x
Michael Kiwanuka: Kiwanuka

Michael Kiwanuka
Kiwanuka

Mere form end indhold

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 01.11.2019
Anmeldt af
Simon Boertmann Brüel

Tidligt i karrieren blev britiske Michael Kiwanuka af pr-orienterede pladeselskabsfolk opfordret til at finde et mere mundret kunstnernavn end det efternavn, han har fra sine ugandiske forældre. Men Kiwanuka står ved sin afrikanske baggrund på sin tredje plade, der følger op på gennembruddet Love & Hate fra 2016.

Pladen bærer blot hans efternavn som titel, og pladecoveret kunne lige så godt stamme fra en afrocentrisk soulplade fra 70’erne. Det samme må man sige om selve musikken, som kun få steder afslører, at det ikke er glemte optagelser fra soul/folk-ikoner som Terry Callier, Gil Scott-Heron eller Rotary Connection, vi har fat i. Det er der i sig selv ikke noget galt med. Kiwanuka er en yderst smagfuldt produceret plade fuld af horn, blæsere, gamle Hammond-orgler og korstykker. Desværre kan sangskrivningen ikke altid følge med vellyden og Kiwanukas fyldige stemme. Melodisk er Kiwanuka simpelthen ikke stærk nok til at holde sig lige så interessant som forbillederne.

Ligesom på forgængeren er det Danger Mouse og Inflo, der har stået for produktionen, hvilket man mindes tydeligst om på den Gnarls Barkley-lydende ”Final Days”, der med sin mere moderne lyd trækker Kiwanuka op i nutiden. Men Michael Kiwanuka fungerer bedst, når han ikke har for travlt, og når produktionen ikke bliver overlæsset som på den fine ballade ”Piano Joint” eller på ”Hero”, hvor Kiwanuka bringer fortiden og nutiden tekstmæssigt sammen i en borgerrettighedssang om det evigt aktuelle problem med skydeglade betjente og sorte ofre. Men højdepunkterne kan ikke ændre på, at formen på Kiwanuka for ofte overskygger indholdet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA