x
The 1975: Notes On A Conditional Form

The 1975
Notes On A Conditional Form

2020 sat i musik – generationsportræt på godt og ondt

GAFFA

Album / Dirty Hit
Udgivelse D. 22.05.2020
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Lad os slå én ting fast. Jeg har enorm sympati og respekt for klimaaktivist Greta Thunberg og den kamp, hun på imponerende vis kæmper. Det betyder stadig ikke, at jeg synes, at fem minutters bandbulle fra den svenske teenager hen over lidt klaver er en specielt inspirerende åbning på fjerde udspil fra de engelske popstjerner i The 1975. Jeg forestiller mig, at det bliver årets mest overhoppede nummer – trods det stærke budskab – og hvorfor hedder nummeret ”The 1975”?!

Herefter følger heldigvis det velplacerede hug i solar plexus som, blandt andre, fornægtere af klimaforandring fortjener. Nær-skrigende og med huggende guitarer leverer forsanger Matty Healy på ”People” to-et-halvt minuts imponerende og medrivende energiudladning. Desto mere aparte, at luften med det samme herefter lukkes ud af ballonen igen på ”The End (Music for Cars)”. Et instrumentalstykke med harpe, strygere og pauker, som lyder som noget, der hører til på et James Cameron-soundtrack. Nu havde vi jo lige fået pulsen op!

Og sådan svinger Notes on A Conditional Form, hen over vanvittige 22 numre, fra højdepunkt til mystiske mellemspil og uinspirerende synth-tracks.

Når de er bedst, er det noget af det absolut stærkeste, vi har hørt fra The 1975. Den oprigtigt rørende ”The Birthday Party” er ace. En helt smooth popsang, hvor Healy vender utroskab og turnélivet på rå og upoleret facon med eminent resultat. Også den smukke duet med Phoebe Bridgers, ”Jesus Christ 2005 God Bless America” er et klasse-eksempel på, hvor god Matty Healy er, når han spiller med følelserne uden på tøjet. Hans evne til at ramme outsiderens stemme er imponerende.

Linjer som ” I'm in love, but I'm feeling low/For I am just a footprint in the snow/I'm in love with a boy I know/But that's a feeling I can never show” rammer rent, og den catchy ”Me & You Together Song” viser, at tingene ofte virker bedst for The 1975, når de holder det enkelt.

I den anden grøft er der flere instrumentale mellemspil, som ”Streaming” og ”Having No Head”, der på et album af denne længde virker som ren fyld. Andre steder ender ”Yeah I Know” og ”What Should I Say” som elektronisk rodebutik med beats, vocoder og anden tech-lir smidt nonchalant ind, og ”Frail State of Mind” bliver ikke mere end en okay popsang med opbrudte rytmer, staccato melodi og enorme mængder filtre på vokalen. ”If You’re Too Shy (Let Me Know)” står også tilbage som den rene pastiche på 80’er-pop, med letbenet tekst og en massiv saxofonsolo.

Inde i kernen af Notes On A Conditional Form ligger et superstærkt album, The 1975's bedste og mest helstøbte. At det er endt som en dobbelt-albumlængde kolos gør desværre ikke de gode numre en tjeneste, men måske er albummet simpelthen Healy og The 1975s endelige opgør med formatet; en eklektisk samling, usammenhængende, men perfekt til alle lejligheder og skabt til Spotify-generationen? De hedder måske nok The 1975, men er på alle måder indbegrebet af musik anno 2020.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA