Paralyserende med hele hjertet

Bon Iver, Green Stage, Northside Festival

Paralyserende med hele hjertet

Anmeldt af Andrea Washuus Bundgaard | GAFFA

Bon Iver, med det borgerlige navn Justin Vernon, har siden 2008 kun i stigende grad sat sit særpræg på den moderne musikalske lyd med sin indie-inspirerede folktronica. Og for tiden går rygtet på, at et nyt og fjerde album er på vej til at slå sine folder. I aften er der ikke så meget andet at sige end “wauw”… Men jeg vil alligevel prøve at stamme noget frem i min målløshed efter halvanden time i selskab med et af tidens største musikikoner.

Sindsbevægende symbiose

Det er en stille, men selvsikker Justin Vernon, der indtræder scenen tæt på midnat, bærende store hørebøffer i bedste musiknørd-stil. Og fra første anslag, den karakteristiske rene falset rammer os til tonerne af "22 (Over Soon)" hersker der ingen tvivl om, hvem nattens frembrud er dedikeret til. Understøttet af to trommeslagere, en saxofonist/bassist og guitarist lader den uforstilte stemme sig omsvøbe af vocoderens forvrængede touch, præcis som vi kender det fra indspilningerne. Og selvom koncerten kun lige er startet, kan man i de mere tavse øjeblikke ane en nynnen fra publikum, der kun forstærkes, som showet skrider frem, mens glitrende visuals i varmglødende nuancer sætter scenen. Effekter, der er vigtige for crowdens flertal, der følger med på storskærmene i mislykkede forsøg på at se den ægte vare for enden af menneskevrimlen.

Vernon er i tydelig symbiose med den musik, han skiftevis fremstiller med synth, guitar og stemmelæber. Og særligt med inddragelsen af den populære loop-station under ”Woods” stadfæster han for alvor den multiinstrumentalist og ikke mindst komponist, han er. Med den opbyggende, flerfacetterede lydcollage, der kildent kravler ind under huden, sænker roen sig, mens vinden river i os, og lysshowet når skyerne. Og det føles ikke tilfældigt. Der er en helt særlig intim kontakt blandt Vernon og de mange tusinde festivalgæster, der for det meste står bomstille, nærmest paralyserede af nuet; festivalen, der rinder mod enden og kærligheden, som spreder sig. Det er det, han kan. Med sit nærvær alene. Ledt af musikkens og sin egen introverthed.

Han kom, han sang, han sejrede

Sætlisten veksler smukt og gnidningsfrit mellem albummenes lavmælte og bløde udspil som ”Flume” og ”Holocene” og de mere hårdtslående som ”Perth” og ”Minnesota, WI”. Her er ingen bas, der gennemborer mellemgulvet, til afveksling fra så meget andet musik inden for genren, hvilket er ganske befriende. Til gengæld marcherer de to trommesæt med taktfaste trin i et ufatteligt sammenspil med så meget nerve, at hovedet står af og kroppen ufortrødent aktiveres. De pulserende vibrationer er perfekt for dem, for hvem natten først lige er begyndt, men også for dem, der er på vej hjem og putte. Men først er der naturligvis sing-a-long til ”Skinny Love”. Med hele hjertet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA