x
Rival Sons i dansk-svensk svedtriumf

Rival Sons, Kulturværftet, Helsingør

Rival Sons i dansk-svensk svedtriumf

Anmeldt af Rasmus Heide | GAFFA

Helsingør har et lækkert spillested ved navn Kulturværftet. Her er god lyd, venligt personale, flot indretning og … ingen udluftning. Selv på en kølig regnvåd juliaften, hvor temperaturen udenfor er sval, lykkes det ikke at få en tålelig temperatur indendøre.

Ligesom gradtallet på termometeret er publikums gejst oppe at ringe. Så meget, at der allerede er taktfaste råb på bandet, mens intromusikken spiller. Det dansk-svenske publikum er mere end tændte. Men da bandet entrerer scenen og lægger ud med “Open My Eyes”, går der næsten for tidlig sædafgang i den. Det forholdsvis adstadige åbningsnummer trækker i hvert fald luften lidt ud af folket, og bandet virker en smule måbende over situationen.

Som (næsten) rosinen i pølseenden på bandets Europaturné får Helsingør sin ilddåb med Rival Sons, og om stemningen bare altid er så løssluppen i byen, eller det skyldes blandingen af tilsejlende svenskere og os andre tilrejsende fra det danske opland, står hen i det uvisse.

Det siger noget om danskernes smag for Rival Sons, at aftenens koncert er bandets anden Sjællandkoncert på fire måneder – og til november besøger de Train i Århus.

Som til bandets triumfkoncert på Vega i marts får vi hele deres seneste album Feral Roots minus to numre, hvilket igen understreger, at Rival Sons laver ny musik for at spille den og opdrage deres publikum til at lytte efter. Det er modigt og det eneste rigtige.

Numrene svulmer, og trommeslageren leger
Heldigvis holder numrene, og det er en fryd at opleve et band, der har taget rejsen fra forholdsvis enkel bluesrock til noget større, hvor numrene svulmer og udvider sig opad og udad, og ender som små rejser, man kan svømme hen i. (Hvis bare der ikke havde været så forbandet hedt i salen!)

“Look Away” er et af de nye numre, vi ikke fik på Vega (hvor det var erstattet af “Imperial Joy”). På hver sin guitar giver Scott Holiday og Jay Buchanan os en akustisk introduktion til nummeret, der vokser og bliver den første af flere store lytteoplevelser i aften.

Fra modsatte ende af repertoiret kommer storhittet “Pressure and Time” og vækker det lyttende publikum til fornyet begejstring. Trommeslager Mike Miley hygger sig som en legesyg spilopmager, der konstant pynter på rytmen og fylder ud med præcise markeringer, hvor resten af bandet efterlader huller.

Ubegribelig fandenivoldsk
Hele aftenen igennem oplever vi et Rival Sons med en stor lyst til at jamme og strække ben, når det tager dem. Således også den rørende “Face of Light” (tilegnet forsanger Jay Buchanans søn derhjemme), som får hæftet en helt ny mellemsektion på, hvor Buchanan og Holiday igen efterlades alene på scenen, for at udforske området omkring sangens originale opbygning – inden de finder tilbage til dens eksplosive klimaks.

“Too Bad” ender også i en vokal kraftpræstation, som ser ud til at trække tænder ud selv på Jay Buchanan. På ubegribelig vis bliver han ved med at synge fandenivoldsk og energisk og med enorm dynamik til trods for syv års intenst turnéliv med Rival Sons.

Det dansk-svenske mandekor her lige uden for Kronborg er i topform, og efter “Feral Roots” fortsætter de med at synge sangens tema, længe efter den er slut – så Holiday til sidst må afbryde med riffet til singlen “Electric Man” fra Great Western Valkyrie. Igen et nummer, der bliver mødt af jubel, og selv om vi måske ind imellem sporer en turnétræthed hos Buchanan – fermt forsøgt skjult bag benovelse over publikums jubel – så er det en af de aftener, hvor publikum ikke lader bandet slappe af.

En magisk oplevelse
Ud over de nye numre indeholder sættet de samme ældre numre som i Vega, og man kunne godt drømme om mere variation, når bandet nu krydser sit spor her hos os.

Men sættet er vendt rundt, så efter den ordinære del har klimakset med en voldsom “Keep on Swinging”, tager bandet os igennem en opvisning i dynamik. Første ekstranummer er nemlig sjælesørgeren “Jordan” i en super afdæmpet udgave, hvor Buchanan sætter sig ned og nærmest hvisker teksten om at miste en, der står dig nær. Salen er tyst som graven (ud over en enkelt tosse, der bliver truende, når andre tysser på ham), og det er en magisk oplevelse.

“Do Your Worst” fra det nye album afslutter aftenen – igen med det vokalstærke publikum i centrum, og da vi skilles er både vi og Rival Sons udmattede og tilfredsstillede. Bagest i salen er dobbeltdørene blevet åbnet ud til den friske aftenluft, som gør godt efter halvanden time i Helsingørs svedboks.

Sættet:
Open My Eyes
Sugar on the Bone*
Back in the Woods*
Look Away*
Pressure and Time
Too Bad*
All Directions*
End of Forever*
Face of Light
Feral Roots*
Electric Man
Keep on Swinging
Jordan
Shooting Stars*
Do Your Worst*

*fra Feral Roots, 2019

Line-up:
Jay Buchanan - vokal, guitar, percussion
Scott Holiday - guitar, vokal
Mike Miley - trommer, vokal
Dave Beste - bas, vokal
Todd Ögren - keyboards, vokal, percussion


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA