x
Magtdemonstration udi postpunk og vintermørke

White Lies, DR Koncerthuset, Koncertsalen

Magtdemonstration udi postpunk og vintermørke

Anmeldt af Kristian Bach Petersen | GAFFA

Med The National fredag og White Lies i dag burde Suede jo dukke op i København i morgen for at fuldende trioen af danskernes favorit-mørk-tonede rockbands.

De tre medlemmer af White Lies er kun omkring de 30, men har på 10 år, og hen over fem album, formået at spille sig nok ind danske hjerter til at kunne fylde DR Koncertsalen i anledningen af tiåret for debutalbummet To Lose My Life..., som bandet lige nu spiller i fuld længde.

Og var tydeligt fra første nummer, at det her album bare swinger med danskerne. Tonerne fra ”Death” var ikke rindet ud, før publikum smed klapsalver efter bandet, som havde de lige overværet en hel, og ganske suveræn, koncert.

Folk sang med, klappede og faldt hinanden om halsen, imens frontmand Harry McVeighs gestikulerende skygge kastedes op på Koncertsalens gyldne trævægge, og de mørke toner fra titelnummeret, den isnende ”Fairwell to the Fairground” og linjerne ”You got blood on your hands/and you know it's mine” fra ”Unfinished Business” dundrede knivskarpt ud fra scenen, hvor de fire musikere stod med ryggen til et monolitisk lysshow, inspireret af debutalbummets cover.

Når man ved, at halvdelen af To Lose My Life... er skrevet på kort tid, fordi en pladekontrakt var underskrevet, og der skulle et helt album ud, er det imponerende, hvor godt det holder, og hvor godt det hænger sammen, også live.

Jack Lawrence-Brown bag trommerne er tight inkarneret, og Charles Caves bas er så meget mere end en rettesnor, som de kan passe deres instrumenter ind efter, og hans korarbejde på blandt andet titelnummeret er markant. I front fylder McVeigh måske ikke meget af den store scene ud, mens hans stærke vokal, intense bevægelser og åbenlyse store glæde ved at stå i den imponerende sal brænder igennem.

Man kunne med rette spørge, om det ikke snart er på tide at indlemme tour-medlemmet Tommy Bowen som officielt medlem af bandet, for han trækker noget af et læs bag tangenterne. Synth-delen er, også på To Lose My Life..., markant, ofte vigtigere end guitaren i White Lies’ lydbillede. Man kunne også godt, i så stort og sammentømret et setup, overveje, om ikke synth- og klaverdelen kunne bruges til noget lidt federe end til at levere lyden af strygere på numre som ”To the Stars” og den pompøse ”Nothing To Give”.

Da den eminente albumlukker ”The Price of Love” slutter, er der ingen tvivl om, at To Lose My Life, trods tydeligt lån fra fordums bands med mørk klang, stadig holder og står både bandet og det danske publikums hjerte nær.

”Play fucking Denial”

Herefter forlader bandet scenen for kort efter at vende tilbage og levere et sæt af cirka samme længde, trækkende på resten af bagkataloget samt den spritnye single ”Hurt My Heart”. På overfladen kan man måske godt forfalde til at mene, at White Lies har én lyd, og den er mørk, men når runde to åbnes med ”Time To Give”, fra dette års Five-album, er det tydeligt, at White Lies kan, og er, mere. Nummeret modulerer 10+ gange i finalen, og der tilføjes en masse nuancer, samtidig med at scenelyset rykker fra det sort-hvide og over i en mere spraglet farvepalet.

Eneste mindre fejlskud i koncertens anden del var ”Swing”, fra bandets forrige album. Det virkede som et for langt og for langsomt et nummer og kunne sagtens have været erstattet af stærkere tracks – eventuelt af den af en specifik publikummers meget efterspurgte ”Denial”.

Ellers står de 10 numre som en overbevisende rundtur i 10 års virke. ”Morning In LA” og ”Tokyo” er bløde, næsten 80'er-pastel-poppede perler, der får modvægt af tungere riffs og mørke vibes på førnævnte ”Hurt My Heart” og 2009 B-siden ”Taxidermy”, indimellem stærke numre som ”There Goes Our Love Again”, ”Big TV” og ”First Time Caller”, alle leveret usvigelig sikkert.

I aften gentager White Lies succesen i et udsolgt Store Vega. Hvis der er billetter tilbage (det er der i skrivende stund), kan det varmt anbefales; vintermusik fås ikke meget finere.

Opvarmning: Boniface – danser like no one's watching **** (se fotoserie her)

Lige som tidligere på året havde White Lies taget det unge canadiske band Boniface med som opvarmning, og der var INGEN tvivl om, at de var glade for at være i Koncertsalen frem for hjemme i Winnipeg og spille for 50 lokale. Bandets melankolske og lette 80'er-toner blev leveret med en spilleglæde grænsende til det overstadige. De tre medlemmer i front, bassist Louis Cote ikke mindst, kaster sig rundt på scenen med en iver, der både grænser til det komiske, men også er ret smittende – der er noget fedt ved at opleve tre gutter, der nærmest ikke kan være i deres kroppe over, hvor fedt det at være på scenen. Forsanger Micah Visser virkede også tændt, og leveringen af numre som ”Dear Megan” og den virkelig gode ”I Will Not Return as a Tourist” var langt bedre, end den var, sidst bandet var med White Lies i Danmark.

Sætliste:

To Lose My Life...:

Death

To Lose My Life

A Place to Hide

Fifty on Our Foreheads

Unfinished Business

E.S.T.

From the Stars

Farewell to the Fairground

Nothing To Give

The Price of Love

Ekstra:

Time to Give

Big TV

There Goes Our Love Again

First Time Caller

Is My Love Enough

Morning in LA

Swing

Hurt My Heart

Tokyo

Ekstra-ekstra:

Taxidermy

Bigger Than Us

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA