x
Ring Them Bells: Things That Come Slow

Ring Them Bells
Things That Come Slow

Et velproportioneret syretrip

GAFFA

Album / Iceberg Records
Udgivelse D. 29.05.2020
Anmeldt af
Kristina Grønning

Siden 2013 har Ring Them Bells buldret af sted med skarpskåret støjrock. Men de sidste fem år har været knap så støjende for den københavnske kvartet, der ikke har været albumaktuelle siden 2015 med No One’s Dead/We’re Just Dressed In Black. Nu er der kørt i stilling til det tredje udspil, Things That Come Slow, hvor der bliver skruet helt op for de vante psykedeliske undertoner. Med sine ti skæringer er albummet leveringsdygtig i alternativ rock med en uomtvistelig 60’er- og 70’er-vibe, hvor rumklang og vokalharmonier er sat i højsædet.

Udspillet bliver åbnet med et syret bas-ostinat, hvorefter det psykedeliske stemningsbillede strømmer ud af højtalerne, idet ”Eternal Gun” med dens tilbagelænede vokalharmonier og et fængende guitar-tema løber af stablen.

Men så snart pladens anden single ”Favorite Gun” tager over, understreger Ring Them Bells, hvordan de stadig kan ryste velsmurt og karismatisk støjrock ud af ærmet med en legende lethed. Rask perkussion a la ”Sympathy for the Devil” og primal guitarstøj får rusket godt op i lytteren, inden den rolige og vuggende ”You Don’t Have To Go” sætter os blidt ned på jorden igen med guitarens hæse klagesang.

Hjulpet på vej af kælende bas-temaer og Johannes Nidams indlevende reverb-vokal kaster de neddæmpede ”The Associates” og ”I’m Not Really There” en forførende og sexet glans over pladen. Der bliver igen skruet maksimalt op for de psykedeliske lydtæpper i albummets første single ”Ringo”. Singlen blev allerede introduceret tilbage i 2019 og har sidenhen haft sin velfortjente sejrsrunde på P6 Beat.

Things That Come Slow er overordnet set en velproportioneret og godt sammensat plade, hvor der bliver gjort fint plads til at lade sangene stå helt fremme i lyset, alt imens støjen får lov til at klinge i baggrunden. Men selvom niveauet er højt og leveringen fin, har vi ikke at gøre med et banebrydende mesterværk. Skæringer som ”Space Time” og ”12 Wild Horses” formår ikke helt at fange, og udspillet kan godt stå tilbage som et lettere antiklimatisk syretrip, der ikke helt formår at få alle klokkerne til at ringe. Men dermed ikke sagt, at det ikke har sine stærke sider med velklingende vokalharmonier, habile hooks og psykedelisk eskapisme.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA