x
Paul McCartney & Wings: Wings Over America

Paul McCartney & Wings
Wings Over America

Da McCartney fik lyst - og selvtillid - til at se tilbage

GAFFA

2 x CD / Capitol
Udgivelse D. 30.07.2019
Anmeldt af
Henrik Friis

I skjul af højsommeren gik Paul McCartney i gemmerne og (gen)udsendte fire titler fra den efterhånden store stak af livealbums fra solo-karrieren – spændende over fire årtier: Wings Over America (1976), Choba B CCCP (1988 – ”live i studiet”), Paul is Live (1993) og Amoeba Gig (fire numre udsendt som Amoeba Secret EP i 2007 – nu for første gang ude som hel koncert).

Paul McCartney & Wings: Wings Over America
Den første Wings-plade jeg købte – jeg var ikke fan - og et fint genhør. McCartney på farten med sit nye band oven på kæmpesuccesen med især Band On The Run plus Bond-klassikeren Live and Let Die. Og nu endelig med lyst og bevist format til at give et par Beatles-numre også…

Wings som sådan blev aldrig anset som verdens bedste musikerhold, men her er det et ofte tight unit - og med en sjov fremhævet bulder-produktion af McCartneys livlige bas-spil. Dengang var jeg mest til den første halvdel af de godt to timer med Beatles-genhørene og aldeles fremragende versioner af henholdsvis Maybe I’m Amazed og Live and Let Die. Sådan er det også her i denne 2013-remastering, hvor man - trods godbidder - stadig går lidt kold i 2. helvlegs musichall, pop-leflen og mere ujævne Wings-dominans (især med At The Speed of Sound-overvægten). Men albummet ér at foretrække frem for flere af de ensopbyggede ”pligtudgivelser” efter hver turné, som McCartney har udsendt i den senere del af karrieren. Hér er det en bandleder i vokal og instrumental topform. og med vilje til at bevise sit fortsatte værd. Med blandede bolcher ganske vist - men mange af dem gode.

Bedømmelser af de andre albums i serien:

Paul McCartney: Choba B CCCP ***

Paul McCartney: Paul Is Live **

Paul McCartney: Amoeba Gig ****


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA