x
Phil kom forbi og spillede noget af det gamle

Philip H. Anselmo & the Illegals, Avalon

Phil kom forbi og spillede noget af det gamle

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Der er blevet sagt, skrevet og diskuteret meget om Roskildes potentelt problematiske booking af Phil Anselmo, der er gået hen og blevet en hyppig gæst på festivalen, og ud over en kort strøtanke om, hvorvidt de mon også kunne finde på at booke Morrissey i disse tider, får den diskussion lov at hvile her til fordel for musikken og ikke mindst selve koncerten.

Ifører man sig ja-hatten, er det jo fantastisk fedt, at Phil Anselmo sammen med The Illegals her giver os, der aldrig fik oplevet Pantera live, muligheden for at nyde de udødelige klassikere fra hestens egen ”mouth of war”, der også starter koncerten. Tager man imidlertid de mere skeptiske briller på, kunne man argumentere for, at Phil sgu nok bare har accepteret, at der ikke er synderligt mange, der interesserer sig for det dødsmetal, der oprindeligt var hensigten med at danne The Illegals, og i stedet har fundet sig nødsaget til at stå front for en cover-bandversion af sit eget stilskabende orkester og give folk det, han ved, de gerne vil høre: noget af det gamle.

Ligegyldigt hvilken teori, man vælger at abonnere på (sandheden er jo nok et sted imellem de to), virkede han sgu oprigtigt glad for at stå der på Avalon, og det var helt tydeligt ikke uden en vis stolthed og tilfredhed, at han mærkede publikums begejstring over den medbragte sætliste.

For jo, gu fanden var det da fedt at høre manden flå sig igennem aggressive klassikere som ”Becoming”, ”I’m Broken” og naturligvis ”Fuckin Hostile”. Også selvom der er et stykke til den bidske og hyperaktive pitbullterrier af en frontmand, han engang var. Bevares, han er også blevet ældre, men der var perioder, hvor han var lige lovligt stillestående og tyggegummityggende, mens han med struttende vom forsøgte at svinge sig op til tidligere tiders triumfer. Det lykkedes ikke helt, men mindre kunne også gøre det.

Stemmen er ikke længere lige så stærk som sangene, men derfor kunne man nu godt have mikset den lidt længere frem i lydbilledet, for han kunne nu sagtens være den vokale indsats bekendt, særligt under ”This Love”, hvis knastørre omkvæd faldt tungt som en armbolt på en æggebakke.

The Illegals gjorde det hæderligt som Pantera Jam, og Phil selv fremstod helt jovial, som han fik publikum til at synge fødselsdagssang for en fan og dedikerede ”Yesterday Don’t Mean Shit” til en fireårig (min vurdering) knægt med lyserøde hørebøffer på, der havde en fest på sin fars (igen mit gæt) skuldre. Han virkede desuden klædeligt ydmyg og taknemmelig for både at få lov til at vende tilbage til festivalen og for publikums reaktioner.

Selvfølgelig fik vi en hyldest til DImebag og Vinnie Paul, og nærmest som var det en naturlov fik ”Walk” teltdugen til at lette, og herefter var det som om Anselmo fandt et ekstra gear og trådte gaspedalen i bund.

Godt nok var han koncerten igennem et stykke fra den vokale gennemslagskraft, han engang havde, men han redde meget hjem på charmen og engagementet, og på den ene side var det ikke så godt, som man kunne have håbet på, men på den anden side heller ikke så slemt, som man kunne have frygtet. Godkendt indsats og glædeligt genhør.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA