GUIDE: 18 timers OK til din Computer – del 3

GUIDE: 18 timers OK til din Computer – del 3

GAFFAs skribent Simon Heggum har sat sig for at høre samtlige 18 timer af de netop udgivne Radiohead-minidisks og udarbejde en guide. GAFFAs læsere kan nyde skribentens tur ind i OK Computer's outtakes og opleve skribentens egen forstand forsvinde i takt med musikken. Dette er del 3. Du kan læse del 1 her og del 2 her.

MD123 – MD124

Disc 13 er den korteste af alle discs og indeholder primært akustiske skitser, hvor et par stykker er hørt før, mens andre ikke er værd at nævne. Første demo, ”Silicon Valley”, er en meget skrapet demoversion af den senere b-side ”Palo Alto” der dukkede op i en væsentlig mere funktionel version på Airbag/How am I Diving?-ep’en, mens instrumentalskitsen ”Harmonic Riff” er mest bemærkelsesværdig for at lyde som en avantgarde-version af Cornershops ”Brimful of Asha”, mens den korte demo af den mægtige b-side ”Polyethelene” er smuk – og faktisk også lidt rørende.

Så er disc 14 straks mere interessant, med sine ene time og tolv minutter, hvilket gør den til den næst længste disc. Hele disc 14 er lutter koncert- og soundcheckoptagelser. Det er efterhånden normalt, at bands prøver nye sange under deres soundchecks, og Radioheads soundchecks har været legendariske blandt fans i mange år, og selvom det kun er små bidder, vi får af nye sange her, er især ”My New Clothes” interessant. Den lyder simpelthen, som man havde forestillet sig en egentlig opfølger på The Bends. Så derfor forstår man hurtigt, hvorfor bandet sorterede den fra. En version af ”Airbag” afløser og byder på endnu en anderledes version, der mest af alt lyder som ren radiorock.

Det er svært at agere kritisk over for et band i soundcheck-mode, men det er sjovt at høre bandet famle sig lige så stille ind i sangen, ind til den pludselig bliver afbrudt af en liveversion af ”Electioneering”, hvor den karakeristiske koklokke endelig er kommet på. Man kan undre sig over, at Radiohead fjernede Ed O’Briens dejlige kor i versene, i den endelige version, og jeg er faktisk tæt på bedre at kunne lide denne version af sangen, bortset fra et tredje vers, hvor Yorke lyder som en vært på Ramasjang.

Af andre nye indslag kan tre versioner af ”Attenzione” nævnes, der præges af at bandet vist aldrig helt fandt ud af, hvad de skulle med sangen. Måske fordi de fandt ud af, at den lyder som en lettere anonym version af ”Bones” fra The Bends. Dog bliver omkvædet mere og mere catchy med tiden, og man kunne godt have forestillet sig sangen som en fanfavorit eller b-side engang. Den allersidste version af sangen giver mig faktisk lyst til at høre en studieindspilning.

Ellers er der faktisk ikke meget nyt under solen, da mange af numrene er gentagelser fra de forrige liveoptagelser. ”Stampede Elephants” er kun meget få minutters guitarrod, der ikke når at gøre indtryk, da der bliver klippet væk. ”Manhattan Dogs”, der kun er Thom Yorke med en meget udefinérbar akustisk guitar, får mig til gengæld til at ønske, at jeg kunne høre hele sangen i stedet for den skæve soundcheck-optagelse. For det er første gang i et stykke tid jeg får fornemmelsen af glemt guld! Resten af discen indeholder soundcheck version af ”Paranoid Android”, ”Airbag” og naturligvis ”I Promise” – TO gange.

Nu kan jeg nemt brokke mig, og jeg skal indrømme, at jeg springer rundt i den sidste del af discens spilletid – og det er ikke kun på grund af ”I Promise”. Metaltrætheden over de ufærdige versioner er ved at være nået efter snart 14 timer, men til gengæld er disc 14 en ret fascinerende indsigt i, hvordan Radiohead arbejder på scenen, inden de spiller koncert.

Jeg har det, under de mange soundcheck optagelser, som om jeg står på scenen med drengene, og denne oplevelse bliver endnu mere realistisk, når man hører en lydmand sige ”cool!” til Thom Yorke, efter de har lavet linecheck på hans guitar, eller når Ed O’Brien brokker sig over Phil Selways manglende trommer i hans monitor. Jeg har faktisk nærmest en ”ud ad kroppen”-oplevelse, da Colin Greenwood falder naturligt ind på bassen, i første optagelse af ”Airbag”.

Om det er min efterhånden gennemsyrede radiohjerne eller de mange timers musik, skal jeg ikke kunne sige.

MD126 – MD128

De sidste discs i samlingen indeholder overvejende det materiale, jeg plejer at være mindst interesseret i, på den her slags arkivmateriale: Tidlige eller alternative mix. Det kan være skægt at lytte til den slags, hvis der dukker et nyt spor op til en sang, man kender godt, men andre gange tager man sig selv i at tænke, at et mix er stort set identisk med den endelige version.

I det her tilfælde er det ikke uhyre interessant, selvom der er en højere gulvtam på en version af ”Let Down” og lidt tydeligere kor på ”Karma Police”. Faktum er dog, at miksene ikke ligger langt væk fra det endelige resultat, og hele disc 16 kan snildt ses som en slags alternativ version af selve OK Computer.

En sang, der dog er sjovt at få et indblik i er den fantastiske ”A Reminder”, som sampler en lufthavn i myldretid, mens bandet slæber sig igennem nummeret i baggrunden. Det er sjovt at høre bandet kæmpe mod feltoptagelserne igennem de forskellige miks, men der er ingen tvivl om, at den endelige version er den bedste. Det fungerer lidt som en reminder. Hø hø…

Vi er snart i den gyldne 17 time med Radiohead, og du, min kære læser, må bære over med mig, hvis jeg hopper lidt let over disse discs. Der er ikke meget andet under lyset end de endelige miks til den version af OK Computer, vi allerede kender.

Den alternative vokal-take af ”No Surprises” er lidt sjovt, da Thom Yorkes croon er endnu mere opgivende på denne version. En vigtigt faktor, der spiller ind i tekstens depressive, selvmordstruede hverdagstristesse, som altid har stået i dæmonisk kontrast til nummerets vuggevise-agtige stemning. Dog er den endelige vokal at foretrække.



De sidste to discs indeholder også et par akustiske demoer, hvor især den unavngivne, smukke klaverballade på disc 17 peger direkte frem til Amnesiac og store sange som ”Pyramid Song” og ”You and Whose Army?”. A cappella-demoerne af ”A Reminder” (tydeligvis indspillet på en diktafon) er også virkelig smukke og får mig til at undre mig over, hvorfor man kan hade Thom Yorkes stemme. Manden synger jo som en engel. Dog er 11 minutter og syv a cappella-takes lige nok for mig efter snart 18 timers Radiohead.

Disc 18 indeholder også to unavngivne demoer med Thom Yorke, som dog ikke er noget at råbe hurra for. Dog minder de begge to meget om de mere udadvendte folk- og blues-inspirerede tendenser på de mere rockede indslag fra Hail to the Thief og In Rainbows. Jeg mener faktisk, at den ene demo indeholder spor af den mærkværdige singe ”Go to Sleep” fra Hail to the Thief. Så er der i øvrigt et helt spor, hvor Thom Yorke beatbokser over noget, der lyder som en anden verdenskrigsdokumentar. Jeg tror, vi stopper her!

Jeg er ved at være ved vejs ende med disse guides, og der har været mange bump på vejen, og jeg må indrømme, at jeg glæder mig til at komme ud af cyklussen nu. Man kan godt få for meget af en god ting! En vis hovedpine og træthed har ramt mig, og den store mængde kaffe, jeg har indtaget i løbet af processen, er begyndt at sætte sig i min blære. Men inden vi lukker ned, bliver jeg nok nødt til at italesætte elefanten i rummet.

Lift

Blandt mange inkarnerede Radiohead-fans har der været en stor fordel ved hele denne mærkværdige minidisc-historie: Vi har endelig fået den version af sangen ”Lift”, som vi har længtes efter. 

"Lift” er en legendarisk størrelse i Radiohead-regi. En sang, som så lovende ud, da bandet begyndte at spille den på turnéerne mellem The Bends og OK Computer. Med brusende guitarer, høj energi, symfoniske synthesizere og Thom Yorke, der for første gang synger direkte henvendt til sig selv: ”So lighten up squirt”. Det kan lyde fjollet, men i manges øjne var den sang netop Radioheads nøgle til at låse sig ud af det one hit wonder-image, de havde fået visse steder efter ”Creep”.

Det er ikke svært at se, hvorfor fans og anmeldere havde det sådan. For sangen er en enorm stærk poprocksang. Den indeholder den melodiske finesse og de hårde guitarer fra The Bends og besidder samtidig de symfoniske kvaliteter, som bandet ville forfine på OK Computer. Mange mente, at denne sang ville blive en af Radioheads helt store sange og så frem til at høre den på OK Computer. Dette skete, som vi nu ved, aldrig? Hvorfor?

Ed O’Brien, der i nyere tid oftest fungerer som bandets talsmand, har sagt, at bandet følte sig presset til at indspille en ordentlig version af sangen. Det lå i kortenen, af ”Lift” havde potentiale til at blive en ny ”Creep”. Deres management og pladeselskab elskede ideen om dette, og det passede Radiohead dårligt. Allerede nu var bandet ved at tegne et image af den kommercielle modvillighed, der har fulgt dem hele vejen til i dag. Så ”Lift” blev aldrig udgivet den gang. Da OK Computer udkom, var den ikke at finde på tracklisten, og den dukkede heller ikke op som b-side på Parnoid Android, Karma Police, No Surprises eller Airbag/How am I Driving?-singlerne.

Sangen gik i glemmebogen og blev en slags legende blandt fans. Et kæmpe behov, som bandet aldrig indfriede. Radiohead flirtede indimellem med nummeret og spillede eksempelvis en langsom, omarrangeret kraut-version af den tilbage i 2002. Men heller ikke denne version så dagens lys.

Så da den udvidede deluxe-version af OK Computer, med det mildest talt fjollede navn OKNOTOK, udkom sidste år, var fans i ekstase. For ud over uudgivne sange som ”Man of War” og ”I Promise” (suk…) så ville vi endelig få den version af ”Lift”, som vi havde længtes efter. Og ganske rigtig blev den deluxe-versionens tredje single, komplet med en flot video instrueret af Oscar Hudson.

Men der var alligevel noget i vejen! Versionen af ”Lift” besad ikke den energiske, stemningsfyldte rock-energi, som de legendariske liveversioner fra 1996 havde. Guitarerne var roligere, trommerne lave og forsigtige, og Thom Yorke sang pænere, end man havde regnet med. Den officielle version af ”Lift” føltes som en uforløst orgasme. Det hele var stadig meget rart, men den ultimative forløsning lå simpelthen ikke i dette miks.



Så jeg kan glæde den tålmodige læser med, at vi endelig får den her. ”Lift” dukker op hele ni gange i løbet af de 18 timer, og det er på disc 15 og 16, at du endelig finder de definitive versioner af den sagnomspundne sang. Vel at mærke ni minutter og seksogfyrre sekunder inde på disc 15 og en time og et kvarter inde på disc 16. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvilke af versionerne jeg foretrækker. Det første miks er mere symfonisk, med synth-strygere – måske i et forsøg på at passe den ind i lyden på OK Computer, mens den anden er væsentlig mere rocket. Endelig har vi en version, der rammer stemningen fra den legendariske liveversion fra Pinkpop-festivalen i 1996.

”Lift” er et fascinerende klenodie, som ene og alene er alle pengene værd for Minidisc (Leaked). Det står som et postkort over det band, Radiohead kunne have været. Det 21. århundredes førende stadionband. Men det havde bandet bare ikke lyst til at være. ”Lift” er beviset på, at Radiohead kunne have været verdens største rockband og tegner samtidig den mest tydelige bro mellem The Bends og OK Computer.

Dens umiddelbare kommercielle appeal er uimodståelig, og for andre bands havde det været direkte forrykt at smide sangen ud – men ikke for Radiohead. Radiohead beviste her, for alvor, at de ikke gad at spille andres spil og ville gå deres egne vegne. Og det gjorde de på OK Computer, som trods deres modvillighed blev karrierens hidtil største success. Radiohead blev verdens vigtigste band på en anden måde.

Hvilket også gav dem bagslag. Men det er en anden historie, og den må vente til en anden gang.

OK Radiohead

Minidiscs (Leaked) er en voldsom blandet landhandel. Det må man forvente af 18 timers materiale, der er råt, uklippet og uredigeret. Jeg har undervejs været ved at opgive projektet flere gange. Jeg blev distraheret af en lyst til at høre andet musik. Jeg oplevede sågar afsky undervejs og svor aldrig at høre Radiohead igen. Men jeg holdt alligevel ved.

For jeg elsker Radiohead, og Minidiscs (Leaked) er et meget fascinerende indblik i et band, der stod ved en skillevej. De kunne vælge at gøre hvad fans, presse og pladeselskab havde regnet med og lave en større og endnu mere melodiøs version af det overraskende succesfulde The Bends. Eller de kunne vælge at gå deres egne vegne.

Myten har altid været intakt og resten af verden har aldrig vidst, hvad der lå forud for disse valg. Radiohead fremstod som en fasttømret enhed. En slags kreativ knude, der ikke kunne lave fejl (og nej, The King of Limbs er ikke en fejl). Minidiscs (Leaked) beviser, at Radiohead bare er et band af mennesker. Mennesker lige som alle os andre. Den viser alle de valg, bandet kunne have truffet. De valg de ikke traf, og de retninger de valgte at undgå. Minidiscs (Leaked) beviser, at Radiohead er lige så menneskelige som du og jeg. Derfor vil jeg på det varmeste anbefale, at du giver nogle af disse discs et lyt.

Bare lov mig at skru forbi ”I Promise”, hvis jeg er i nærheden.



 




 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA