x
Kvelertak greb Copenhell om bollerne og klemte til

Kvelertak, Hades, Copenhell

Kvelertak greb Copenhell om bollerne og klemte til

Anmeldt af Jesper Buhl | GAFFA

Det er ikke let at gå på scenen efter et helt bogstaveligt festfyrværkeri, som det var Kvelertaks lod efter afslutningen på dette års Copenhell på hovedscenen Helviti, men nordmændene tog udfordringen op. Og så er det jo godt at have et veritabelt bombardement af sange med omkvæd, der får en til at skrige med, med hævet næve. Den slags sange, hvor overlæben krænger sig op over tænderne, og nakken nikker med.

Kvelertak er fantasien om den evige rock'n'roll-tilværelse. Det er videoen til alle Twisted Sister-sange på én gang. Tag nu for eksempel koncertens andet nummer, det fremragende ”Bruane brenn”, hvis omkvæd lyder ”aldri gå på jobb igjen / for heile livet svinne hen / ska aldri gå på jobb igjen / og alle jævla bruer brenn”. En fremragende, punket ørehænger, der denne aften syntes gjort af al den rastløshed og oprørsk energi, der findes i verden. Den nye sanger Ivar Nikolaisen gjorde det fabelagtigt som frontfigur, og bandet lød virkelig sammenspillet den forholdsvis nylige udskiftning til trods.

Denne aften på Hades fungerede sekstettens blanding af punk, hardrock, black metal og en helt sublim fornemmelse for melodiøsitet suverænt. Tag for eksempel den bøllede og dybt underholdende tempotramper “Fossegrim”, der ikke ligger milevidt fra landsmændene Turbonegros udtryk (der jo også var igennem et forsanger-skifte). Energien strømmede fra scenen, og Kvelertak kom ikke bare ud over scenekanten. Den var milevidt bag dem, og de havde forladt den på deres ultrapotente pikrock-raket. Beklager, det lyder måske vulgært, men Copenhells Hades-scene fik en afslutning, der var den værdig. Og publikum sang med på guitarriffet til den episke basker ”Blodtørst”, for ja. Man må godt lå'e. Fuck fine fornemmelser lige nu.

Kvelertak gik fra sejr til sejr under denne koncert. Eksempelvis det intense ”Berserkr”, hvor forsangeren forlangte en circle pit af publikum, eller et nummer som ”Månelyst” som, som det meste af Kvelertaks materiale, tydeligt afslører sine musikalske forbilleder, men blander dem sammen på en så sjask-charmerende og knallertagtigt uimponeret måde, at det bestemt ikke gør noget. Det er eksempelvis tydeligt i den afsluttende selfiesang ”Kvelertak”, der næppe havde eksisteret i sin nuværende form uden AC/DC, men hvad gør det, når Kvelertak så dygtigt kan tage greb om publikums hals og massere dem blidt hen mod det, der viste sig at være en særdeles happy end?

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA