x
Stadig vred og stadig værd at lytte til

Skunk Anansie, Tinderbox, Rød Scene

Stadig vred og stadig værd at lytte til

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Skunk Anansie skulle egentlig have spillet på Tinderbox sidste år, men de aflyste hele deres turné, fordi de skulle færdiggøre deres kommende album. Dette album er stadig ikke kommet, om end det skulle være på trapperne, og nu er Skunk Anansie så draget ud på turné og har faktisk tourpremiere på Tinderbox, deres første fuldlængde-koncert i mere end to år.

Bandet er især kendt for deres karismatiske sangerinde Skin, der da også indtager Rød Scene på passende dramatisk vis iført en sort maske med en slags vinger samt sort kappe. Hovedbeklædningen og kappen ryger dog af efter første nummer, og herfra og koncerten ud er Skins velkendte skaldede isse blotlagt. Det er hendes stemme i sagens natur også, men i showets første par sange virker den ellers så potente vokal overraskende tynd, især i sangen ”All in the Name of Pity”, hvor Skin synger i et meget højt leje. Det bliver dog hurtigt meget bedre, og bandet bag Skin – guitarist Martin ”Ace” Kent, bassist Richard ”Cass” Lewis og trommeslager Mark Richardson – samt en live-keyboardspiller og -korsangerinde spiller solidt sammen. Det er dog tydeligt, at Skin er hovedpersonen, og der bliver kun plads til et par korte guitarsoloer undervejs.

Gruppen blev dannet i 1994 og har altså 25 års jubilæum i år, hvilket også fremgør af Mark Richardsons trommeskind. Deres kommercielle storhedstid var i 90’erne, og en stor del af sangene er da også hentet herfra, lige fra åbningen ”Charlie Big Potato”. Bandets blanding af halvtung rock og en meget alsidig, både skrøbelig og snerrende kvindevokal både var og er relativt usædvanlig, og man kan undre sig over, at de fik så kort tid i toppen af hitlisterne, om end de heller ikke gjorde det nemt for sig selv ved at gå i opløsning i 2001. De fandt sammen igen syv år senere, men kom aldrig tilbage til 90’ernes hitform.

Hitballaden ”Hedonism (Just Because You Feel Good)” sætter gang i fællessangen, og det samme gør et andet hit i den mere afdæmpede afdeling, ”Weak”, med akustisk rytmeguitar fra Skin. Under førstnævnte tager Skin også på en hurtig gang crowdsurfing, hvilket hun selv grinende indrømmer, hun ikke havde forberedt vagterne på – tværtimod, men selvfølgelig skal Skin crowdsurfe, det ligger i hendes natur. Hun løber i det hele taget temmelig meget rundt på scenen og arbejder hårdt på at kommunikere med publikum, og de lytter også til hende. Altså dem, der er mødt frem, for her klokken 14 er pladsen langtfra fuld.

Skunk Anansie har altid været et politisk band, så naturligvis kommer Skin med en kritik af ”the Brexit bullshit” og opfordrer alle til at stoppe enhver form for racisme og sexisme. Et altid velkomment budskab, som der dog næppe er mange i publikum, der kan erklære sig uenige i – men ja, det er godt at minde os om det igen og igen. Senere får vi et helt nyt nummer, som dermed har livepremiere og at dømme efter omkvædet hedder ”This Means War”, og som viser gruppen fra sin mest aggressive side. Der er nærmest tale om rap-metal ikke helt ulig Rage Against the Machine, og det bliver spændende at høre denne sang i indspillet udgave.

Den eksplicit antiracistiske ”Intellectualise My Blackness” og ”Yes, It’s Fucking Political” bliver de sidste to sange fra et band, der ikke længere er ungt, men stadig er vredt og stadig værd at lytte til. Og deres budskaber, de er desværre evigt aktuelle.

 

Sætliste:

Charlie Big Potato

All in the Name of Pity

Because of You

I Can Dream

Hedonism (Just Because You Feel Good)

My Ugly Boy

Squander

Weak

Follow Me Down

Love Someone Else

God Loves Only You

Can’t Get By

Cheap Honesty

Ny sang (This Means War)

Intellectualise My Blackness

Yes, It’s Fucking Political


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA