Hausgaard hyldet – efter at være genopstået fra de døde

Niels Hausgaards 75 års fødselsdagskoncert med gæster, Tønder Festival, Telt 1

Hausgaard hyldet – efter at være genopstået fra de døde

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Niels Hausgaard har optrådt på samtlige Tønder Festivaler siden starten i 1974, og om få dage fylder han 75 år. I den anledning har festivalen arrangeret en hyldestkoncert, hvor en halv snes både danske og internationale solister på skift såvel fortolker den satiriske sangmester som synger deres egne numre tilegnet fødselaren. Solister, som alle har arbejdet sammen med ham i større eller mindre omfang.

Nu er en stor del af Hausgaards kvaliteter som bekendt hans lange anekdoter mellem sangene, mens han stemmer sin guitar. Der er ingen, der stemmer guitar i dag i mere end nogle ganske korte øjeblikke, men mange prøver at være morsomme, og de fleste slipper ganske godt fra det.

Folkeklubbens Kjartan Arngrim åbner festen med sin egen, helt nye og meget velskrevne ”Ingen vej hjem” tilegnet både Hausgaard og Tønder, med skarpe linjer som ”Violinerne hviner / og Thomas Treo sviner” med henvisning til en af mine ærede anmelderkolleger. Han fortsætter med Folkeklubbens smukke ”Vikaren”, inden Steffen Brandt kommer på banen. Han har elegant fordansket Dylans ”Stuck inside of Mobile with the Memphis blues again” med et citat fra Hausgaard-klassikeren ”En halv time på den ene side”. Laura Mo ”nøjes” med at synge to Hausgaard-sange, blandt andet den samfundssatiriske ”Hvem bestemmer?” om flertalsdiktatur med heftig banjo og stortromme.

Skotske Ian McCalman med en fortid i The McCalmans lægger ud i det stærkt underholdende hjørne med en oplæsning af Niels Hausgaards livshistorie forklædt som google-oversat Wikipedia-opslag med mange faktuelle fejl. Folk skriger af grin, da vi hører om, at Hausgaard egentlig blev født i Salzburg og voksede op som en del af von Trapp-familien, kendt fra musicalen Sound of Music, inden han efter mange omveje blev turistchef i Nordjylland og ansvarlig for de mange vindmøller, som oprindelig var tænkt som børneunderholdning. Herpå synger McCalman sin ”Pleased to be 70”, en opdatering af The McCalmans ”Pleased to be 60”. Vi bliver jo alle ældre.

Allan Olsen åbner med Hausgaards ”Hjemstavn”, som Kjartan Arngrim tidligere har indrømmet, han har stjålet et par linjer af til Folkeklubbens ”Fedterøv” – det med at gå i byen med 10 kroner og komme hjem med de otte, selvom det hos Folkeklubben er henholdsvis 11 og 10. Vi får også ”Hai fæk skyllen”, Olsens oversættelse af ”Speed of the Sound of Loneliness” af ”den største mand fra USA, der lige har aflyst sit besøg i Danmark – altså John Prine”. En sang, der ligesom ”Hjemstavn” er indspillet på Olsens fremragende 2013-album Jøwt, delvist indspillet på vendelbomål. Det åndelige slægtskab mellem Hausgaard og Olsen er stort, og Olsen virker da også helt på hjemmebane i dette selskab.

Irske Finbar Furey lægger ud med den instrumentale ”Lonesome Boatman” for fløjte, keyboard og violin og fortsætter med folkesangen ”Galway Shawl”, blandt andet kendt med The Dubliners, og den sætter gang i fællessangen. Hausgaards mangeårige guitarist Christian Alvad åbner med en instrumentaludgave af sangen om Agenten, et selvfedt borgerdyr fra 80’ernes Hausgaard-repertoire. Han fortsætter med selskab af den svenske sangerinde Anna Virsén med en af Hausgaards nyere og både rørende og skarpe sange om familien, hvis hus er brændt ned, men ikke kan få husly på de andre villaveje, fordi alle hellere vil sende dem tilbage til deres nærområde.

Signe Svendsen introducerer sig selv som ”hende, der ifølge Kirsten Birgit er den kedelige, der står lidt til højre for Niels Hausgaard”, noget, som hun har gjort 500 gange. Sammen med bassist Troels Skjærbæk, som også har spillet rigtig mange koncerter med Hausgaard, fremfører hun først en af hans mere letbenede sange, ”Elsker dig altid” og afslører ved samme lejlighed, at han er en stor fan af tysk schlagermusik. Helt anderledes alvorligt bliver det, da Svendsen a cappella synger en nyere Hausgaard-fordanskning af ”Solen er så rød mor” om den hedengangne Venstre-regerings nedsættelse af kontanthjælpsloftet og følgerne for især enlige forsørgere, der ikke ligefrem fik det nemmere.

Marie Key viser os Hausgaard fra den henholdsvis satiriske og næsten pjattede side med ”I fornuftens land” og ”Rejer og blomkål”, inden konferencier Huxi Bach, der for tre år siden sprang ud som sanger og sangskriver påvirket af ikke mindst Hausgaard, slutter hyldesten af med Hausgaards socialrealistiske ”Linda”.

Endelig kommer mesteren selv på scenen til folkets uhæmmede hyldest. Han indleder ved nærmest henkastet at sige, at da han tilbage i 2016 aflyste syv koncerter under påskud af at have lungebetændelse, i virkeligheden var faldet død om med hjertestop, men blev genoplivet af sin mangeårige manager Tess Petersen (Gud velsigne ham!), der til gengæld smadrede adskillige ribben på ham. ”Uden ham var det her blevet en mindekoncert”, tilføjer han. Til Ekstra Bladet har han netop tilføjet, at han nu har fået pacemaker.

Oven på denne ret vilde melding viser Hausgaard, at han i den grad er tilbage med en ny selvironisk sang om at være blevet gammel, med omkvædet ”Jeg skal aldrig til koncert med Hausgaard mere / Det bliver nok Allan Olsen næste gang”. Og så lukker og slukker alle i fællessang med Tom Paxtons ”The Last Thing On My Mind” blandet med Thøger Olesens oversættelse, ”Den jeg sidste ting jeg vil”.

På dette tidspunkt har hyldestkoncerten varet to en halv time, men alligevel har vi ikke kedet os undervejs. De ganske forskellige solister har bragt os vidt omkring musikalsk, men har alle haft blik for Hausgaards særlige blanding af humor, satire og alvor. Som Huxi Bach siger, så er det aldrig bare ”tø-hø” hos ham. Vi er kommet godt rundt i Hausgaards bagkatalog, som egentlig ikke rummer mange deciderede hits, fordi Hausgaard som regel turnerer med lutter nye sange, hver gang han er på tour, men til gengæld sjældent udgiver dem på plade, hvorfor de nøjes med at leve deres eget liv på YouTube og i DR omkring jul. Men Hausgaard er stadig skarp, og som han siger: Han vil gerne hyldes igen, når – ikke hvis – han bliver 85. Det skal være ham vel undt, og så kommer jeg også.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA