ANIMA: Thom Yorke

ANIMA
Thom Yorke

Dystopisk solo-hovedværk et sted mellem Orwell og Jung

GAFFA

Album / XL Recordings
Udgivelse D. 27.06.2019
Anmeldt af
Simon Heggum

Det er en lyksalig tid at være Radiohead-fan. Tidligere på måneden smed bandet 18 timers ufiltreret OK Computer-nostalgi efter os (som undertegnede gennemlevede samtlige timer af), og kort efter annoncerede Thom Yorke så sit tredje soloalbum. Tredje, hvis du ikke tæller Atom for Peaces Amok med.

Så lad os springe direkte til fadet! For det er det, I er kommet efter. På ANIMA står Thom Yorke for alvor frem som en solokunstner under eget navn. ANIMA ligger sonisk og sangskrivningsmæssigt i tråd med de to andre sololalbums The Eraser og Tomorrow's Modern Boxes og bygger faktisk en bro mellem de to. ANIMA er mere sangbaseret end Tomorrow's Modern Boxes og mere abstrakt end The Eraser, og det skaber en utrolig interessant hybrid mellem det melodiøse og det ufremkommelige, elektroniske terræn, som Yorke bevæger sig i på egen hånd.

Tematisk kan ANIMA på en underlig måde ses som konsekvensen af den tematisering, som Yorke begyndte at skrive om på OK Computer, og vi møder et stærkt syntetisk lydbillede, hvor teknologien har taget helt over. Åbneren og højdepunktet: ”Traffic” udmærker sig med hektiske Burial-beats og dybe, distortede analoge synths, mens Yorke besynger den perfektionistiske overhalingsbane i cyberspace, og om at blive kvalt i foie gras (?!), mens de afklippede synths i outroen sjovt nok minder om Alice Deejays uforglemmelige ”Better Off Alone”. Radiohead-outtaket ”Dawn Chorus” sender hilsener til Kraftwerks Radioacitivity i sin statisk, støjende stilstand, komplet med syntetisk fuglekvidren og Yorke, der savner et menneske, som er blevet fanget i teknologiens mørke.

På den foranderlige ”Twist” blandes jazzguitar med et spastisk breakbeats og en sample fra Radioheads egen ”15 Step” af glade børn, mens Yorke bevæger sig i horrorlignende tekstforløb. ”Not the News” står med sit metronome-sample, det svirrende beat og sine klirrende synth-stabs frem som pladens anden store sang, mens Thom Yorkes indleder fake news-oden med ”Who are these people?”. ”The Axe” bliver nærmest bliver komisk på sin egen facon, da det meste af teksten lyder som en gammel mand, der er sur på sin telefon (Goddamn machinery/Why don’t you speak to me/one day I’m gonna take an axe to it), mens musikken blander snublende balkan-beats med noget, der mest af alt lyder som olietønder. Også ”Impossible Knots” skilder sig ud med en håndspillet dub-bas.

Der er nok at tage fat på, og jeg kunne fylde tre sider med flere detaljer, for ANIMA er et af den slags album, der vokser – især hvis du lytter med høretelefoner, hvor det pludselig går op for en, hvor mange detaljer Yorke og hofproducer Nigel Godrich har smidt ind på pladen. Det gjorde en decideret forskel, fra da jeg indledningsvis hørte albummet på højtalere. Det er simpelthen en fornøjelse at blive suget ind i ANIMAs drømmende dystopiske lydunivers af lige dele George Orwell og Carl Gustav Jung.

Thom Yorke er ikke Radiohead-light, som han var på The Eraser, eller en dårlig kopi af Warp Records-kunstnere, som på Tomorrow's Modern Boxes. Begge plader er stadig gode og relevante, men på ANIMA står Thom Yorke endelig på egne ben ud af de ellers enorme skygger, hans band har kastet over ham. Erfaringen med soundtrackarbejdet på Susperia har kastet af guld af sig, og ANIMA er Yorkes første egentlige hovedværk under eget navn. Lad dig ikke snyde af de ufremkommelige terræn – det her er stort!

Og så bør jeg også nævne den Paul Thomas Anderson-instruerede kortfilm, der følger udgivelsen af albummet til dem af jer, der har et Netflix-abonnement. Denne film kaster klarere lys over albummets kryptiske dystopi, da den caster Yorke og hans kæreste – skuespilleren Dajana Roncione – i et surrealistisk dansemekka. Hovedinspirationen er tydeligvis Georige Orwells 1984, som indeholder en af litteraturhistoriens mest hjerteskærende kærlighedshistorier mellem Winston og den unge rebel Julia.

Hvorvidt Yorke og Roncione spille disse karakterer ved jeg ikke, men filmen beskriver ganske filmisk de store mure, det moderne informationssamfund kan bygge mellem mennesker, og hvor meget man kan længes efter intimitet på tværs af en internetopkobling. Der er noget tragisk og dystert på spil i dansevideoen, især når Yorke og Roncione næsten får nærkontakt i ”Dawn Chorus”, eller Yorke kæmper sig op af en hvid mur under ”Traffic”. Eneste problem er måske hovedpersonens skuespil, slapstick og dans – man kan sige meget om Thom Yorke, men Charlie Chaplin eller Fred Astaire – det er han sgu ikke! En stor anbefaling herfra.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA