Elektronisk Dans og Middelmådighed

Swedish House Mafia, Tinderbox, Rød Scene

Elektronisk Dans og Middelmådighed

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Det var som skrevet i store Tinderbox-sten, at Swedish House Mafia en dag skulle vende tilbage for give festivalen en altoverskyggende magtdemonstration af en trippel-dj-koncert. Hver og en har de tre svenske superhelte af elektronisk dansemusik, EDM, vist deres tydelige værd på enten Tinderbox eller Magicbox henholdsvis som duoen Axwell ^ Ingrosso og Steve Angello ganske alene. Som dansemusikkens svar på Avengers tårnede de frem på Rød Scene massivt og frygtindgydende med minimal belysning af de tre figurer oven på en monumental klods af lys og bas.

Alle vil gerne noget mere. Skuespilleren vil være musiker, musikeren vil være maler, maleren vil være instruktør, instruktøren vil være forfatter, og de store EDM-musikere vil gerne spille en "rigtig" koncert. På den måde fik Tinderbox' publikum en massiv 98 minutters koncert, der gav rigelig plads til hver eneste opbygning og afslutning, således at det sædvanlige miks af numre og spændende samples var stort set fraværende under en masse start og stop uden den helt store effektive fest pr. minut-ratio, som ellers blev helliggjort af Diplo to dage inden.

Der var ingen tvivl om, at Swedish House Mafia selv synes, de har fat i den lange ende, når et langt gentagende sample af Temper Traps "Sweet Disposition" bliver ledsaget af rænessancemalerier på skærme, der eller forbliver EDMinimalistiske i sort/hvide farver. 

Det er egentlig simpelt nok at vurdere EDM, der som bekendt mangler mange elementer fra mere traditionelle live-koncerter. Der er så at sige altid en vifte af gamle og nye virkemidler, der kan tjekkes efter. Et af de virkemidler af brugen af effekter som fyrværkeri, og med hensyn til showet med Swedish House Mafia, må man prise sig lykkelig for, at der i år ikke har været afbrændingsforbud. De raketter og fontæner, som markerede de hårdtslående beats var EDMageløse.

Swedish House Mafia var ikke helt de oplagte lukkere til årets festival på samme måde som de mere folkelige dj's David Guetta eller Calvin Harris år tilbage. Sættet, de præsenterede var målrettet fans af de tre mænd hver især med en stor godbid til SHM-fans til sidst, hvor de tre store hits faldt nærmest i rap uden showets begyndende tøven og vævende opbygning. Det mere poppede "One" blev en underlig sag, der først skulle drilles igang med flere falske opbygninger og så senere opløftes med en smuk og overdådig Wagnersk kæmpe orkesterudgave af nummeret akkompagneret kun af flotte stemningsfyldte videobidder. Desværre var det kun et mindre højdepunkt i en ellers meget mekanisk koncert.

De små afstikkere virkede friske, men ikke fortjente for en koncert, der levede tårnhøjt på tre svenske mænds ukuelige brand. Steve Angellos "Knas", som lyder mere hollandsk en svensk forfriskede med sin lidt gakkede og bouncy basgang, og Axwell ^ Ingrossos "More Than You Know" bragte sammen med Knife Party-samarbejdet "Antidote" en forhåbning om lidt større uforudsigelighed og legelyst med temposkift og mix. Desværre var de fine øjeblikke ganske EDMomentære. 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA