x
Pænt, poleret og politisk korrekt

Ziggy Marley, Smukfest, Bøgescenerne

Pænt, poleret og politisk korrekt

Anmeldt af Henrik Bæk | GAFFA

Den følgende sætning vil jeg lade dig, kære læser, reflektere lidt over: "Ziggy Marley er Bob Marleys ældste søn!"

Selveste Robert "Nesta" Marley, der mere end nogen anden må regnes for reggaemusikkens ubestridte konge og manden der for alvor bragte reggaebeatet fra Jamaica ud til alle fire verdenshjørner. Bob Marley, der døde i år for 38 år siden i en alder af kun 36 år, som offer for en nådesløs cancer.

At være søn af Bob er både en velsignelse og en forbandelse, hvilket koncerten fredag eftermiddag på Bøgescenen desværre kun vidner alt for godt om.

Det hele starter sådan set fint nok med det dejligt opløftende I Am Glad, der går i gang præcis 15:30, hvilket bestemt ikke var kutyme for hans fars koncerter, der ofte var forsinkede. På nummeret synger Ziggy om den magiske trylleurt med de mange navne og proklamerer universal kærlighed. Dernæst følger titelnummeret fra det seneste studiealbum Rebellion Rises, der desværre er særlig aktuel med demonstrationerne i Hong Kong, USA og Moskva in mente. Med sig på scenen har Ziggy allieret sig med et hold bestående af fortrinsvis hvide musikere "i den bedste alder", der spiller en poleret hybrid af reggae og rock samt et par oplagte korsangerinder, der giver den gas fra første nummer. 

Tredje nummer på sætlisten, der til lejligheden er tilpasset den lidt kortere koncert som en festival ofte tillader, er Justice, der pænt og poleret glider over i det kendte Get Up Stand Up, der straks får Bøgescenens fremmødte publikum i alle aldre til at skråle med, som om det gjaldt en hård befrielseskamp imod en årelang undertrykkelse.

Herefter fortsætter fællessangen med det efterhånden kultagtige One Love, der maner til fredelig sameksistens og kærlighed. Begge farmands numre leveres med intensitet og glød, og selvom flere af Ziggys brødre tonalt set lægger sig mere op af deres berømte far, så skinner det tydeligt igennem, at der her er tale om en Marley, der fortolker Marley. Det er tydeligt at se på Ziggy, at han her er i sit es – selv hans gestikuleren og dans på scenen er en Marley værdig.

Dernæst følger et par af Ziggys egne numre, hvorefter snakken blandt publikum breder sig og en lidt mere ligegyldig stemning vinder indpas. Bag mig råber en mand "spil dog noget Marley", hvilket er lidt paradoksalt, idet alle 14 numre, der spilles denne eftermiddag, jo rent faktisk er skrevet af en Marley. Meningen er nok, at der skal spilles lidt flere af Bobs numre, og som om Ziggy har hørt den højlydte mand bryder tonerne til Is This Love igennem. Folk er atter oppe og danse og har nu igen vendt fuldt fokus mod scenen.

Sådan fortsætter det indtil Ziggy runder koncerten af med det ultimative reggae-dansenummer Jamming, som hans far udødeliggjorde tilbage i 1980, da han optrådte live til Zimbabwes officielle befrielsesfest og sjovt nok – med en dengang stordansende 12 -årig Ziggy ved sin side på scenen.

Ziggy leverer det han skal, men heller ikke mere. Kun en enkelt gang henvender han sig til publikum for at høre om de har det godt, men ellers kunne koncerten lige så vel have fundet sted i Sverige eller Tyskland, som Ziggy også gæster på sin sommer tour. Det bliver lidt upersonligt og på "repeat". Koncerten er slut efter fem kvarter og der gives ingen ekstranumre. Musikerne kan så absolut deres kram, men det bliver lidt forudsigeligt og for pænt. Kun en enkelt gang er der lidt optræk til løjer, nemlig da bandet i nummeret See Dem Fake Leaders giver det et mere dubbet udtryk med masser af bas og percussions samt indlagte guitarsoloer – og så i Bobs fortolkninger, hvor Ziggy og bandet bæres frem af et storsyngende publikum.

Så på den ene side ligger velsignelsen for Ziggy i allerede at have et navn i musikken – alene på grund af navnet – på den anden side ligger forbandelsen i at han altid sammenlignes med sin berømte far og altid står overfor et publikum, der gang på gang forventer, at han skal spille netop Bobs numre og dermed overskygger Ziggys eget talent.  

 

Sætliste:

I Will Be Glad

Rebellion Rises

Justice/Get Up Stand Up (Peter Tosh & Bob Marley-cover)

One Love (The Wailers-cover)

True To Myself

World Revolution

See Dem Fake Leaders

Is This Love (Bob Marley-cover)

Wild And Free

Circle Of Peace

We Are The People

Love Is My Religion

Jamming (Bob Marley-cover)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA