Stort, større, størst!

Rammstein, Telia Parken, København

Stort, større, størst!

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

For Rammstein kan det aldrig blive stort nok. Derfor har bandet fra det tidligere Østberlin skruet sin hidtil største koncertproduktion sammen. Det danske nationalstadion var omdannet til et møgbeskidt kulkraftværk, og væbnet med ildkanoner og en kæmpemæssig konfettipik mejede Rammstein det fadølsbeduggede publikum midt over.

På scenen blafrer de røde bagtæpper diskret i sommervinden, som er skyllet ind over Parken. Med tydelige referencer til Det Tredje Rige og den fascistoide magtmonstrøsitet, brydes den blodrøde farve af symbolet på Rammstein. Symbolet på Tysklands metalkoryfæer, der en efter en bevæger sig ind på scenen til fanfarer af horn og eksplosioner, der stensikkert får betonjorden under Copenhell til at ryste. Jesse Hughes og Eagles of Death Metal har ingenting på Rammstein. Det er en majæstisk entré, der et par timer senere understreger den armslængde, Rammstein har til sit eget materiale og udtryk. For uanset, hvor stort det bliver. Uanset hvor eksplosive og mægtige flammerne vokser omkring bandet fra Berlin, er der en konstant forbindelse til den solidaritet, Rammstein deler med sit publikum.

Till Lindemann er kaptajnen på metalflåden, der langsomt og sikkert brager hen over København. Lugten af kul breder sig imellem de titusindvis af tilskuere, imens den sorte røg tilslutter sig omkring os. Alle sanser er sat i spil, og de bombardes af tordenhøje trommer fra Christoph Schneider, imens Till Lindemann, Richard Z. Kruspe og Paul Landers marcherer igennem ”Links 2-3-4”. Der er skruet op for alt, for den slags gør Rammstein, men over ”Tattoo” til ”Sehnsucht” og ”Zeig dich” druknes detaljerne i lyden af kulkraftværket, der kører i frigear og er på vej ud af kontrol. Men det bliver aldrig kedeligt. Rammstein har taget de tunge skyts med. Det forventes af dem, men i aften er der skruet endnu mere op for bombesprængningerne og ildkanonerne, end det hidtil har været set.

Det rødglødende hjerte brænder under ”Mein Herz brennt” og fungerer som en hilsen til den udødelige socialisme, Rammstein fundamentalt repræsenterer i sin sarkastiske tilgang til Tysklands blodige historie. Det er massivt og overvældende for et publikum, der kvitterer med knyttede næver og sørgelige fadølsrester.

Barnevogn i brand

Undervejs forsvinder Rammstein ned under jorden. De bevæger sig ind i maskinen for at finde det næste stik frem, hvorefter Till Lindemann ved hjælp af sortklædte gimps skubber en gigantisk barnevogn op på scenen, der naturligvis skal sættes ild til et øjeblik efter. Det er svært at miste fokus, selv for det snakkende publikum, som der altid er alt for mange af, og selvom ”Heirate mich” uden tvivl råber højest, forsvinder sættets ømme numre i den summende sommersnak.

Umiddelbart er der ikke noget særligt imponerende i at gøre det samme hver aften. Men selvom det er lige præcis det, Rammstein har gang i på den verdensomspændende turné, ender publikum alligevel med at skulle lede efter kæben mellem fødderne efter koncerten. For selvom alting er planlagt, leveres det med en så høj grad af professionalisme og gennemlevet hjerteblod, at det kun kan imponere. De musikalske sidetrin og kunstneriske afstikkere, der måske falder i knap så god jord hos et publikum, der gerne vil blive og danse i år 2019, opvejes af den enorme mængde krudt, Rammstein har smidt i kanonen, som under ”Mein Teil” skydes af sted mod Flake (Christian Lorenz, red.). Till Lindemann har kniven fremme og placerer den for struben af publikum, imens han mæsker sig gennem sangen om kannibalisme.

Kulsort nationalstadion

Rammsteins seneste album er tungt repræsenteret i aftenens sæt, der til trods for at være det nye under solen ikke falder ved siden af numre fra Sehnsucht og Herzeleid. Alligevel rammer sange som ”Du Hast” og ”Du Riechst so gut” lige der, hvor ”Engel” som regel plejer at gøre det, og sidstnævnte sang har i aftenens anledning skiftet vingerne ud med gummibåde, der sejler tværs over publikum. Till Lindemanns stemme fejler ingenting, men den akustiske vinkel fra klaverduoen Duo Jatekok besidder langt fra den kraft, ”Engel” i sit udgangspunkt var tiltænkt.

Parken er i aften omdannet til et kulsort kraftværk, der er lige så møgbeskidt og tilsmudset af Rammstein, som det altid har været. Igennem 21 numre bevæger Rammstein sig ind i historien med kunstneriske referencer til tidligere i karrieren og skaber en forbløffende kontrast mellem fortidens Rammstein og den klare udvikling til i dag. Det, der ikke er nyt, er en videreformidling af det, der er set før. Ildkanonerne, der skyder mod himlen, og som set på afstand formentlig har sat gang i et mindre alarmberedskab på de nærliggende brandstationer, sveder hårene på armene, der har rejst sig til ”Rammstein”. Det er kulminationen på metalmaskinen, der har parkeret midt i Parken for at hægte publikum fast og slæbe dem ind i den tyske industrialromantik.

Omringet af halvfede farmænd på den helt forkerte side af fyrre og langskæggede kreatyper bliver jeg mindet om, hvad det er, Rammstein kan og gør. 25 år inde i karrieren eksisterer den musikalske vitalitet stadig i lige så høj grad, som den gjorde i begyndelsen. De sorte kulrester maskerer ikke kun livets trætte indtræden på Rammsteins seks ansigter, de understreger samtidig den tidløshed, Rammstein befinder sig i. Ingen gør som dem, og ingen kommer heller aldrig til det. Og netop af den grund kan Rammstein gøre som de gør og være alene om det, ved samtidig at bevare solidariteten til sit publikum, som aftenenens sidste knæfald er et symbol på.

Sætliste:

Was ich liebe

Links 2-3-4

Tattoo

Sehnsucht

Zeig dich

Mein Herz brennt

Puppe

Heirate mich

Diamant

Deutschland

Radio

Mein Teil

Du Hast

Sonne

Ohne dich

Engel

Første ekstrasæt:

Ausländer

Du riechst so gut

Pussy

Andet ekstrasæt:

Rammstein

Ich will


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA