Popmusik og røverhistorier i støvregnens skær

George Ezra, Jelling Musikfestival, Scenen

Popmusik og røverhistorier i støvregnens skær

Anmeldt af Josephine Andersen | GAFFA

Selvom begrebet ”den svære toer” er velkendt i musikkens verden, lader det ikke til, at George Ezra lader sig kue af den slags. Med sit andet album, Staying at Tamara’s, der udkom sidste år, har den britiske musiker slået sin status som sanger og sangskriver fast, og han har stort set besøgt hver en afkrog af Europa og USA det seneste år. Sidst han var et smut forbi Danmark, var i oktober, hvor han gav koncert i Tap1, og denne aften er det en regnvåd græsplæne i Jelling, der står for skud.

På mange måder passer George Ezra ikke helt til sin alder. Den løse skjorte er stoppet godt ned i de sorte jeans på bedste 90210-manér, dansetrinene har han højst sandsynligt stjålet fra sin far, og stemmen kunne lige så godt tilhøre en gammel, whiskeydrikkende bluessanger fra det sydlige USA, som den kunne komme fra en 25-årige engelsk fyr. Old-school er nok den rette betegnelse for Ezra, mens retro må siges at kendetegne hans musik.

Modsat mange af sine jævnaldrende kollegaer har George Ezra ikke fingrene solidt plantet på synthknapperne. Tværtimod. Her får du ægte, håndspillet musik med bas, guitar, klaver, trommer, blæsere og kor. En stil, der på sin vis er utrolig forfriskende i de nuværende playlisters virvar af elektrobeats og dj-collabs. Det syv mand store band og sangeren selv træder på scenen og lægger ud med nummeret ”Don’t Matter Now” efterfulgt af ”Get Away”, der begge er at finde på seneste skive. Herefter byder Ezra sit publikum velkommen og takker dem for at trodse den tunge støvregn, der har lagt sig som en dyne over festivalpladsen.

Stoisk ro og røverhistorier

George Ezras tekstunivers bygger i høj grad på egne oplevelser, og man behøver på ingen måde at iføre sig den store dansklærerhat for at analysere indholdet. Skulle der alligevel være nogen, som ikke helt fanger budskaberne, er den unge brite en eminent historiefortæller, der mellem de fleste numre giver et indblik i sangenes tilblivelse. Og han giver sig rigtig god tid til at fortælle. Hans ro på scenen, både når han fortæller, og når han spiller, er ganske enkelt misundelsesværdig. Selv da der opstår en kort pause efter nummeret ”Listen to the Man” fra debutalbummet Wanted On Voyage, hvor publikum begynder at lålle i bedste stadionstil for at udfylde tavsheden, stiller Ezra sig blot og kigger ud over menneskehavet, hvorefter han konstaterer, at han ikke forstår, hvad de synger, men han håber, det er noget pænt, og i så fald vil han gerne takke. Herefter glider han let og elegant videre og ind i det smukke nummer ”Saviour”, der med blæsere i ryggen efterlader et storladent og dramatisk aftryk i den våde aftenluft.

Ezras repertoire indeholder primært to slags sange. De up tempo happy-go-lucky-melodier, og så balladerne. Aftenens koncert byder på en fin, afstemt kombination af de to, men indimellem er der også plads til en afstikker. Det får vi blandt andet på ”Did You Hear the Rain?”, der med 100km/t rammer os med sin gospelagtige vokal og stormfulde rockguitar, og minder os om, at George Ezras bagkatalog er mere nuanceret end som så.

Hits i baghånden

Mit absolut favoritnummer på albummet Staying at Tamara’s er ”Hold My Girl” – en flot ballade, der langsomt, vers for vers, bygger op og kulminere i et stærk omkvæd, og i denne live-udgave er der til og med også fuld plade på blæsere, hvilket kun gør nummeret endnu bedre. 

Herefter rammer vi sidste etape af aftenens show. Selvom det er seneste plade, der har givet anledning til Ezras tætpakkede tourkalender, må man ikke glemme, at debuten Wanted On Voyage også består af en række hits, hvor nummeret ”Budapest” må siges at være det største. Ikke desto mindre er det dog ”Blame It on Me”, der for alvor får fyret op under publikum og får dem til at løfte fødderne fra det mudrede underlag. Hele seancen bliver rundet af med den catchy ”Cassy O’” og sidst, men ikke mindst et af 2018’s helt store numre ”Shotgun”.

Når man har turneret verden rundt i knap et år, er der ikke meget tid til fornyelse, og sætlisten i dag er faktisk identisk med den, George Ezra havde med sidst, han gæstede Danmark. Den holder stadig, men efter min bedste overbevisning skal den opdateres en smule, inden han vælger at svinge forbi Danmark igen.

 

Setliste

Don’t Matter Now

Get Away

Barcelona

Pretty Shining People

Listen to the Man

Saviour

Did You Hear the Rain?

Paradise

Song 6

Hold My Girl

Sugarcoat

All My Love

Blame It on Me

Budapest

Cassy O’

Shotgun


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA