x
Søren Andersen: Guilty Pleasures

Søren Andersen
Guilty Pleasures

ANMELDELSE: Tonsvis af tung tråd i læderbuksen

GAFFA

Album / Target
Udgivelse D. 11.10.2019
Anmeldt af
Rasmus Heide

På skuldrene af nogle af verdens dygtigste guitarister - og med nogle af de fineste bassister i ryggen - har Søren Andersen begået et solbeskinnet og eksotisk visitkort af et soloalbum, det 100 pct. instrumentale Guilty Pleasures.

Glæden ved at glæde sig selv handler i Søren Andersens tilfælde om at betale lærepenge tilbage i retning af de guitarhelte, der har inspireret ham siden ungdommen. Fans af fræsere som Vai/Sheehan, Satriani, Moore, Malmsteen, Lukather og Becker vil nikke anerkendende til hentydningerne til heltene i Sørens veloplagte guitarspil.

Men i stedet for et coveralbum, er Søren selv skribent på alt materialet, og det står stærkt i al sin rockede alsidighed. Rejsen rundt i landskabet af inspirationskilder kunne formentlig sagtens være taget for 20 år siden - der er en overvægt af metallisk guitaristeri á la 80’erne og 90’erne - men udtrykket forbliver både farverigt, højtflyvende og sammenspillet med evigt solide Morten Hellborn bag trommerne.

Som albummet skrider frem, stiger numrene i kompleksitet, og især titler som “Bird Feeder”, “Bad Weather” og “Bipolar” sætter vind i sejlene til den store luftguitar, mens “Satori” flyder ud som dovent solskin på en græsk ferieø. Som knægt ville Søren bare spille guitar, og det gør han stadig med overbevisende fingersnilde og finurlighed i læderbuksen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA