x
Suede-publikum 2-1

Suede, Smukfest, Bøgescenerne

Suede-publikum 2-1

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det går som bekendt op og ned i showbiz. Hvad der på papiret ligner en vinderkombination af Suede og Smukfest fredag aften, viser sig at blive en tur op ad bakke for orkestret, i hvert fald for at vinde publikums gunst. Man skulle ellers tro, at et band, der havde deres storhedstid i 90’erne, og som har spillet på Smukfest flere gange før og altid har haft en stor fanskare i Danmark, ikke burde have problemer med at ramme festivalgæster, hvis gennemsnitsalder er 38. Men faktum er, at selvom gruppen spiller en koncert, der musikalsk er absolut i orden, skal vi tre fjerdedele ind i sættet, til hittet ”Trash”, før der for alvor begynder at komme gang i andet end de første 10-20 rækker på en plads, der nok er pænt besøgt, men bestemt ikke pakket.

Gruppen arbejder dog absolut for sagen. De kommer imidlertid bogstavelig talt lidt skævt ind på publikum, da den karismatiske forsanger Brett Anderson af uvisse årsager mest vender siden til fansene og kigger ind i scenevæggen i åbningsnummeret ”As One” fra sidste års album The Blue Hour. En dramatisk ballade, der bygger langsomt op mod klimaks, og som viser sig at være en af blot fire sange fra efter gruppens gendannelse i 2010. Bandet ved nok, hvor deres kommercielle zenit ligger, om end de tre album, de har udgivet efter comebacket, absolut er hæderlige.

Herfra skynder de sig tilbage i 90’erne og ”She” fra det storsælgende Coming Up, Suedes tredje album, hvor de præsenterede den lineup, de også har kørt med siden gendannelsen, nemlig guitarist Richard Oakes, bassist Mat Osman, trommeslager Simon Gilbert, keyboardspiller og guitarist Neil Codling og så Anderson, der stadig vender siden til publikum. Han får dog omsider vendt front til bøgeskoven i tredje sang, ”Outsiders”, et andet af de nyere numre, og hvor Oakes brillerer med højelektrisk guitar.

I den efterfølgende ”We Are the Pigs” fra gruppens andet album, det kunstneriske højdepunkt Dog Man Star, begynder Anderson så for alvor at vise sig fra den karismatiske side, der gjorde ham til en så eftertragtet frontfigur i 90’erne. Han løber rundt på scenen, svinger mikrofonledningen over sig som en lasso og kaster sig på knæ på scenekanten og har tilmed stadig det meste af sin karakteristiske, lyse vokal fra dengang. Der ryger måske et par af de højeste toner undervejs, især i falsetpassagerne, men kombineret med de fysiske anstrengelser er vokalen solid, også da han senere flere gange løber ned til de forreste publikumsrækker. Stærkt er også bandets sammenspil, hvor det er tydeligt, at de har spillet de her sange mange, mange gange. Der er ganske vist ikke den store forskel på arrangementerne i forhold til de indspillede udgaver – numrene lyder temmelig meget som på pladerne, bare lidt mere rå.

Til gengæld er det noget af en hitparade, Suede disker op med, blandt andet med alle fire singler fra det selvbetitlede debutalbum, kombineret med et albumhøjdepunkt som klaverballaden ”The 2 of Us” fra Dog Man Star og et par af de single-B-sider, som gruppen altid har gjort meget ud af, og som derfor har fået deres eget liv, både live og på opsamlingen Sci-Fi Lullabies. Ikke mindst den eftertænksomme ”Europe is Our Playground”, som nærmest har fået ny betydning efter Brexit – nu er det ikke blot en kærlighedserklæring, det er en ulykkelig kærlighedserklæring.

Scenebagtæppet viser på elegant vis bandets forskellige album- og singlecoverfotos, og jeg er overbevist om, at hvis dette her havde været en almindelig indendørs Suede-koncert, ville fansene være gået amok og sunget med lige så intenst, som bøgeskoven gjorde et døgn tidligere til Lukas Graham. Det sker som sagt bare ikke, før vi kommer langt ind i sættet med sange som ”Trash” og lidt senere ”Beautiful Ones”. En ellers smuk ”The Wild Ones” med Brett Anderson alene på scenen på sparsom akustisk guitar efterlader dog skoven overraskende tavs, og publikum begynder først at synge med på den ligeledes akustiske ”She’s in Fashion” efter udførlig instruktion fra Anderson.

Suede overrasker ved at springe over deres store balladehit ”Saturday Night” og slutter med strøm på scenen til den gedigne og iørefaldende ”Life is Golden” fra The Blue Hour. For som Anderson siger, så er et band aldrig bedre end deres seneste album, og det har han ganske ret i. Dermed understreger han, at Suede er andet end et nostalgi-navn, og at de stadig har relevans her 27 år efter debutalbummet.

Hvordan skal man så vurdere en koncert, hvor bandet var veloplagt, men publikum overraskende afventende? Ja, jeg må indrømme, at jeg var særdeles godt underholdt, og derfor skal den beherskede respons ikke trække ned. Det skal da også siges, at der ikke var mange i skoven, der udvandrede, så måske er Suede bare blevet et lytte-orkester, og deres fans blevet for gamle til helt at kaste hæmningerne? Én ting er sikkert: Suede er stadig relevante, og hvis det her er britpop, så lever britpoppen stadig. Det bliver spændende at se, hvordan Smukfest tager imod Liam Gallagher i morgen.

Sætliste:

As One

She

Outsiders

We Are the Pigs

So Young

Metal Mickey

The 2 of Us

The Drowners

It Stars and Ends With You

Killing of a Flash Boy

Europe is Our Playground

Can’t Get Enough

Trash

Animal Nitrate

The Wild Ones

Beautiful Ones

Ekstra:

She’s in Fashion

Life is Golden


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA