x
Knækket pegefingernegl, corona og tryghed igen

Allan Olsen, Grimhøjgården, Aarhus

Knækket pegefingernegl, corona og tryghed igen

Anmeldt af Andreas Vedel Jensen | GAFFA

Danmark lukker ned! Covid19-pandemien fik med overordentlig grundighed trykket på den globale pauseknap. Nogle mennesker oplevede at blive sat på tiltrængt pause. Andre oplevede at blive rykket ud af hverdagen og låst fast. Frygten for virussen og de ukendte faktorer samt de regler, der har fulgt, binder folk sammen på nye måder. Det er sådan nogle bånd, det offentlige kalder for ”samfundssind”, eller at ”vi står sammen hver for sig”. Men nu er der med denne aftens Allan Olsen-koncert blevet åbnet op for udendørskoncerterne. Vi kan rykke tættere på hinanden igen. 

Den lange række af Coronaaflyste- eller udskudte koncerter og festivaler bliver denne aften endelig brudt op. Allan Olsen var planlagt som et af navnene på årets også aflyste Grim Festival. I stedet har folkene bag denne lille Grim Festival rystet posen, været coronakreative og skabt en lille serie af hyggelige, sociale eftermiddags-aftenkoncerter, tilpasset Sundhedsstyrelsens regler om genåbning af Danmark i faser. Men pandemien er stadig et faktum, der spøger inden i os, måske særligt i denne første større post-corona-koncert i Aarhus.

Lad musikken tale lidt selv først

På denne første ikke-drive-in eller streamede, ja nærmest normale koncertaften ved Grimhøjgårdens grønne træomkransede lysning er der plads til 500 mennesker. Det passer øjensynligt meget godt med antallet af publikum foran scenen. Der er tale om en udendørskoncert kombineret med picnic og løbende leveringer af mad- og drikkevarer. Restriktionerne ift. smitteminimering har affødt en slags ”Code of Corona Conduct”, der afkræver publikum at forholde sig siddende foran scenen i egne grupper med sektionsinddeling.

Allan Olsen kommer vandrende ind på scenen, der står let våd af sommerregn. Et tilsyneladende charmerende firkantet betonfundament med halvluk. Roligt og indbydende griber han den ene af sine to medbragte guitarer. Uden at mæle et eneste ord. Men hvad kan man egentlig også sige til hele situationen? I stedet kaster nordjyden sig direkte ind i sættet og ud til publikum med sangen ”Miriam” fra Dalton-2009-albummet Tyve Ti. Om ikke sangens tekst oprindeligt er tænkt med dette budskab, så rammer de indledende linjer ret præcist, hvordan oplevelsen af at Danmark åbner op, rummer en følelse af spirende frihed blandet godt op med frygt for at miste igen:

”Du dufter som en helt ny start / Sparsomt klædt med en hel del bart / Du smiler til mig, da du kommer ind / Men fakta er du skal ud igen // Ciao babe / Vi ses skat”.

Corona eller ej, i selskab med Allan Olsen præsenteres vi for, at der findes så meget tåbeligt, at det kan blive både muntert og underholdende. Guitaren vælger at istemme dette med en skærende feedback, som dog hurtigt får et fiks fra teknikrummet.

Igen uden ord fortsætter singer-songwriteren Allan Olsen, karismatisk og autentisk med sin guitar, med nummeret ”Jamie Lomax” (Norlan, 1989). Denne sang rummer en lille påmindelse om, at mennesket nogle gange er villig til at gå forblændende langt for få en bid af en drøm, så langt at ”de ku' tage Jamie Lomax og skære et bette stykke / af hans ribben ud af hans bryst”.

Olsen går uden ord direkte videre med ”Lille hul” fra 2004-albummet Gæst. ”Lille Hul” er et iørefaldende nummer, der svinger mellem en sjofel stoddervise og en poetisk samfundskritik. Dette spænd håndterer han med bravur, og hvis der havde været brug for en icebreaker, så kommer den her. Samhørigheden med publikum er skabt.

På sin fint klingende og drævende Frederikshavnerdialekt meddeler Olsen, at det er ”dejligt at være ude at spille igen, jeg sku' alligevel ikke andet i aften”. Grin og applaus fra publikum vokser herfra mere frit sluppet ligesom de løbende konstruktive tilråb fra publikum til scenen. En koncert med Allan Olsen er nemlig indbegrebet af øjenhøjde og publikumskontakt, og denne koncert er og forbliver varm og intakt gennem de næsten to timer, det varer at servere sættets 20 sange på Grim-scenen. Han kan stedse blande lige dele alvor med lige dele sjov; han formår i en og samme sætning, med lige vægt, at tale om coronakrisen og sin knækkede pegefingernegl.

Professionel fejlmager

Publikum sidder ned, adskilt i ”egne smittegrupper” under hele koncerten, men det ser faktisk ud til at fungere som et publikumsfællesskab alligevel. Med et farvet kort kan man tilkalde en glad bartender eller selve trillebørsbaren, hvor priserne godt kan kalde på en god festivalbrandert. Et andet kort oppe giver adgang til toilet, men i kø på afstand. De fleste, sikkert også Olsen på scenen, har nok gjort sig undrende eller nysgerrige tanker om, hvordan corona-restriktionerne vil påvirke koncertoplevelsen.

På kunstnerens hjemmeside har man de sidste måneder kunne følge med i ”Når det nu alligevel er søndag”, hvor Allan Olsen kommenterer på, hvad han finder relevant pt. I slutningen af maj skrev han om at skulle spille igen: ”...Det er coronaens skyld. Den har lagt sin elskværdige tåge omkring mig som et zen af magelighed. Og skønt jeg (så vidt jeg husker) elsker at spille for jer, minder tanken om snart at skulle ud og bestille noget om at få revet dynen af sin varme krop midt i en lummer drøm…”

Olsens optakt til sættets sjette nummer, ”Gadens Tommelise” fra Hudsult-albummet (2017), består primært i at fortælle, at sangen bevidst er skrevet, så alle kan synge med. Denne lurendrejede beskedenhed får hurtigt gang i publikums i stemmen omkvædet. Midt i en barréakkord i det følgende nummer, ”Gid du var blind”, springer capoen af guitarens bånd, men Olsen når, som en gammel garvet ørn, at gribe den i faldet.

Han stopper op i sangen, men egentlig primært fordi en kvinde fra publikum retter ham i teksten. Dette griber han på samme måde og jonglerer i fuld kontakt og nærvær både med sit instrument, publikum og rettelsen. Han samler trådene og genoptager nummeret, præcist hvor det slap minutter tidligere. Senere i sættet, under den rørende sang ”Hjørringvej” fra albummet Jøwt fra 2013, bliver han igen rettet i teksten med et hukommelsesfriskende tilråb fra en mand fra siden af scenen.

Det er et hjemligt fællesskab, Allan Olsen skaber mellem sig selv på scenen og publikum. Men på en musikscene er nærvær og menneskeligt kendskab ikke nok. Allan Olsen er en virkelig dygtig musiker, og han mestrer sine strengeinstrumenter til fulde. Tag for eksempel et lille kig på hans Instrumentarium på hans hjemmeside, hvor han videresender publikums bifald til de instrumenter, der teknisk set leverer tonerne til musikken.

Ved denne første post-coronakoncert får vi Allan Olsen i dialog med sit publikum. Om teksternes indhold handler om barndommens historier og skelsættende begivenheder; om det drejer sig om hjemløse eller udsendte soldater; om vi bevæger os i sjofelhedernes eller samfundskritikkens detaljer, så indlader vi os hele tiden i et tekstunivers med en æggende blanding af konkrete, tvetydige, følsomme og poetiske passager. Det synes at give et sprog, der kan rumme mange af de ukendte følelser og tanker, som er opstået i kølvandet på Covid19-pandemien, som har sat verden på pause, uden at der er sikkerhed for, at der kan trykkes play igen.

Når dette så er sagt, og en vellykket, uformel udendørskoncert er anerkendt, så vil jeg dog foretrække at høre Allan Olsen spille inden døre. Gerne et mindre spillested, og hvis valget stod helt frit, så i det nordjyske. Her vil de lækre guitarer komme til deres ret og give sangene endnu en dimension, ligesom dialogerne med publikum vil blive tydelige. Men for denne koncert: Godt gået af både Allan Olsen, publikum og arrangørerne!

Sætliste:

Miriam (Dalton Tyve Ti, 2009)

Jamie Lomax (Norlan, 1989)

Lille hul (Gæst, 2004)

Mit navn er Leo Numinen (Hudsult, 2017)

Balladen om Rosa (Jern, 1996)

Gadens Tommelise (Hudsult, 2017)

Gid du var blind (endnu ikke udgivet)

Kain og Abel (Affekt) (Hudsult, 2017)

Staklernes hus (Sange for rygere, 1998)

Rimmerby Strand (Norlan, 1989)

Lille ørred (Jøwt, 2013)

Næsen (Onomatopoietikon, 2000)

Hjørringvej (Jøwt, 2013)

Min far kørte post for staten (Hudsult, 2017)

Regn på vej (En gros, 1998)

Bette Liverpool (Pindsvin i pigsko, 1992)

Han har tænkt (Gajo, 1990)

Ekstra:

Mergelgraven (Norlan, 1989)

En stille glød i mørket (rygter fra randområderne, 1994)

Gajoverden gajoværd (Gajo, 1990)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA