x
Celine Dion : Courage

Celine Dion
Courage

Celine Dion gemmer sit talent væk på nyt album

GAFFA

Album / Columbia Records
Udgivelse D. 15.11.2019
Anmeldt af
Sara Elisabeth Nedergaard

Det er seks år siden, vi sidst har hørt nyt fra den canadiske sangfugl Celine Dion. Dengang kvitterede min kollega Michael José Gonzalez med to stjerner til albummet Loved Me Back To Life. Som gammel Celine-fan har jeg derfor været spændt på, om sangerindens 12. engelsksprogede album Courage kan kaste flere stjerner af sig – eller om tiden er løbet fra Celine Dion. Og med 20 nye sange og en samlet spilletid på en time og 10 minutter var det bare om at komme i gang.

Albumåbneren ”Flying on My Own” giver mig bange anelser. Celines vokal er forvredet af AutoTune, synthen er på max, og allerede 40 sekunder inde i nummeret går der et hundrede procent eurotrash i den. Det tegner ikke godt, det her.

”Lying Down” er bombastisk, storladen og alt. For. Meget. ”Imperfections” forsøger at lyde som Selena Gomez eller Ariana Grande, og ”Nobody’s Watching” forsøger sig med lidt folk-lyd à la Beyoncés ”Daddy Lessons,” men så stopper sammenligningen vist også dér.

”Baby” lyder som noget, den elendige bryllups-dj ville sætte på i Love Actually, og ”For the Lover That I Lost” er håbløst bedaget europop svøbt i forfærdelig synthtrompet-ekko.

Du er god nok, som du er

Celine Dion skal forstå, at hun altså er god nok, som hun er. Hun behøver ikke at kaste sig ud i synths og AutoTune. Hun er bedst, når vokalen bliver bakket op af analoge musikinstrumenter og dygtige korsangere. Don’t fix it, if it ain’t broken, som man siger. Desværre har Celine åbenlyst ikke tiltro nok til sine evner. På Courage mener hun i hvert fald, at evnerne skal pakkes ind og gemmes væk i en ”moderne” indpakning, som får den 51-årige sangerinde til at lyde forfærdeligt bedaget.

Der er dog nogle få positive udsving.

”The Chase” har både guitar og rigtige trommer, og så lugter den faktisk af en god, gammel Celine-ballade. Endelig! 10 numre inde! Halleluja. ”I Will Be Stronger” er også mere analog i sit udtryk med ”rigtig” musik og korsangere. Og det ér altså bare her, Celine Dions karakteristiske vokal kommer bedst til udtryk. Også ”Best of All” og ”Heart of Glass” er helt hæderlige popballader, om end en smule kedelige. ”Boundaries” er faktisk også en fin skæring. Men det lyder også lidt som noget, der kunne have været på Shania Twains Come on Over-album fra 1997.

På ”How Did You Get Here” kaster Celine sig ud i doo-wop-lyd, som vi vist ikke har hørt fra hende siden ”I Love You” fra Falling Into You-albummet fra 1996. Og det er et kærkomment gensyn med denne side af sangerinden. ”Look at Us Now” og ”Perfect Goodbye” blander den mere analoge lyd med det moderne islæt. Og når Celine Dion formår at balancere mellem gammel og ny lyd, er det faktisk helt hæderligt.

Men en time og 10 minutter i selskab med Celine Dion på Courage er ikke en udpræget fornøjelse. Desværre. Mest af alt savner jeg faktisk nogle ordentlige skråleballader. Vi ved jo, at hun faktisk stadig kan synge. Hvorfor pokker gemme talentet væk på den her måde?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA