x
Chelsea Wolfe: Birth of Violence

Chelsea Wolfe
Birth of Violence

ANMELDELSE: Skræmmende poltergejstfolk fra mørke kamre

GAFFA

Album / Sargent House
Udgivelse D. 13.09.2019
Anmeldt af
Simon Heggum

Den akustiske guitar og den amerikanske folk går stadig hånd i hånd i udkanten af musikkens mest mørke omfarsveje. Derude, hvor Robert Johnson får djævlen til at stemme sin guitar, og Michael Gira fra Swans steger dine indvolde over et lejrbål. Sanger og sangskriver Chelsea Wolfe er opvokset et sted på disse udkanter, som musiker, og selvom hun er mest kendt for at blande doom- og black metal ind i sit selvdestruktive mørkekammer, er hun lige så hjemme i folkgenren, dog uden at lade lyset vælte ind i kamrene. På Birth of Violence bygger hun videre på den spartanske gothfolk, som hun præsenterede på den glimrende Unknown Rooms fra 2012.

Som noget helt nyt står Wolfes fantastiske stemme frem for første gang. Dette har på samtlige af hendes andre albums været en stigende irriation, hvor hendes stemme oftest var søbet så meget ind i rumklang, at det var decideret umuligt at høre, hvad hun sang. Dette er ikke tilfældet på Birth of Violence, og det er faktisk så kærkommen en nyhed, at det fik nærværende anmelder til at spidse ører. Jeg kunne i første omgang ikke genkende Chelseas stemme!

Og puha, den rammer lige ind i sjælen, når den får lov at stå delvist uproduceret hen. På titelsangen når Wolfes stemme sirenestadiet i sangens crescendo, og på pladens hovedsang ”Deranged from Rock n’ Roll” slipper hun hele sin vokale styrke løs. Samtidig spiller en stærkt kompresset og nedtonet version af fortidens metal-påvirkning med et sted i nærheden. Pladen emmer af instrumentale detaljer, som eksempelvis spøgelses-synths på ”American Darkness” og de Swans-inspirerede trommer på den fantastiske åbner ”The Motherload”.

Sangene er overvejende stærke, uden at følge en klassisk sangstruktur. Alle førnævnte sange kan sagtens stå på højde med resten af Wolfes bagkatalog, mens den ømme ”Be All Things” besidder et følsomt fingerspil, der er en direkte videreførelse af æstetikken fra Unknown Rooms. ”Little Grave” er et rent gys af en eskalerende goth-ballade. Dog løber mange af sangene også ud i sandet, grundet en deicderet mangel på melodi. Værst er det på ”Erde”, der trods sin eksperimenterende form er svær at holde af som andet end et såkaldt ”moodpiece”. ”Preface to a Dreamplay” vinder heller ikke og er en af den slags numre, der rejser ind i det ene øre og ud af det andet, mens man desperat forsøger at finde en musikalsk modhager, der lader ens erindring blive hængende, inden skibet sejler bort ud i glemslen.

Dette laver dog ikke om på, at Chelsea Wolfe endnu engang leverer varen, med et uhyggeligt højt bundniveau, i et tusmørkesort landskab. Om det er akustisk eller elektrisk, er ligegyldigt. Kvinden har sangene, stemmen og talentet, og denne gang kravler hun helt ind under huden på én. Hvor Wolfe var en udfarende dæmon på Hiss Spun og mesterværket Abyss, er hun mere en morderisk poltergejst på Birth of Violence, men det gør ikke bekendtskabet mindre skræmmende – nærmest tværtimod!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA