Røgen over Copenhell for sidste gang

Glenn Hughes, Copenhell, Hades

Røgen over Copenhell for sidste gang

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Der var engang, hvor rockbands risikerede øretæver, hvis de ikke kunne spille ”Smoke on the Water.” Den gang er længe, længe siden – og at jeg nogensinde skulle høre det kliché-riff på Copenhell, havde jeg forsvoret.

Men så kom Glenn Hughes (eks-Deep Purple, -Black Sabbath og en masse andet) med sin bas supporteret dygtigt af vor danske guitarist par excellence, Søren Andersen. Og jo, de spillede den fandeme!

Det var slet, slet ikke dårligt, men nummeret satte i relief, hvor meget der er sket siden. Det blev spillet helt efter bogen, swingede, men holdt ikke helt mere.

Røgen over Copenhell har vi nok set for sidste gang, om end publikum skrålede godt med på ”Smoooooooke ooooonnnn the Waaaaaater.”

Nå, vi er jo trods alt midt i ”Glenn Hughes Performs Classic Deep Purple Live Tour.” Og med et – alt andet lige – ikon er det da godt for den nationale selvforståelse, at vi har to danskere med på holdet. Ud over Søren Andersen blev der også leveret passende fin Leslie Hammond fra Jesper Bo Hansen (keyboards). Hertil engelske Fernando Escobedo på trommer.

Selv om vi virkeligt er ude i old-school, så swinger det som ind i Copenhelvede.

Den gamle traver ”Mistreated”, som aldrig er spillet bedre end liveversionen med David Coverdale i Whitesnake, fik også en ganske hæderlig version. Søren Andersen lå lige, hvor han skulle, men Glenn Hughes' falset-øvelser i det nummer var tæt på at være upassende som en tatoveret arm og skull-fingerringe og halskælder i direktionslokalerne i Danske Bank.

”Burn” og ”Highway Star” sad til gengæld lige i skabet, men hvad versionen af gospel/soul-klassikeren ”Georgia On My Mind” havde at gøre i det selskab, er mig en gåde.

Dybest set er det svært at komme udenom det fatale spørgsmål om relevansen af Glenn Hughes og årtiers gamle meritter i Deep Purple i dag? Vi er i kategorien morfar-rock og historieundervisning. Det er med blandede følelser at se et band optræde indtrængende med en over en generation gamle numre. Kun hovedfiguren har den ”rigtige” historie med sig, men er der ikke sket noget siden?

Skulle denne koncert virkeligt op at ringe, krævede det en mere nutidig approach med afstikkere til den musik, som har formet generationer af andre bands. Altså en blanding, der kunne vise, at man ikke kun lever i fortiden.

Når det er sagt kan man ikke komme uden om, at Glenn Hughes med band swinger vildt. I en klub ville det være en fest uden lige. Men på et krævende Copenhell, der kender andet og mere, skal der mere til for at få det helt op at ringe end røg over vandet for nok sidste gang.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA