x
Kill J: Superposition

Kill J
Superposition

Partikelfysikkens æteriske lydspor


GAFFA

Album / No3
Udgivelse D. 14.06.2019
Anmeldt af
Kristina Grønning

Med sin eksperimenterede og elektroniske popmusik er Kill J alias Julie Aagaard ikke bange for at gå sine egne veje, og efter seks år er den danske sangskriver og producer nu klar med sit debutalbum.
Med partikelfysik som inspiration er Superposition udgjort af luftformige elektroniske elementer, båret på vej af solide beats, en dundrende synth-bas og Aagaards imponerende, glasknusende vokal.

Da den særegne og politiske førstesingle ”Strange Fruits of the Sea” kom frem sidste år, understregede Kill J, hvor lidt hun har tilovers for radiovenligt hitmageri, og hendes kamp for kunstnerisk frihed cementeres i den dystre og hævngerrige ”Dead Weight Soldier”.

Med numre som ”Addicted” viser Aagaard sin forførende flair for at få minimalistiske udtryk til at sprudle af energi. Spidsfindige og aparte produktioner leveres uden at underminere stærke melodier, hvilket ses ved numre som ”Silver Spoon” og ”Stutter”. Det melodiske materiale når dog nye højder på ”Moon Sick”, hvor Aagaards fløjteregister kommer til sin ret.

Visse gange bliver det dog en tand for stationært (”Cadaver”) eller for overproduceret (”Six Flavours”), og man savner til tider et C-stykke til at føre sangenes kvaliteter til fulde.

Kill J's debutalbum er syet af en kunstnerisk kompromisløshed og intensitet, som man kun kan unde den danske musikscene.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA