde nummer ”Cave”, der måske mest af alle er det arketypiske Mumford & Sons-nummer. Lige så vel som folkemusik står gruppen på indierockens lydbillede, hvor Winston Marshalls guitar maler støjende kontraster op mod lyden af det skotske højland.

I "Cave", der i øvrigt er inspireret af den litterære Marcus Mumfords kærlighed til "Odysseen", hørte jeg de mange musikere skabe filmisk soundscore som på de tidlige Talk Talk-plader – ovenpå det klassiske stortrommebeat.

Problemet var bare, at lige så storladent Mumford & Sons lød denne aften, lige så tydeligt blev det også, at især de nyere sange mangler gode melodier.

F.eks. "Beloved", som ellers er båret af en smuk tekst, inspireret af Marcus Mumfords bedstemors død.

Eller en næsten desperat version af ”Believe”, hvor sangeren forsøgte at fremmane en hvid gospelstemning, som nummeret ganske enkelt ikke har. Grænsen mellem passion og patos er hårfin.

Bandet levede et godt stykke på frenetisk energi, på Marcus Mumfords ind- og gennemtrængende vokal og den indiskutable varme fra det uhyre modtagelige publikum.

Og på de brudflader, der indimellem opstod, som da Marshall skar den ellers noget kedsommelige ”Tomkins Square Park” fra hinanden, og bandet endte i et heftigt distortionbrøl.

Eller en rimelig afdæmpet version af det nye ”Woman” fra Delta, hvor det lykkedes bandet af skabe en stilfærdig slentrende stemning, der matchede Marcus Mumfords konstante vandren rundt på scenen. Der igen matchede tekstens flot formulerede søgen efter en forståelse af hans ’Woman’.

Rødderne i folk møder fascination af bl.a. Radiohead og Coldplay i de cresendo-agtige kulminationer i så godt som samtlige numre. Så medrivende, det end er, virkede det også som gentagelse på gentagelse og, ja, for mange numre lød ens. 

Helt anderledes blev det da gruppen kom ind til ekstranumre, og de fire kernemedlemmer stillede sig op ved en enkelt mikrofon.

Men lidt hyssen og et velplaceret ”Shut the f*** up,” lykkedes det utroligt nok Marcus Mumford at få så godt som hele Royal Arena til at tie og lytte til bl.a. ”Wild Heart’ og ”Only Love” i akustiske versioner.

På storskærmen sås disse fire brave briter, der har stået last og brast i nu tolv år, dybt koncentrerede og indforståede i en knastørt intimt og supermusikalsk øjeblik. 

I sig selv og som kontrast til den første del af koncerten virkede det næsten magisk. Og der var fortjent kæmpe bifald.

Så aftenens koncert udstillede på den ene side Mumford & Sons svagheder - primært ensformigheden - og samtidig deres styrke, ærlighed og ægthed. 

Sætliste

Guiding Light

Little Lion Man

Holland Road

The Cave

Beloved

Lover of the Light

Tompkins Square Park

Woman

Believe

Ditmas

Slip Away

Picture You

The Wolf

Ekstranumre

Wild Heart

Only Love

Forever

Blood

Awake My Soul

I Will Wait

Delta

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA